Ankestyrelsens principafgørelse T-3-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om delpension - lovbekendtgørelse nr. 226 af 5. april 1991 - § 8, stk. 3

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 7

Socialministeriets vejledning af 26. februar 1992 om delpension - pkt. 46

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20040-93

En mand henvendte sig i april 1992 hos sin kommune for at høre nærmere om betingelserne for delpension.

Ansøgeren oplyste selv, at han henvendte sig personligt til kommunen. Da der på tidspunktet for hans henvendelse ikke var nogen til stede, som havde kendskab til reglerne om delpension, blev hans navn og telefonnummer noteret ned, og han fik besked om, at han ville blive ringet op, når der var én, som kunne hjælpe ham. Da han ikke blev kontaktet af kommunen, henvendte han sig igen omkring 1. juni 1992, hvor en sagsbehandler hjalp ham med at udfylde et ansøgningsskema.

Kommunen oplyste, at ansøgeren i april 1992 henvendte sig pr. telefonangående en ansøgning om delpension, da han var ophørt med mælke leverance den 1. april 1992. Det blev på et senere tidspunkt aftalt, at han skulle komme og udfylde et ansøgningsskema, men først efter at han havde afleveret sit nye regnskab til skattekontoret, da året 1991 havde været et godt år. Regnskabet blev afleveret den 9. juni 1992 og godkendt den 10. juni 1992.

Den 28. juli 1992 traf kommunen afgørelse om afslag på delpension, da ansøgerens overskud af virksomheden i 1991 var på 44.174 kr. Det oplystes, at hans indtægt i henhold til delpensionslovens § 2, stk. 1, nr. 6, det seneste år inden overgangen til delpension skulle udgøre mindst 1/3 del af basisbeløbet, som pr. 1. juli 1992 udgjorde 132.812 kr., således at ansøgerens overskud skulle have udgjort 44.270 kr. I forbindelse med anke af afgørelsen til Det Sociale Ankenævn havde ansøgeren gjort gældende, at en af betingelserne for at få delpension var, at overskuddet af hans ejendom udgjorde 1/3 del af basisbeløbet. Basisbeløbet udgjorde på ansøgningstidspunktet 130.132 kr. Da overskuddet på hans ejendom i 1991 udgjorde 44.174 kr., mente han, at det var i orden.

Ansøgeren havde endvidere anført, at hans regnskab blev afsluttet pr. 31. december 1991 og kunne have været til rådighed når som helst efter denne dato.

I klagen over Det Sociale Ankenævns afgørelse anførte ansøgeren bl.a., at når delpension udbetales bagud, må det være en selvfølge, at det er det basisbeløb, som var gældende på ansøgningstidspunktet,som burde finde anvendelse. Opgørelse for 1991 fik han fra skattevæsenet i juni måned, d.v.s. længe før hans ansøgning blev behandlet både af kommunen og af ankenævnet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af kommunens vejledningsforpligtelse i forbindelse med ansøgning om delpension.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde tilsidesat til vejledningsforpligtelse i forbindelse med ansøgerens henvendelse til kommunen i april 1992.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke i april måned var blevet vejledet om at fremskaffe de nødvendige skatteoplysninger, således at de kunne foreligge til brug ved ansøgning om delpension inden 1. juni 1992.

Den manglende/mangelfulde vejledning havde fået væsentlige konsekvenser for ansøgeren, idet det havde medført, at han havde fået afslag på delpension.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse på grundlag af skatteopgørelsen fra 1991, som om ansøgning var indgivet i april-maj måned 1992 og således kunne udløse bevilling af delpension fra 1. juni 1992.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20266-93

En mand rettede den 22. november 1991 henvendelse til sin kommunes skattekontor med henblik på at få ændret sin forskudsregistrering, når han skulle pensioneres fra den 1. januar 1992. I den forbindelse spurgte han om muligheden for en supplerende ydelse, idet han havde hørt om en sådan fra en kollega.

