Ankestyrelsens principafgørelse O-20-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 47, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20404-91

En ansøger boede efter separation med et mindreårigt barn på et værelse hos en søster. Hun søgte A kommune om hjælp til flytning til en 2 værelsers lejlighed i B kommune, som hun kunne leje, foreløbig for 1 år.

B kommune afslog at give samtykke til flytningen og henviste til, at der ikke var tale om en varig forbedring af hendes boligmæssige forhold.

Ankenævnet tiltrådte B kommunes afslag på at modtage ansøgeren uden refusion fra A kommune, da flytningen ikke fandtes at være en forbedring af hendes boligmæssige forhold.

Nævnet lagde ligesom B kommune vægt på, at lejemålet var tidsbe grænset til knapt 1 år.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der kan indfortolkes et varighedskrav i bistandslovens § 47, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune havde været berettiget til at yde flyttehjælp til ansøgerens flytning til B kommune. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun ved flytningen havde opnået en boligmæssig forbedring, idet hendes midlertidige ophold hos søsteren på et lejet værelse ikke kunne anses for en rimelig bolig for en voksen og et barn.

Ankestyrelsen fandt, at den omstændighed, at lejemålet var tidsbe grænset, ikke kunne indgå med en sådan vægt ved vurderingen af, om der forelå en boligmæssig forbedring, at ansøgningen om flyttehjælp kunne afslås alene med henvisning hertil.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20490-91

En familie bestående af 3 voksne og 1 barn boede til leje hos en anden familie.

På grund af for mange beboere i lejligheden gav A kommune familien besked på at flytte.

Familien fandt en lejlighed i B kommune og søgte om hjælp til flytning. Der var tale om et fremlejemål, der var tidsbegrænset til 1år. Lejemålet kunne ikke overtages af familien efter fremlejeperio dens udløb. Huslejen udgjorde 4.288 kr.

B kommune afviste at give samtykke til flytningen og begrundede afslaget med, at der ikke forelå en boligmæssig forbedring, når der hensås til huslejens størrelse sammenholdt med familiens hidtidige levevilkår.

Nævnet tiltrådte, at A kommune fortsat skulle betale opholdskommu neandelen for familien.

Nævnet fandt, at der ikke var tale om en boligmæssig forbedring på grund af huslejens størrelse, lejemålets varighed og familiens hidtidige økonomiske forhold og levevilkår.

A kommune henviste i anken til, at boligtillægget udgjorde netto 2.465 kr., og at familiens samlede kontanthjælpsbehov lå ca. 2.000 kr. under grænsebeløbet i bistandslovens § 37, stk. 5.

Familiens samlede månedlige behov var efter fradrag af boligsikring på 2.017 kr. opgjort til 8.463 kr.

Sagen blev behandlet på principielt møde til afklaring af, om det ved vurderingen af om der er tale om en boligmæssig forbedring, er af betydning at en ansøger kan afholde boligudgiften indenfor grænsebeløbet i bistandslovens § 37, stk. 5.

Ankestyrelsen fandt, at der med rette var ydet flyttehjælp.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at flytningen medførte en boligmæssig forbedring for familien, der måtte anses som boligløs ved A kommunes henstilling om at fraflytte den lejlighed, familien tidligere beboede. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at en kommune ikke kunne give afslag på samtykke til flytning alene under henvisning til, at lejemålet var tidsbegrænset, på at der ikke var anvist familien en anden bolig, på familiens samlede situation, og på at huslejen kunne afholdes indenfor grænsebeløbet.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.