Ankestyrelsens principafgørelse O-28-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20007-90

En 20-årig kvinde flyttede fra A til B kommune i midten af august 1988 og blev samtidig tilmeldt folkeregistret. Hun havde indgået en aftale om at dele en lejlighed i B kommune med en veninde.

Den 23. august 1988 udbetalte B kommune 1 måneds underholdshjælp med virkning fra den 19. august 1988.

Den 30. august 1988 blev det oplyst, at kvinden havde taget ophold i C kommune på et familieplejecenter, hvor hun tidligere havde boet. Hun var ikke indskrevet på centret, men var i følge journalark af 5. september 1988 "foreløbig" på besøg.

Familieplejecentret var godkendt i henhold til bistandslovens § 66. Centret havde plads til 7 unge og kunne tilbyde bomulighed i samvær med voksne og arbejdstræning. Herudover var der mulighed for et såkaldt efterværn, som var en udslusningsordning, hvor den unge boede i nærheden under opsyn fra centret. I september 1988 besluttede B kommune, at man ikke ville betale for hendes ophold på familiecentret, men i stedet henvise hende til et værelse eller en nødbolig. Men hun var allerede flyttet fra institutionen.

Den 30. september 1988 oplyste Mødrehjælpen i D kommune, at kvindenp.t. boede der, og at man fra Mødrehjælpens side ville forsøge at an bringe hende på et kursus- og rekreationscenter i E kommune. Dettekursuscenter er nu nedlagt. Da det eksisterede, var der ikke tilknyttet psykolog eller læge, men der var lærer, pædagog og social rådgiver i centret.

Kvinden blev den 3. oktober 1988 midlertidigt anbragt på kursus- og rekreationscentret.

Fra den 10. november 1988 etablerede E kommune en anbringelse på et socialpædagogisk opholdssted i F kommune.

Ankenævnet tiltrådte B kommunes afgørelse, hvorefter E kommune fik afslag på anmodning om refusion.

Nævnet fandt ikke, at kvinden havde fået ophold på kursus- og rekreationshjemmet ved medvirken fra anden kommune eller offentlig myndighed, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Nævnet fandt det godtgjort, at pågældende efter flytning fra B kommune i slutningen af august 1988 havde haft ophold - uden at B kommune har medvirket hertil - af tilsvarende varighed og karakter i andre kommuner.

E kommune anførte, at nævnet fandt, at B kommune ikke var betalings kommune i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, idet de ikke havde medvirket ved anbringelsen, men der var ikke taget stilling til om Mødrehjælpens institution var en "lignende institution" efter § 11, stk. 1, nr. 2 og om B kommune var betalingskommune i henhold hertil.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det af Mødrehjælpen drevne kursus- og rekreationscenter kunne anses for en lignende behandlingsinstitution, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger om kvindens skiftende opholdssteder i tiden umiddelbart før og efter opholdet i B kommune, at der var tale om tilfældige ophold, og at opholdene før end anbringelsen i det socialpædagogiske opholdssted faldt ind under § 10, stk. 1.

B kommune var derfor frigjort fra eventuelle refusionsforpligtelser i henhold til § 11 i lov om social bistand for udgifter til kvinden.

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at kursus- og rekreationscentret i E kommune, ikke kunne anses for at være omfattet af § 11, stk. 1, nr. 2, i lov om social bistand.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke havde været til knyttet læge, psykolog eller anden form for behandler til hjemmet.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 20709-91

En kvinde, som var enlig mor med 1 barn, flyttede den 11. juni 1990 fra A til B kommune, hvor hun samme dag tilmeldte sig folkeregistret. Hun efterlod i A kommune en uopsagt 82 kvm bolig i et nyere rækkehus, beliggende ca. 8 km fra B.

Hun fik på grund af trusler om vold fra sin tidligere samlever ophold hos Rådgivningsgruppens nødhjælpsbolig i B kommune.

B kommune kontaktede herefter A kommune og udbetalte som handle kommune kontanthjælp.