Ansøgeren blev henvist til kommunens social- og sundhedsforvaltning, hvor en sagsbehandler, efter at han havde redegjort for sin situation, som den ville se ud efter den 1. januar 1992, afviste, at der kunne være tale om en supplerende ydelse.

Denne besked slog han sig til tåls med, idet han gik ud fra, at sagsbehandleren var så godt inde i forholdene, at oplysningen var rigtig. Ansøgeren oplyste overfor Ankestyrelsen, at han blev enig med den pågældende sagsbehandler om, at hvis nogen af parterne blev bekendt med, at der fandtes en supplerende ydelse, skulle de kontakte hinanden.

Kommunen oplyste, at ansøgeren overfor kommunen havde udtalt, at han selv ville undersøge, om der fandtes en supplerende ydelse.

I midten af juni måned 1992 blev ansøgeren af en kollega gjort bekendt med, at den supplerende ydelse kaldtes delpension.

Han henvendte sig herefter påny hos kommunens social- og sundheds forvaltning, hvor hans ansøgning om delpension blev behandlet. Kommunen påførte skæringsdag pr. 30. juni 1992, d.v.s. med udgangen af den måned, hvor ansøgningen blev fremsendt.

I forbindelse med anke af kommunens afgørelse til Det Sociale Ankenævn havde ansøgeren gjort gældende, at skæringsdagen burde være den 31. december 1991, hvor arbejdstidsnedsættelsen reelt skete. Han accepterede imidlertid, at delpensionen først udbetaltes fra den 1. juli 1992, da hans ansøgning om delpension formelt var indgivet i juni måned.

Han havde endvidere anført, at kommunens bemærkning om, at han den 22. november 1991 skulle have udtalt, at han selv ville undersøge sagen nærmere, efter hans opfattelse var en overfortolkning.

I klagen over Det Sociale Ankenævns afgørelse anførte ansøgeren bl.a., at det principielt måtte være en kommunes pligt at give korrekte og fuldstændige oplysninger om bestående bestemmelser. Overholdes denne pligt ikke, bør forespørgeren holdes skadesløs for den manglende information.

Ansøgeren gjorde derfor gældende, at beregningsgrundlaget for delpensionen måtte ændres, således at den blev ydet med det beløb, som han kunne have opnået retten til, hvis han havde fået fyldestgørende oplysninger af kommunens social- og sundhedsforvaltning ved henvendelsen den 22. november 1991.

Kommunen oplyste over for Ankestyrelsen, at der ikke forelå journaler i socialforvaltningen vedrørende ansøgerens henvendelse den 22. november 1991. Det havde heller ikke været muligt at finde frem til den sagsbehandler, som han havde talt med den pågældende dag.

Det var ikke forvaltningens opfattelse, at henvendelsen den 22. november 1991 havde været af en sådan karakter, at den burde have ført til journalisering.

Ansøgeren anførte yderligere som en kommentar til kommunens op lysninger, at konsekvensen af sagsforløbet var, at hans delpensionkun blev ydet med 1/3 af, hvad den ville have været, hvis ansøgningen, som en logisk følgevirkning af hans henvendelse til kommunen den 22. november 1991, var blevet afleveret inden den 31. december 1991.

Det Sociale Ankenævn henviste overfor Ankestyrelsen til, at ansøgeren ikke havde bestridt kommunens oplysning om den førte samtale i socialforvaltningen den 22. november 1991, omend han betegnede det som en overfortolkning, at han ved den pågældende lejlighed skulle have udtalt, at han selv ville undersøge sagen.

