Ankestyrelsens principafgørelse O-79-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 6

Sagen drejer sig om en 42-årig mand, der den 29. april 1991 modtog en indkaldelse til afsoning af en 40 dages fængselsstraf. Afsoningen skulle starte den 22. juli 1991, og han ansøgte sin bopælskommune om hjælp til betaling af husleje under afsoningen.

Ved ansøgningen blev det oplyst, at månedslønnen var 9835 kr netto, og der blev dokumenteret månedlige udgifter, incl. boligudgifter, på i alt 4.813 kr.

Kommunen meddelte afslag og henviste til, at ansøgeren via sin lønindtægt lå 4359 kr over det beløb, der ville være blevet udbetalt, hvis han havde været på bistandshjælp. Man henviste endvidere til, at han i flere måneder havde været vidende om afsoningen og det deraf følgende indtægtstab, hvorfor han kunne have indrettet sig efter det.

Ansøgeren klagede til ankenævnet og pegede bl.a. på, at han ikke fik løn under afsoningen. I forbindelse med sagens revurdering oplyste kommunen hertil, at ansøger modtog feriepenge under afsoningen. Kommunen fastholdt, at han måtte kunne klare huslejen.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet man fandt, at ansøger opfyldte betingelserne i bistandslovens § 37, idet man især henviste til § 6, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 448 af 24. juni 1987 om kontanthjælp til særlige persongrupper. Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om en kommune var berettiget til at foretage en nærmere økonomisk vurdering, når en ansøger er i en situation som omtalt i § 6, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 448, eller om kommunen skal yde kontanthjælp uanset behovet.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at antage, at der skulle være en automatik indbygget i bekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at bistandslovens § 37 er den overordnede regel, der gælder i forbindelse med ydelse af alle former for kontanthjælp.

Efter bestemmelsen skal 2 betingelser være opfyldt, idet der bådeskal være indtrådt en social begivenhed - eksempelvis strafafsoning og denne begivenhed skal have gjort den pågældende ude af stand til at skaffe det fornødne.

Ankestyrelsen foretog herefter en nærmere vurdering af behovet for hjælp i den konkrete sag.

Man fandt herved ikke, at strafafsoningen havde gjort ansøger ude af stand til at klare det fornødne.

Man lagde herved for det første vægt på, at ansøger havde pæne indtægter både forud for og under afsoningen (hvor et feriepengebeløb kom til udbetaling), især set i forhold til hans udgifter.

For det andet lagde man vægt på, at ansøger havde haft kendskab til afsoningstidspunktet, og derved til indtægtsnedgangen, igennem 3 måneder, og man fandt, at han derved havde haft gode muligheder for at indrette sig på situationen.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.