Ankestyrelsens principafgørelse O-10-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 5 og § 38, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 10

Sagsfremstilling 1:

J.nr. 21261-90.

B, der var enlig med fire børn, havde modtaget kontanthjælp siden 1976.

Kontanthjælpen blev fra april 1989 begrænset efter bistandslovens § 37, stk. 5, til 6.614 kr. pr. måned, medens det udmålte behov var ca. 7.500 kr.

I varmeåret 1989 (januar til december) betalte B 344 kr. månedlig i à conto varmebidrag. I maj 1990 fik hun udbetalt 1.320,86 kr. i overskydende varmebidrag for året 1989. Kommunen modregnede beløbet i B's kontanthjælp, idet det tilbage betalte à conto bidrag blev betragtet som indtægt, jf. bistandslovens § 38, stk. 1.

Ankenævnet fandt, at det var i overensstemmelse med bistandslovens § 38 at betragte tilbagebetalte à conto varmebidrag som en indtægt, der skal modregnes i kontanthjælpen.

Nævnet fandt imidlertid, at det analogt til SM O-62-89 var en forudsætning, at B i den periode, det tilbagebetalte varmebidrag vedrørte, havde modtaget særskilt hjælp til den fulde varmeudgift.

B's hjælp havde i en del af perioden været begrænset, hvilket bevirkede en forholdsmæssig nedsættelse af samtlige beløb, der indgik i udmålingen og dermed varmeudgiften.

Nævnet fandt på denne baggrund, at den del af varmeudgiften, som B efter en forholdsmæssig beregning ikke havde modtaget særskilt hjælp til, måtte betragtes som opsparing og ikke som en indtægt, der uden videre fratrækkes i den udmålte kontanthjælp.

Kommunen anførte i sin klage, at SM O-62-89 ikke kunne danne grundlag for en forholdsmæssig beregning, da ansøgeren i nævnte sag af egen indtægt betalte den fulde husleje og varme, medens B i hele perioden havde været forsørget af kontanthjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om enlovbunden generel kontanthjælpsreduktion kan sidestilles med "selv stændig" indtægt med den virkning, at tilbagebetaling af à conto varmebidrag betragtes som formue.

Ankestyrelsen fandt, at tilbagebetalte à conto varmebidrag skulle betragtes som indtægt, hvis der i den periode, det tilbagebetalte varmebidrag vedrørte, var modtaget hjælp til betaling af den fulde varmeudgift, jf. bistandslovens § 38 og pkt. 10 i Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp.

Den hjælp, B havde fået udbetalt i 1989, havde fra den 1. april 1989 været begrænset, det vil sige, at der var sket en forholdsmæssig nedsættelse af samtlige de beløb, der indgik i udmålingen, således også det beløb, B havde fået udmålt til hjælp til betaling af varmeudgiften.

Ankestyrelsen fandt, at den del af varmeudgiften, som B efter en forholdsmæssig beregning ikke havde modtaget hjælp til, måtte betragtes som en opsparing, der ikke skulle medføre fradrag i den udmålte kontanthjælp.

Sagsfremstilling 2:

J.nr. 20272-91.

A havde sammen med sin ægtefælle modtaget kontanthjælp efter bi standsloven siden november 1988.

I juli 1990 modtog han fra sit boligselskab et beløb på 2.567,50 kr. svarende til for meget indbetalt varmebidrag for varmeåret 1989/90 (1. juni 1989 til 30. maj 1990). Det månedlige à conto-bidrag havde været fastsat til 440 kr.

Den kontanthjælp, A havde fået udbetalt i perioden 1. juni 1989 til 30. maj 1990, var begrænset til 10.400 kr. månedlig i henhold til bistandslovens § 37, stk. 5. A's samlede behov var udmålt til 10.509 kr. månedlig, hvoraf boligtillægget incl. varmebidrag udgjorde 2.553 kr.

Kommunen meddelte, at det tilbagebetalte varmebidrag ville blive modregnet i A's kontanthjælp for september 1990.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at beløbet for overskydende varme måtte anses for en indtægt i henhold til bistandslovens § 38.

A klagede til amtsankenævnet og gjorde gældende, at han hver månedville have haft 214 kr. mere til sin rådighed, hvis à conto varme bidraget havde svaret til den reelle varmeudgift.

En forhøjelse af varmebidraget bevirkede, at A fik mindre til rådighed hver måned, selv om den reelle varmeudgift ikke steg.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse under henvisning til, at afgørelsen var i overensstemmelse med de herom gældende regler i bistandsloven.

I sin klage til Ankestyrelsen henviste A til, at det for høje varmebidrag ikke havde været dækket af den hjælp, han havde fået udbetalt.

Sagen blev behandlet i et principielt møde til afklaring af, om tilbagebetalte à conto varmebidrag kan betragtes som en indtægt, der fuldt ud skal fradrages i kontanthjælpen i en situation, hvor hjælpen er begrænset, jf. § 37, stk. 5, i bistandsloven.

Ankestyrelsen fandt, at tilbagebetalte à conto varmebidrag skulle betragtes som indtægt, hvis der i den periode, det tilbagebetalte varmebidrag vedrørte, var modtaget hjælp til betaling af den fulde varmeudgift, jf. bistandslovens § 38 og Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp.

Den hjælp, A havde modtaget i 1989/90, havde været begrænset til 10.400 kr. pr. måned. A's månedlige behov var udmålt til 10.509 kr. Det vil sige, at der var sket en forholdsmæssig nedsættelse af samtlige beløb, der indgik i udmålingen, således også af det beløb A havde fået udmålt til varme.

A havde hver måned, også i den periode det tilbagebetalte varmebidrag vedrørte, været berettiget til at få udbetalt hjælp svarende til grænsebeløbet 10.400 kr.

Hvis det tilbagebetalte à conto varmebidrag blev modregnet i A's kontanthjælp, ville den hjælp, A havde fået udbetalt i perioden 1. juni 1989 til 30. maj 1990, ligge under grænsebeløbet.

Ankestyrelsen fandt derfor, at der ikke havde været foretaget modregning af en del, 1.308 kr., af det tilbagebetalte varmebidrag, det vil sige svarende til forskellen mellem grænsebeløbet og det udmålte behov.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.