Ankestyrelsens principafgørelse P-8-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 411 af 26. maj 1992 - § 57

Socialstyrelsens vejledning af 29. oktober 1990 om social pension - pkt. 201

Sagsfremstilling 1:

fra fraflytningskommunerne, inden de pågældendes flytning.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 1 - j.nr. 21216-92 Sagen drejede sig om en 42-årig kvinde, der den 28. januar 1992 søgte førtidspension i sin daværende bopælskommune - A kommune.

A kommune udfyldte det meste af førtidspensionsskemaet den 9. marts 1992, men der var ikke afgivet indstilling på skema A. Lægekonsulenten anførte den 24. marts 1992, at ud fra de foreliggende oplysninger skønnedes arbejdsevnen at være nedsat til under halvdelen. Det var desuden anført, at ansøger havde været i kontakt med en psykolog, men der forelå ikke udtalelse derfra.

Ansøgeren flyttede den 1. april 1992 til B kommune.

A kommune modtog 8. april 1992 udtalelse fra ansøgers psykolog, og de oversendte pensionssagen til B kommune med bemærkning om, at sagens oversendelse havde afventet psykologerklæringen.

B kommune sendte den 27. april 1992 sagen tilbage til A kommune med bemærkning om, at sagen var færdigbehandlet i A kommune, men blot manglede indstillingen. Den 13. maj 1992 tilbagesendte A kommune pensionssagen til B kommune. Det anførtes, at man inden flytningen kun nåede at indhente de forskellige oplysninger, men ikke kunne nå at behandle ansøgningen inden fraflytningen. Man valgte af hensyn til ansøgeren og hurtigst mulig sagsbehandling at nedskrive de på det tidspunkt nedsamlede oplysninger. Psykologudtalelsen blev således først modtaget den 8. april 1992.

B kommune ankede den 9. juni 1992 A kommunes afslag på at afgive indstilling til ankenævnet. B kommune anførte bl.a. i anken, at sagen var færdigbehandlet, men at A kommune ikke ønskede at indstille til pension på grund af de ændrede refusionsregler fra den 1. januar 1992.

Nævnet fandt, at forpligtelsen efter pensionsloven til at behandle pensionssagen skulle pålægges B-kommune efter ansøgers flytning fra A kommune til B kommune.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fravige hovedreglen i pkt. 201 i socialstyrelsens vejledning nr. 6 af 29. oktober 1990 om social pension.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, om denne situation var omfattet af pensionslovens § 51 og i givet fald hvilken af 2 kommuner der har finanisieringsforpligtelsen efter § 52, stk. 3 i en flyttesituation, herunder om Socialministeriets vejledning, pkt. 201 kan anvendes.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune skulle færdigbehandle pensionssagen efter ansøgers flytning den 1. april 1992 fra A kommune til B kommune.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ikke var truffet afgørelse om pension eller afgivet indstilling til nævnet inden flytningen. Der blev ikke fundet grundlag for at fravige ordlyden i pensionslovens § 52, stk. 3.

Det forelå for Ankestyrelsen oplyst, at B kommune havde afgivet indstilling i sagen juni 1992. B-kommune skulle derfor afholde den kommunale andel af pensionsudgifterne.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20316-93 Denne sag drejede sig om en 46-årig mand, der den 4. april 1992 søgte om førtidspension i sin daværende bopælskommune - A kommune.

A kommune udfyldte førtidspensionsskema den 5. maj 1992.

Den 13. juli 1992 anmodede A kommune B kommune om flyttetilsagn, da ansøger skulle have en bolig med mindre varmeudgifter. Det fremgik endvidere af anmodningen, at pågældende overgik til forskud på højeste pension fra 1. september 1992.

Efter at B kommune havde anmodet om et budget, fremsendte A kommune den 17. juli 1992 budget. I budgettet indgik førtidspension med kr. 5.500,- til pågældende ansøger. Af et journalnotat fra A kommune den 29. juli 1992 fremgår det, atlægekonsulenten dér indstillede, at ansøger fik mellemste før tidspension med revision efter 2 år. Af et andet journalnotat fra A kommune fremgik det, at ansøgeren den 17. august 1992 meddelte pensionskontoret, at han pr. 15. august 1992 flyttede til B kommune. Den samme dag blev pensionssagens akter sendt til B kommune.

Af journalnotat den 19. august 1992 fra A kommune fremgik det, at B kommune havde været uforstående overfor, hvorfor der ikke var afgivet indstilling i pensionssagen. Sagsbehandleren anførte, at han havde ønsket, at sagen skulle på pensionsmøde inden indstilling. Det 1. møde var først den 25. august 1992, hvorfor sagen blev oversendt, da pågældende var flyttet.

Den 1. september sendte B kommune førtidspensionssagen uden indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet. B kommune anførte, at A kommunes indstilling fremgik af sagen.

Den 21. september 1992 ankede B kommune til ankenævnet. Det anførtes bl.a., at pensionssagen hørte under A kommune, da både sagsbehandler og lægekonsulent havde taget stilling til sagen.

A kommune anførte den 25. november 1992, at pensionssagen ikke var færdigbehandlet.

Nævnet traf den 26. januar 1993 afgørelse om, at B kommune måtte afholde den kommunale andel af pensionsudgifterne jf. § 52, stk. 3, under hensyn til at A kommune ikke havde truffet afgørelse om tilkendelse af pension eller afgivet indstilling herom til nævnet.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, under hvilke betingelser en kommune skulle afholde den kommunale andel af udgifterne til pension, når en person flyttede, før der var afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune skulle færdigbehandle pensionssagen efter ansøgerens flytning den 15. august 1992 fra A kommune til B kommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der inden flytningen ikke var afgivet indstilling i pensionssagen. Der fandtes ikke at være grundlag for at fravige ordlyden i § 52, stk. 3.

Det forelå for Ankestyrelsen oplyst, at B kommune efter begæring fra nævnet havde afgivet indstilling i sagen efter ansøgerens flytning til kommunen. B kommune skulle derfor afholde den kommunale andel af pensionsudgifterne ifølge §§ 51 og 52.

Ankestyrelsen stadfæstede således nævnets afgørelse.