B kommune oplyste, at kommunen med mellemrum modtog et antal pjecer, fremstillet og udgivet af Rådgivningsgruppen i B kommune. I dissepjecer tilbød Rådgivningsgruppen råd og vejledning bl.a. i for bindelse med samlivsophævelse. Herudover tilbød de akut overnatning. Kommunen oplyste videre, at den samarbejdede med Rådgivningsgruppen, når det skønnedes hensigtsmæssigt.

På baggrund af konkrete ansøgninger fra Rådgivningsgruppen havde B kommune bevilget Rådgivningsgruppen 16.000 kr. i 1989 og 1990, men ikke i 1991, da der ikke var søgt herom.

Det var om Rådgivningsgruppens formål bl.a. oplyst, at det var at sikre børns og forældres rettigheder i samfundet, således at forældrene ligestilles gennem lovgivning og retspraksis i forbindelse med samlivs ophør.

Ankenævnet fandt, at A kommune havde været uberettiget til at afslå at meddele refusionstilsagn.

Nævnet lagde vægt på, at kvindens ophold i B kommune var begrundet i et ophold på et krisecenter, som er omfattet af ordene "lignende behandlingsinstitution" i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, under hvilke betingelser et krisecenter eller lignende kunne anses for en lignende behandlingsinstitution, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt, at Rådgivningsgruppens nødhjælpsbolig i B kommune ikke var omfattet af § 11, stk. 1, nr. 2, i lov om social bistand.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at foreningens formål ikke havde en sådan behandlende karakter, som er forudsat i § 11, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 20079-92

En kvinde flyttede i forbindelse med ansøgning om skilsmisse med sine to børn fra A kommune ind på Boligfondens Hjælpecenter i B kommune.

Ved telefonisk henvendelse til A kommune den 22. april 1987 meddelte Boligfondens Hjælpecenter, at kvinden var blevet indskrevet i Boligfondens Hjælpecenter i B kommune den 21. april 1987 sammen med sine to børn. Hun havde ikke midler til at betale for opholdet. A kommune betalte udgiften for perioden 21. april til 26. april 1987.

Umiddelbart forud herfor havde pågældende dog ophold i broderenslejlighed i C kommune. Den 13. maj 1987 fik hun ophold i en af Bolig fondens nødhjælpslejligheder i D kommune og ca. 10 måneder senere den 1. april 1988 permanent lejlighed også i D kommune.

Hun havde gennem 5 år arbejdet som deltids hjemmehjælper, men blev sygemeldt i forbindelse med skilsmissen og senere opsagt. Hun kunne derfor i begyndelsen selv betale for sit ophold på Boligfondens Hjælpecenter af sin sygeløn.

Den 10. juni 1987 ansøgtes om uddannelsesstøtte i anledning af separation, hvilket bevilgedes i form af § 42-hjælp til 9. klasse og 1-årig HF den 1. oktober 1987. Hun bevilgedes senere hjælp til uddannelse til socialrådgiver på Den Sociale Højskole i København fra 1. september 1990 til 30. juni 1993.

Ankenævnet besluttede i en afgørelse af 30. oktober 1991 at tiltrædeD kommunes afslag på - efter den 1. oktober 1987 - at bære den kom munale andel af udgifterne vedrørende kvinden, jf. bistandslovens § 11.

Nævnet lagde vægt på, at Boligfondens Hjælpecenter var en § 105 institution, og at Boligfondens nødhjælpslejlighed i D kommune, jf. SM-O-4-86, var en "lignende behandlingsinstitution" i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2. D kommune kunne derfor kræve sin del af udgifterne, medens kvinden havde boet de pågældende steder, refunderet af A kommune i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, uanset om A kommune havde medvirket ved flytningen eller ej.

Nævnet anførte videre med henvisning til SM-O-7-89, at A kommune ikke var blevet frigjort ved betalingsforpligtelsen ved hendes flytning til selvstændig bolig i D kommune den 1. april 1988. D kommune kunne således få refunderet udgifterne efter denne dato i henhold til bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Nævnet bemærkede, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen fandt, at D kommune havde iværksat en efter nævnets opfattelse rimelig revalideringsplan.

