Ankestyrelsens principafgørelse O-81-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 15, stk. 1 og § 73, stk. 2

A kommune havde i et brev af 19. september 1991 meddelt en mor, athun var berettiget til søskenderabat ved betaling af daginstitu tionsplads til hendes søn som følge af, at hun havde to børn i daginstitution ( det andet barn var i daginstitution i B kommune).

Den 7. februar 1992 meddelte A kommune hende, at den havde modtaget oplysninger fra B kommune, hvoraf det fremgik, at hendes datters daginstitution ikke var godkendt efter bistandslovens § 69.

På denne baggrund var hun efter kommunens opfattelse ikke berettiget til søskenderabat, og kommunen betragtede herefter den hidtil ydede rabat som modtaget med urette, således, at det påhvilede hende at tilbagebetale det modtagne beløb.

Ankenævnet afviste at behandle hendes klage med den begrundelse, at afgørelser vedrørende søskenderabat efter § 7 og § 8 i Socialministeriets bekendtgørelse af 21. november 1991 om betaling for ophold i dagtilbud for børn og unge ikke er omfattet af klagebestemmelsen i bekendtgørelsens § 19, stk. 2.

Moderen klagede til Ankestyrelsen, og sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om § 19, stk. 2 i den ovennævnte bekendtgørelse tilsidesætter de almindelige klageregler i bistandslovens § 15.

Ankestyrelsen henviste til hovedreglen i bistandslovens § 15, stk. 1, 1. punktum, hvorefter kommunalbestyrelsens afgørelser kan indbringes for det sociale ankenævn.

Afgørelser om fastsættelse af det generelle serviceniveau, herunder takstfastsættelse for kommunens daginstitutionspladser kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 15, stk. 1, sidste pkt.

I § 19, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 759 af 21. november 1991, er det anført, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 9 kan indbringes for det sociale ankenævn. Afgørelser efter §§ 7 og 8 om søskenderabat er ikke nævnt.

Det fremgår af oplysninger fra Socialministeriet om forarbejderne til bekendtgørelsen, at disse bestemmelser ikke er medtaget, fordi de anses for hovedsagelig at indeholde regler om takstfastsættelse, som ifølge lovens § 15, stk. 1, sidste pkt., ikke kan ankes.

Ankestyrelsen fandt, at det spørgsmål, som ansøgeren havde klaget over, ikke drejede sig om takstfastsættelse, men om retten til søskenderabat, det vil sige om betingelserne herfor var opfyldt eller ikke.

Bestemmelsen i bistandslovens § 73, stk. 2, der indeholder hjemmelen til, at Socialministeren kan udstede nærmere regler, nævner alene adgang til at fastsætte nærmere regler om betalingen, og der kan ikke heri lægges en adgang til at fravige de almindelige lovbestemte klageregler om retten til ydelser efter loven.

Da sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt ansøger havde ret til søskenderabat og ikke spørgsmålet om søskenderabattens størrelse, fandt Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse kunne behandles af det sociale ankenævn.

Sagen hjemvistes derfor til Ankenævnet med henblik på behandling af klagen over kommunens afgørelse.