Ankestyrelsens principafgørelse O-27-93

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 1 og § 40, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j. nr. 20545-91

drejede sig om et marokkansk ægtepar. Manden havde i mange år opholdt sig i Danmark. Fra den 26. oktober 1990 modtog han kontanthjælp mod tilbagebetalingspligt som følge af ulovlig udeblivelse fra et beskæftigelsesprojekt. Manden havde den 7. august 1989 i Marokko indgået ægteskab med en da 22-årig marokkansk kvinde. Den 7. december 1990 indrejste hustruen i Danmark, og den 15. januar 1991 søgte manden om forhøjelse af kontanthjælpen. Om hustruens forhold oplystes det, at hendes forældre havde forsørget hende i Marokko. Hun havde aldrig været i erhvervsmæssig beskæftigelse. Hun talte ikke dansk,var ikke tilmeldt danskkursus og heller ikke tilmeldt arbejdsformid lingen. Kommunen gav afslag på økonomisk hjælp med den begrundelse, at familiesammenføring ikke var en social begivenhed i sig selv, jf. bistandslovens § 37, og at hustruen ikke havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet her i landet eller i sit hjemland.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet henviste til, at ydelse af hjælp forudsatte, at såvel den, der søgte hjælpen, som ægtefællen havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, jf. bistandslovens § 40.

Under sagens behandling besluttede kommunen efterfølgende at udbetale dobbelt grundydelse med virkning fra 1. juni 1991 på grundlag af tilmelding til arbejdsformidlingen og dokumentation for, at hustruen ikke kunne påtage sig arbejde på grund af sygdom. Kommunen fandt ikke, at der var fremkommet dokumentation for, at hustruen havde været berettiget til støtte tidligere end 1. juni 1991.

Sagen blev behandlet i principielt møde til præcisering af SM O-4-90 og O-41-90, for så vidt angår begrebet social begivenhed i forbindelse med familiesammenføring.

Ankestyrelsen fandt, at hustruen var berettiget til kontanthjælp fra ansøgningstidspunktet den 15. januar 1991.

Begrundelsen var, at hustruen på grund af familiesammenføring havde måttet opgive sit forsørgelsesgrundlag i sit hjemland, hvor hun blev forsørget af sine forældre.

Ankestyrelsen lagde her vægt på, at der ikke i bistandslovens § 37, stk. 1, kunne indfortolkes et krav om, at en person, der på grund af ændringer i sine forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold, har haft forudgående lønarbejde.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at hustruen på ansøgningstidspunktet ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om, at betingelsen for at modtage kontanthjælp er, at man er tilmeldt ar bejdsformidlingen som arbejdssøgende eller på anden måde opfylder betingelserne i bistandslovens § 40.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j. nr. 21166-90

drejede sig om et tyrkisk ægtepar, som blev gift i 1965, hvor manden omkring 1970 flyttede til Danmark, medens hustruen blev i Tyrkiet, hvor hun ca. 2 gange om året havde haft arbejde uden for hjemmet i form af markarbejde af et par måneders varighed. Hun havde fået lidtpenge for det, uden at det direkte kunne overføres til danske indtje ningsforhold. I september 1988 flyttede hustruen med parrets 5 mindreårige børn til Danmark. Manden blev arbejdsløs i oktober 1988 og modtog arbejdsløshedsdagpenge.

Familien flyttede i august 1989 fra København til B kommune, og hustruen søgte den 29. august 1989 om supplerende kontanthjælp til mandens arbejdsløshedsdagpenge. Hustruen havde henvendt sig på arbejdsformidlingen og fået et kontaktkort. Af dette fremgik, at hun skulle møde den 15. august 1989 på arbejdsformidlingen til samtale med en arbejdskonsulent. Hun mødte imidlertid ikke op og havde ikke efterfølgende kontaktet arbejdsformidlingen.

Kommunen gav afslag på økonomisk hjælp med den begrundelse, at hustruen under hensyn til hendes hidtidige beskæftigelse ikkeskønnedes umiddelbart at opfylde rådighedsbetingelsen i bistandslo vens § 40.

Den 14. maj 1990 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse med den begrundelse, at hustruen ikke havde udnyttet sine arbejdsmuligheder. Bl.a. var hun ikke fremmødt på arbejdsformidlingen uanset tilsigelse herom.