Nævnet havde endvidere ved sin afgørelse taget i betragtning, at ansøgerens henvendelse fandt sted i god tid før overgang til 1/2 løn (1. januar 1992), samt at han som produktionsleder måtte antages at have haft gode muligheder for fagligt at have indhentet viden om sine rettigheder i forbindelse med overgang til halvtidsbeskæftigelse. Ankenævnet fandt, at manglende vejledning og rådgivning i klare tilfælde burde medføre omgørelse, hvis det kunne konstateres, at fyldestgørende vejledning ville have medført udbetaling af ydelse, men det var nævnets opfattelse, at der ikke var tale om et sådant oplagt tilfælde.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse i forbindelse med ansøgerens henvendelse på kommunens social- og sundhedsforvaltning den 22. november 1991.

Den manglende/mangelfulde vejledning havde fået væsentlige konsekvenser for ansøgeren, idet det havde medført, at hans delpension kun blev ydet med 1/3 af, hvad den ville have været, hvis ansøgningen var blevet indgivet inden den 31. december 1991.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til fornyet behandling, som om ansøgningen om delpension blev indgivet inden den 31. december 1991, således at delpension beregnedes på dette grundlag og udbetaltes med virkning fra 1. januar 1992.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 20486-93

En mand fik med virkning fra 1. november 1991 udbetalt delpension. Han havde ved ansøgningen oplyst, at hans gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ville blive på 18 timer. Hans ugentlige arbejdstidsnedsættelse ville således blive på 19 timer. Delpensionen blev herefter fastsat til 19/37 af basisbeløbet.

Ved en revision af sagen efter 6 måneder, jf. delpensionslovens § 8, stk. 3, andet punktum, fik kommunen af ansøgerens arbejdsgiver oplyst, at hans gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fra 1. november 1991 til 30. april 1992 havde udgjort 19,15 timer. Hans gennemsnitlige ugentlige arbejdstidsnedsættelse udgjorde således omregnet til hele timer 17 timer. Kommunen omregnede herefter delpensionen med virkning fra 1. maj 1992 og fastsatte den til 17/37 af basisbeløbet.

Denne afgørelse ankede ansøgeren til Det Sociale Ankenævn. Han henviste til, at den vejledning, som kommunen havde medsendt bevillingen, ikke indeholdt oplysning om omregning af delpensionen efter 6 måneder, men kun vedrørte årlig fastsættelse hver 1. april og kun ændring ved varige ændringer på mindst 2 timer i den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid.

Kommunens afgørelse var begrundet med, at beløbet var omregnet i overensstemmelse med reglerne i delpensionslovens § 8, stk. 3, andet punktum, idet ansøgeren pr. 1. maj 1992 havde modtaget delpension i 6 måneder og havde arbejdet 19 timer ugentlig i stedet for, som angivet i ansøgningen, 18 timer ugentlig.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet henviste til, at det af en vejledning, som kommunen vedlagde sin bevilling, fremgik, at vejledningen ikke var udtømmende. Nævnet mente desuden, at kommunen måtte anses for at have taget forbehold overfor ansøgeren for rigtigheden af den fra 1. maj 1992 anviste pension, idet kommunen havde udbedt sig oplysninger til brug for fastsættelsen af ansøgerens pension fra 1. maj 1992.

I klagen anførte ansøgeren bl.a., at det ikke kunne være rigtigt, at han skulle undgælde, fordi kommunens vejledning ikke havde været fyldestgørende. Han henviste til, at såfremt han og hans arbejdsgiver havde været bekendt med 6 måneders reglens betydning for delpensionens beregning, ville det ikke have voldt besvær at have overholde reglen. Han henviste desuden til, at den udleverede vejledning om delpension havde dannet basis for hans og hans arbejdsgivers planlægning af arbejdstidens tilrettelæggelse, og at der ikke heraf fremgik, at hans delpension blev revideret efter 6 måneders forløb.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, hvorefter man ikke fandt grundlag for at ændre kommunens beregning af delpensionsbeløbet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå tilstrækkelige tungtvejende grunde til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at kommunens ufuldstændige vejledning kun havde haft beskeden økonomisk betydning for ansøgeren.