I efteråret 1990 påbegyndte en kvinde en uddannelse til mejeriingeniør på Landbohøjskolen. Studiet var normeret til 5 år.
I november 1991 blev det konstateret, at hun led af dissemineret sclerose. Sygdommen var jævnt fremadskridende.
Kvinden henvendte sig i maj 1992 til kommunen, hvor hun søgte om støtte efter bistandslovens § 43 under den igangværende uddannelse.
Kommunen fandt, at hun var omfattet af personkredsen i lovens § 43, stk. 1, men under henvisning til hendes alder fandt kommunen ikke, at hun var berettiget til bruttorevalideringsydelse. Kommunen bevilgede hende økonomisk hjælp til undervisningsmaterialer og transportudgifter, jf. bistandslovens § 43, stk. 7.
Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at hjælp efter lovens § 43 var subsidiær. Herudover lagde nævnetvægt på, at hun var ung, og at unge i følge Socialministeriets vejledning så vidt muligt skulle klare sig med de normale støtte ordninger i det almindelige uddannelsessystem, herunder stipendier og lån fra S. U.
Efter sagens indankning for Ankestyrelsen blev det oplyst, at kvindenfra lægelig side var blevet anbefalet et uddannelsesskift, idet uddannelsen til mejeriingeniør ikke på længere sigt ville være for enelig med hendes sygdom.
På baggrund heraf søgte kvinden om optagelse på lærerseminarium i en anden kommune. Hun påbegyndte uddannelsen i august 1992. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et handicaps sværhedsgrad i sig selv er afgørende ved vurderingen af tildeling af bruttorevalideringsydelse.