I klagen anførte A kommune, at nævnet havde betragtet A kommune somopholdskommune på det tidspunkt, hvor kvinden fik ophold på Bolig fondens Hjælpecenter, men rent faktisk boede hun i C kommune (hos en broder) både den dag hun henvendte sig på Boligfondens kontor, og også den dag hun flyttede ind på hjælpecentret.

Det anførtes endvidere, at A kommune ikke havde været inddraget i sagen i forbindelse med hendes flytning til nødhjælpslejligheden. Endvidere fandt A kommune, at det også var af principiel betydning at få en afgørelse med hensyn til om en nødhjælpslejlighed - som var en midlertidig selvstændig bolig - kunne henføres under bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, som en "lignende behandlingsinstitution".

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om Boligfondens nødhjælpslejligheder kan henføres under bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.

Efter de foreliggende oplysninger blev det lagt til grund, at A kommune var seneste opholdskommune og derfor den kommune, D burde rette sit refusionskrav imod.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at Boligfondens Nødhjælpslejligheder i D kommune ikke var omfattet af lov om social bistand § 11, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om en bolig og ikke et behandlings- eller krisecenter.

Ankestyrelsen fandt derfor, at A kommune ikke var pligtig at refu ndere den kommunale andel af udgifterne ved bistand til kvinden for perioden efter den 13. maj 1987, idet hun først efter sin flytning til Boligfondens Nødhjælpslejligheder i D kommune havde søgt og fået bevilget støtte til revalidering.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 20657-92

Ved A kommunes foranstaltning blev mor og søn anbragt på et familie center i B kommune. Der var lagt en behandlingsplan gående ud på, at moderen skulle ud af sit alkoholmisbrug og lære at være en ansvarlig mor.

Den 11. april 1988 flyttede mor og søn i annexbolig på familiecen tret, og efterbehandlingen påbegyndtes herfra. Den 1. november 1988 flyttede mor og søn i egen lejlighed i B kommune. Den 12. april 1989 afsluttede efterbehandlingen på familiecentret.

Sønnen havde på grund af moderens alkoholproblemer været placeret i familiepleje i følgende perioder: 5. til 21. februar 1989, 13. marts 1989, 5. til 8. maj 1989 og 9. juni til 15. december 1989. Den 25. december 1989 anbragtes sønnen udenfor hjemmet.

Ankenævnet fandt, at A kommune ikke havde været forpligtet til at yde refusion af udgifter vedrørende mor og søn i tiden efter 12. april 1989. Nævnet lagde vægt på det oplyste om, at behandling fra familiecentret afsluttedes på dette tidspunkt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at sønnen først blev anbragt uden for hjemmet den 25. december 1989 efter at være anbragt i kortvarige perioder indtil juni 1989, hvor han blev anbragt i en halvårlig periode.

Nævnet mente herefter, at A kommune kunne rejse krav over for B om tilbagebetaling af ydet refusion. Der lagdes herved også vægt på, at A kommune havde afgivet refusionstilsagn til efterbehandling. I klagen anførte B kommune, at kommunen fandt at iværksatte hjælpeforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 3 (nu § 33, stk. 2, nr. 10) med placering i aflastningsophold burde medføre refusion fra den iværksættende kommune, samt at refusionstilsagn til den nævnte hjælpeforanstaltning ikke burde kunne gøres tidsbegrænset.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af spørgsmålet om, hvorvidt familiecentret var omfattet af begrebet "lignende behandlingsinstitution" i bistandslovens § 11, og i givet fald om A kommune herefter måtte anses for refusionspligtig overfor B kommune. Og i benægtende fald i hvilken udstrækning der påhvilede A kommune refusionspligt i relation til de hjælpeforanstaltninger, der var iværksat i relation til sønnen.

Ankestyrelsen fandt, at familiecentret var omfattet af begrebet "lignende behandlingsinstitution" i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2 men at den lagte behandlingsplan for moderen måtte anses for at være gennemført og afsluttet den 12. april 1989, på hvilket tidspunkt sønnen opholdt sig i hjemmet.

Betingelserne for refusion var således ikke opfyldt efter den 12. april 1989.

På denne baggrund tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse, herunder at A kommune havde et krav på tilbagebetaling mod B kommune for de ydelser, der var erlagt i perioden efter den 12. april 1989.