Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at inddrage bruttorevalideringsydelsen i juni 1992. Ansøgeren var således uændret berettiget til ydelsen i den periode der hengik, indtil hun opnåede praktikplads.
Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens § 43, stk. 2, sammenholdt med Socialministeriets bekendtgørelse af 2. juli 1990, hvorefter udbetaling af bruttorevalideringsydelsen forudsætter, at revalidering er iværksat i overensstemmelse med en forud fastlagt erhvervsplan, som angiver mål, tidsrammer og indhold. Ankestyrelsen henviste endvidere til § 43 stk. 4, hvorefter ydelsen udbetales til erhvervsplanen er gennemført. Endelig henviste Ankestyrelsen til bekendtgørelsens § 1, stk. 4, hvorefter modtageren bevarer revalideringsydelsen uændret ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet.
For så vidt angik ansøgerens situation i juni 1992 lagde Ankesty relsen vægt på, at det ikke med tilstrækkelig klarhed fremgik af den foreliggende erhvervsplan, hvad der skulle følge efter skolegangen på handelsskolen, ligesom der ikke i planen var taget forbehold med hensyn til en eventuel afbrydelse af hjælpen efter § 43, stk. 2. Hertil kom, at hjælpen efter det foreliggende blev standset uden varsel, ligesom der ikke blev indrømmet hende en rimelig tid til at finde en praktikplads.
Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.
____________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 21287-92
Sagen drejede sig om en 45-årig kvinde, der den 11. februar 1991 fikbevilget bruttorevalideringsydelse til gennemførelse af lægesekre tæruddannelsen. Erhvervsplanen var ikke nærmere beskrevet. Ansøgeren afsluttede HG-basisuddannelsen medio juni 1992, hvorefter kommunen uden varsel standsede bruttorevalideringsydelsen, idet hun på det tidspunkt ikke havde fundet en praktikplads. Det blev samtidig oplyst, at bruttorevalideringsydelsen ville blive genoptaget, når hun startede på PKU (praktikkompenserende undervisning).
Den 13. juli 1992 fik ansøgeren tilsagn fra kommunen om at kunne starte på PKU den 2. januar 1993.
Hendes forbund anførte i sin klage til ankenævnet, at hun ikke var blevet gjort bekendt med risikoen for ophør af bruttorevalideringsydelsen, hvis hun ikke kunne skaffe sig en praktikplads. Denne oplysning ville have haft stor betydning for hendes valg af uddannelse, da hun allerede på det tidspunkt kunne forudse økonomiske problemer for sig selv og sin familie.
Det var videre oplyst, at hun i september 1992 havde skaffet sig en ulønnet praktikplads på et sygehus, hvilket ville medføre, at kommunen skulle betale den fulde bruttorevalideringsydelse i praktikperioden. Kommunen afviste dette, hvorefter hun ankede spørgsmålet til nævnet. Nævnet havde ikke taget stilling hertil på det tidspunkt, hvor Ankestyrelsen behandlede sagen.
For så vidt angik standsningen af bruttorevalideringsydelsen pr. 1. juli 1992 fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter revalideringsplanen måtte anses for afbrudt i en længerevarende periode.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgeren i juni 1992 ikke havde et konkret tilbud om praktikplads inden for de næste 2-3 måneder, ligesom hun (efter de da foreliggende oplysninger) tidligst ville kunne påbegynde praktikkompenserende undervisning i november 1992.
