Ankestyrelsens principafgørelse O-113-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58, stk. 3

Ansøgeren, der var 67 år, havde fået tilkendt højeste førtidspension i 1976 på grund af en ryglidelse, der gav stærke smerter. Siden 1989 havde han haft en blodsygdom, og i 1990 pådrog han sig et brud i lænden.

Det var oplyst, at ansøgeren på grund af stærke rygsmerter kun kunne gå ca. 50 m. uden støtte og ca. 100 m. med støtte af person eller medstokke. Det var videre oplyst, at afstanden til nærmeste bus-stoppe sted, hvorfra der afgik lav-gulvsbusser, var max. 125 m.

Det var yderligere oplyst, at ansøgeren havde kørselsbehov i for bindelse med indkøb, ophold i familiens sommerhus og besøg hos to døtre.

Ansøgeren havde den 29. januar 1986 fået bevilget bil på ikke erhvervsmæssigt grundlag. Bilen havde kørt knap 10.000 km årligt i den forløbne periode på ca. 6 år. Nævnet bevilgede støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at ansøgeren ud fra de hel bredsmæssige oplysninger sammenholdt med beskrivelsen af hansbegrænsede formåen skønnedes at have en væsentlig og varig funktions evnenedsættelse, der berettigede til støtte til erhvervelse af bil.

Kommunen indankede nævnets afgørelse. Kommunen anførte, at ansøgerens kørselsbehov fuldt ud ville kunne opfyldes ved iværksættelse af andre foranstaltninger. Kommunen henviste til, at ansøgerens bopæl varbeliggende centralt i byen, nær stoppested, hvor handicapvenlig lav gulvsbus kunne benyttes mindst en gang pr. time, og anvendelsen af handicapvenlige busser var nu udvidet til at omfatte samtlige bybusruter.

Kommunen anførte videre, at ansøgeren ville kunne visiteres til den nu etablerede individuelle kørselsordning for svært bevægelseshæmmede efter lov nr. 292 af 29. april 1992, eventuelt suppleret med tilskud efter bistandslovens § 61.

Kommunen anførte endelig, at ægtefællen, der var ophørt med er hvervsarbejde, måtte formodes at kunne bistå ved praktiske gøremål, indkøb m. v.

Bolig-, Motor- og Hjælpemiddeludvalget anførte over for Ankesty relsen, at de af kommunen angivne argumenter for anken var helt uacceptable, jf. f. eks. at Folketinget forud for gennemførelse aflovgivningen om individuel handicapkørsel bestemte, at kørsels ordningen ikke måtte få indflydelse på eksisterende ordninger for invalidebiler.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens funktionsevne og gang distance måtte anses for varigt nedsat i et sådant omfang, at det i væsentlig grad forringede hans evne til at færdes.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det samlede kørselsbehovefter det oplyste havde et sådant omfang, at det ikke mere hen sigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger.

Ved den vurdering tog Ankestyrelsen også udgangspunkt i bemærk ningerne til forslaget til lov nr. 292 af 29. april 1992 om ændring af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet. Ifølge lovbemærkningerne var det forudsat, at den individuelle handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede ikke måtte få indflydelse på den eksisterende ordning for invalidebiler. På den baggrund fandt Ankestyrelsen, at en på grundlag af ovennævnte lov etableret individuel kørselsordning ikke kunne danne grundlag for at afslå en ansøgning om bilstøtte efter bistandslovens § 58 til ansøgere, som hidtil havde opfyldt og fortsat opfyldte betingelserne for at opnå støtte til køb af bil og således også havde et kørselsbehov, der lå på et niveau som de flestes.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.