Ankestyrelsens principafgørelse O-116-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 110, stk. 1

En kommune havde tilbageholdt et beløb i en pensionists højeste før tidspension for perioden til 19. juni 1992 som betaling for hans ophold på forsorgshjem.

Baggrunden for kommunens afgørelse var, at pågældende efter kommunensopfattelse siden 1. februar 1992 havde unddraget sig betaling for op hold på forsorgshjemmet ved at lade sig udskrive fra forsorgshjemmet umiddelbart inden pensionsudbetaling for atter at lade sig indskrive få dage efter pensionsudbetaling.

Ifølge oplysninger fra forsorgshjemmet havde pågældende været indskrevet på institutionen én gang i 3 dage i 1990 og 63 dage, fordelt på 11 gange, i 1991. I 1992 havde han været indskrevet fra den 4. januar til den 3. februar, fra den 4. marts til den 2. april og fra den 11. maj til den 18. juni 1992. Ifølge sagen havde han i øvrigt indtil den 15. august 1992 boet hos sin mor. Siden havde han haft egen lejlighed. Ifølge oplysning fra kommunen havde han forud for 1992 ikke unddraget sig opholdsbetaling.

Ankenævnet traf efter pensionistens klage afgørelse om, at sagen om betaling for ophold på forsorgshjemmet skulle afgøres efter bistandslovens § 110, stk. 1, og at der ikke efter denne bestemmelse i den konkrete sag havde været grundlag for at afkræve betaling som sket. Nævnet ophævede derfor kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Efterfølgende fik pensionisten af kommunen udbetalt det fejlagtigt tilbageholdte beløb. Forsorgshjemmet indbragte ankenævnets afgørelse for Ankestyrelsen.

I klagen anførte forsorgshjemmet bl.a., at pågældende bevidst og gen tagne gange havde ladet sig udskrive, for på den måde at unddrage sig opholdsbetaling og få udbetalt pension. Han havde ladet sig udskrive få dage før pensionsudbetalingen og atter ladet sig genindskrive få dage efter udbetalingen. Han havde fortsat denne adfærd, på trods afat han gentagne gange havde været gjort opmærksom på, at forsorgs hjemmet ikke kunne acceptere et sådant misbrug. Han var ligeledes gjort opmærksom på konsekvenserne, at fortsat misbrug ville udløse opholdsbetaling ved 1. indskrivningsdag, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 85 af 18. februar 1991 § 24, stk. 3. Forsorgshjemmet anførte endelig, at der ikke var hjemmel til atafvise klienter, som ikke betaler for opholdet, jf. Socialmini steriets cirkulære af 17. december 1986, punkt 92, hvorefter ledelsen ikke er berettiget til at udelukke nogen, medmindre der kan tilbydes anden passende hjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, i hvilketomfang der var adgang til at fravige betalingsreglerne i bistands lovens § 110.

Der var ikke grundlag for at opkræve betaling for ophold på for sorgshjemmet, som det var sket.

Begrundelsen var, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, atpågældende kunne anses for at have ladet sig udskrive inden pensio nens udbetaling og derpå på ny ladet sig indskrive udelukkende med den hensigt at unddrage sig opholdsbetaling.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at ud af de i alt 15 gange han havde været indskrevet, havde der kun to gange været tale om, at han lod sig udskrive inden pensionens udbetaling for derpå på ny at lade sig indskrive efter pensionens udbetaling.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at der havde været adgang til at fravige betalingsreglerne i bistandslovens § 110.

Ankestyrelsen var i øvrigt enig med forsorgshjemmet i, at forsorgs hjem ikke kunne afvise personer, der søgte optagelse, uden at tilbydeanden passende hjælp, jf. Socialministeriets cirkulære af 17. decem ber 1986, punkt 92.

Ankestyrelsen fandt det i øvrigt tvivlsomt, om der i bistandslovens § 137 eller i andre bestemmelser i loven var fornøden lovhjemmel for bestemmelsen i § 24, stk. 3, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 85 af 18. februar 1991.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne bemærkning ankenævnets afgørelse.