Ankestyrelsens principafgørelse O-25-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 3

Note:

*) Note: Se tillige SM O-37-91.

En kvinde blev i 1984 separeret fra sin mand. Hun fik forældremyndigheden over de 3 fælles børn og overtog huset.

Kvinden levede af et hustrubidrag på 7.000 kr. pr. måned og modtog børnebidrag, svarende til det dobbelte af normalbidraget.

Manden blev arbejdsløs i april 1989. Han var ikke berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.

Da manden ikke var i stand til at opfylde sin bidragsforpligtelse søgte han den 6. april 1989 på kvindens vegne om kontanthjælp.

Kommunen besluttede, at yde kvinden kontanthjælp. Ved beregningen af boligtillæg medtog forvaltningen boligudgifterne, bortset fra terminsudgifterne.

Kommunen fastholdt sit afslag på hjælp til betaling af terminsudgifterne med henvisning til, at manden ved henvendelsen den 6. april 1989 havde oplyst, at terminsindbetalingerne var standset.

Dette bestred manden. Han henviste til, at der var indgået en aftale vedrørende terminsgælden, og at denne var overholdt frem til marts 1989.

Huset blev solgt på tvangsauktion i december 1989. Familien boede i huset frem til tvangsauktionen.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at medtage de faktiske boligudgifter, herunder terminsudgifter ved beregningen af kontanthjælp til kvinden fra den 6. april 1989.

Nævnet bemærkede samtidig, at den samlede hjælp efter bistandslovens § 37, stk. 5, 1. pkt. højst kunne udgøre 90% af den hidtidige indtægt og at den forholdsmæssige andel af den maksimerede hjælp på 6.300 kr.pr. måned der vedrørte terminsudgifterne ville være tilbagebeta lingspligtig efter bistandslovens § 25, nr. 2.

Nævnet bemærkede videre, at kommunen ville have haft mulighed for i medfør af bistandslovens § 49, at udbetale terminshjælpen direkte til kreditor, hvis kommunen havde formodning om, at hjælpen ikke blev benyttet efter sit formål.

Nævnet tilføjede samtidig, at spørgsmålet om eventuelt erstatningspådragende ansvar som følge af en påstået mangelfuld vejledning fra kommunen hører under domstolene.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der undtagelsesfrit skal medtages terminsudgifter ved beregning af kontanthjælp, når ejendommen er begæret solgt på tvangsauktion, og i givet fald om boligtillægget skal omfatte terminsydelserne frem til datoen for auktionen, hvis familien fortsat bor på ejendommen.

Der skulle ved beregning af kontanthjælp til kvinden fra 6. april 1989 medtages de faktiske boligudgifter, herunder terminsudgifter, jf. bistandslovens § 37, stk. 3.

Den samlede hjælp efter lovens § 37, stk. 5, 1. pkt. kunne højst udgøre 90% af den hidtidige indtægt, og den forholdsmæssige andel afden maximerede hjælp på 6.300 kr. pr. måned, der vedrørte termins udgifterne var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 25, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ikke i bistandslovens § 37 eller i bestemmelsens forarbejder forudsættes, at forfaldne boligudgifter er betalt, for at der kan ydes boligtillæg.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen kunne samtidig tilslutte sig amtsankenævnets bemærkning om, at kommunen, hvis der var formodning om, at hjælpen ikke ville blive anvendt efter sit formål, kunne have bragt bistandslovens § 49 i anvendelse.

Ankestyrelsen tilføjede endelig, at man var enig med amtsankenævnet i, at spørgsmålet om kommunens eventuelle erstatningsansvar som følge af mulig mangelfuld rådgivning/vejledning henhørte under domstolene.