Manden fik arbejde i april 1990, og siden havde hustruen tilmeldt sig sprogkurser og arbejdsformidlingen.

Efter ny ansøgning meddelte kommunen igen afslag på hjælp i henhold til bistandslovens § 37 med den begrundelse, at der nu ikke forelå en social begivenhed, fordi ægtefællen var i arbejde.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Under sagens behandling fremkom der yderligere oplysninger om, at hustruen i perioden 1981 til december 1984 havde arbejdet som rengøringsassistent.

Sagen blev ligesom sag nr. 1 behandlet i principielt møde til præcisering af SM O-4-90 og O-41-90.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til supplerende kontanthjælp fra ansøgningen den 29. august 1989.

Begrundelsen var, at hustruen ved sit arbejde i Tyrkiet måtte anses for at have haft et selvstændigt forsørgelsesgrundlag som supplement til mandens arbejdsindkomst i Danmark, og at hun havde måttet opgive dette forsørgelsesgrundlag som følge af familiesammenføring.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det i den forbindelse havde nogen betydning, om indtjeningsforholdene direkte kunne overføres til danske indtjeningsforhold.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om betingel serne for at modtage kontanthjælp, og at ansøgeren under sagsforløbet havde modtaget skiftende begrundelser for afgørelserne, som gjorde det vanskeligt at forholde sig til dem.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j. nr. 21302-91

drejede sig om en jugoslavisk statsborger, som indrejste i Danmark som turist den 1. april 1991. Det var oplyst, at han året forud ikke havde haft arbejde, men blev forsørget af familien. Han blev gift den 4. juli 1991 med en dansk statsborger. Han havdearbejds- og opholdstilladelse her i landet og var tilmeldt arbejds formidlingen. Endvidere fulgte han et danskkursus på AOF.

Ægtefællen modtog mellemste førtidspension, og da den udbetalte pension på grund af reduktion af personfradraget blev sat ned ved indgåelsen af ægteskabet, søgte ægteparret kommunen om økonomisk hjælp.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte og begrundede afgørelsen med, at der ved udmåling af økonomisk hjælp skulle tages udgangspunkt i den hidtidige indtægt. Da ansøgeren ikke kunne dokumentere bortfald af indtægt, kunne der ikke udbetales økonomisk hjælp i henhold til bistandslovens § 37.

Kommunen havde ved afgørelsen lagt oplysninger til grund om, at han aldrig havde haft arbejdsindtægt i sit hjemland.

I klagen til nævnet fremkom der oplysninger om, at ansøgeren forinden påbegyndelse af sit "sabbatår" havde haft arbejde i 8 år på en frugtplantage.

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse om afslag på økonomisk hjælp. Nævnet fandt, at ansøgeren var berettiget til kontanthjælp somsupplement til ægtefællens førtidspension, såfremt det kunne doku menteres/sandsynliggøres, at han tidligere havde haft arbejde iJugoslavien, og såfremt han iøvrigt opfyldte betingelserne i bi standsloven for økonomisk hjælp.

Kommunen havde ved indankningen til Ankestyrelsen oplyst, at den på baggrund af nævnets afgørelse udbetalte kontanthjælp til ægteparret med tilbagevirkende kraft fra ansøgningen.

Kommunen havde endvidere under henvisning til SM O-4-90 og O-41-90 anført, at det principielle spørgsmål for kommunen lå i definitionen af, hvornår indtræden af en social begivenhed i hjemlandet berettigede til kontanthjælp ved indgåelse af ægteskab med en dansk statsborger.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en social begivenhed (i form af opgivelse af arbejde), der er indtrådt i udlandet 1 år, før der søges om hjælp, kan medføre, at der skal udbetales kontanthjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse om at pålægge kommunen at bevilge ansøgeren økonomisk hjælp i henhold til bistandslovens § 37 som supplement til ægtefællens førtidspension, såfremt han iøvrigt opfyldte betingelserne i bistandsloven for økonomisk hjælp.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren havde været udsat for en "social begivenhed", ved at han havde opgivet sit arbejde og dermed sit hidtidige forsørgelsesgrundlag i Jugoslavien.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det i den forbindelse havde betydning, at ansøgeren før ægteskabets indgåelse har haft et "sabbatår", hvor han blev forsørget af familie eller andre.