Ankestyrelsens principafgørelse O-61-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1

Sagen vedrørte en 36-årig kvinde, der den 6. november 1963 kom under åndssvageforsorgen.

I skoleåret 1976/77 havde hun ophold på en ungdomsskole. Den 18. juni 1977 flyttede hun til sin moder, der boede i A kommune.

Den 15. august 1977 begyndte hun på et beskyttet værksted i B Kommune.

Den 1. december 1978 flyttede hun med bistand fra forsorgscentret til egen bolig i B Kommune. Hun modtog hjemmevejlederbistand.

Hun fik tilkendt højeste førtidspension med virkning fra 1. februar 1979.

I et brev af 8. august 1989 fra B Amtskommune, specialrådgivningenudtaltes:" Kvinden har modtaget hjemmevejlederbistand fra Specialråd givningen siden januar 1979. Hun klarer sig meget fint i selvstændig bolig. De sidste par år har det primært været papirarbejde, der har været ydet hjælp til. Hun samler sin post for en måned ad gangen, og vil gerne have det gennemgået, for at være sikker på, at det er tolket rigtigt. Får hjælp til at sætte de papirer, der skal gemmes, i mapper.

Specialrådgivningen mener, at hun fortsat vil have brug for hjælp til sine papirer. Hun vil gerne have, at der kommer en sagsbehandler hjem og gennemgår papirerne, ellers vil hun selv kunne gå op i kommunen og få sine papirer gennemgået. Hun er selv indforstået med at overgå til kommunalt regie. "

A kommune havde fra 1. januar 1980 efter Særforsorgens udlægning betalt refusion til B kommune vedrørende den pågældendes beskæftigelse på det beskyttede værksted. I et brev af 20. marts 1990 havde B kommune forbeholdt sig ret til refusion efter bistandslovens § 11, herunder at få dækket udgifter til personalestøtte og omkostninger i forbindelse med et bofællesskab oprettet i henhold til bistandslovens § 68.

A kommune meddelte den 17. april 1990, at kommunen ikke anså sig som betalingskommune efter bistandslovens § 11.

Nævnet fandt, at B kommune ikke efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kunne kræve refusion fra A kommune af udgifterne til kvinden.

Nævnet lagde vægt på, at pågældende efter at have boet hjemme hos sin moder, kom til at bo i en almindelig lejlighed i B kommune. Hun kunne derfor ikke siges at have ophold i B kommune i en institution eller være kommet i pleje i kommunen. Værkstedet, hvor hun havde været tilknyttet i nogle timer om dagen, var et beskyttet værksted, jf. SM O-19-1992.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om denpågældendes ophold i B kommune kunne anses at være begrundet i på gældendes optagelse på det beskyttede værksted i et tilfælde, hvor der ikke var en udslusningssitution.

Det skulle videre afklares, om det var en nødvendig betingelse, at pågældendes ophold i kommunen kunne henføres til tilknytningen til institutionen.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune ikke havde ret til refusion for den kommunale andel af udgifter til bistand til kvinden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun havde været tilknyttet det beskyttede værksted i en periode, hvor hun ikke boede i B kommune, nemlig i perioden 1. august 1977 til 1. december 1978.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at hendes ophold i B kommune alene var begrundet i hendes tilknytning til det beskyttede værksted.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at den hjemmevejlederstøtte, der var ydet hende, eller støtten på det beskyttede værksted, havde et sådant omfang, at støtten måtte sidestilles med pleje.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.