Ankestyrelsens principafgørelse O-5-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 47, stk. 1

En kvinde, der var alene med et lille barn, var udlært ekspeditrice, men havde mest arbejdet som tjener. Efter endt barselsorlov i april måned 1990 havde hun modtaget kontanthjælp.

I februar måned 1991 søgte hun A kommune om hjælp til flytning til B kommune, da hun agtede at starte selvstændig virksomhed i denne kommune pr. 1. marts. Etableringsudgiften havde hun skaffet ved lån i pengeinstitut.

B kommune fandt, at hun var berettiget til igangsætningsydelse efter bistandslovens § 42 a fra den 1. april 1991.

B kommunen afslog at give samtykke til hendes flytning og begrundede afslaget med, at hun ikke var boligløs, og at der ikke umiddelbartvar tale om en forbedring af de erhvervsmæssige forhold ved påbe gyndelse af selvstændig virksomhed.

Ankenævnet fandt, at hendes flytning til B kommune medførte en forbedring af hendes erhvervsmæssige forhold, da flytningen skete i forbindelse med etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hun opfyldte derfor betingelserne for at modtage flyttehjælp fra A kommune efter bistandslovens § 47, stk. 1.

B kommune henviste i anken til Ankestyrelsen til, at etableringen ikke bevirkede, at hun blev selvforsørgende, da hun fra 1. april 1991modtog hjælp efter bistandslovens § 42 a. Hendes etablering kom bineret med § 42 a-ydelsen kunne lige så vel have været foretaget i A kommune. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om etab lering af selvstændig virksomhed med støtte efter bistandslovens § 42 a er en sådan erhvervsmæssig forbedring, at tilflytningskommunen er forpligtet til at give samtykke til flytningen.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune havde været berettiget til at yde flyttehjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden ved flytningen havde opnåeten erhvervsmæssig forbedring, da hun gennem etableringen af forret ningen måtte forventes at kunne skabe et forsørgelsesgrundlag for sig og sit barn.

Der henvistes i denne forbindelse til, at hun ved egen hjælp havde fremskaffet kapital til etablering af virksomheden, sammenholdt med at hun havde nogen erfaring fra tidligere beskæftigelse indenfor restaurationsbranchen.

Der henvistes endvidere til, at der ikke havde været tale om, at A kommune havde medvirket til gennemførelse af en erhvervsplan.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at hun efterfølgende af B kommune havde fået bevilget igangsætningsydelse efter bistandslovens § 42 a, bevirkede, at der ikke havde været grundlag for at yde flyttehjælp efter bistandslovens § 47, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at hjælp efter § 42 a netop har til formål at gøre det muligt for pågældende at klare sig ved egen virksomhed.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at hjælp efter denne be stemmelse ikke er skønsmæssig, men alene betinget af, at pågældende har modtaget hjælp i mindst 9 måneder, og at selvstændig virksomhed er etableret.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.