Ansøger påbegyndte et arbejde den 2.september 1991. Han kom til skade med sin fod på arbejdspladsen den 13. september 1991 og sygemeldte sig samme dag.
Han fremsendte lægeerklæring til virksomheden den 18. september 1991 og begyndte at arbejde igen den 29. september 1991. Han sygemeldte sig igen den 8. oktober 1991 på grund af samme lidelse og fik tilsendt en dagpengeerklæring fra virksomheden.
Da han ikke havde været ansat i 13 uger modtog han sygedagpenge fra kommunen, og han fremsendte efter anmodning en lægeerklæring til kommunen, men ikke til virksomheden. Ved brev af 29. oktober 1991 meddelte virksomheden, at han betragtedes som opsagt, idet han ikke havde fremsendt lægeerklæring.
Arbejdsløshedskassen fandt, at da ansøger ikke havde fremsendt lægeerklæring til virksomheden måtte han betragtes som selvforskyldt ledig. Da det var anden gang indenfor tolv måneder, blev han udelukket fra arbejdsløshedsdagpenge, indtil han havde præsteret arbejde i et omfang på mindst 300 timer indenfor 10 uger. Ansøger anmodede derefter kommunen om kontanthjælp. Kommunen bevil gede hjælp efter bistandslovens § 37, men med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, fordi ansøger havde karantæne fra arbejdsløshedskassen.
Afgørelsen blev af ansøger påklaget til ankenævnet.
Kommunen anførte overfor nævnet, at når en person henvender sig og søger om kontanthjælp p.g.a. en karantæne fra arbejdsløshedskassen, er praksis den, at kommunen følger arbejdsløshedskassens afgørelse og betragter klienten som selvforskyldt ledig. Herefter ydes kontanthjælp altid med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1. nr. 1.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at den omhandlede situation kunne sidestilles med ubegrundet opgivelse af arbejde.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om selv forskyldt ledighed kan sidestilles med ubegrundet opgivelse af arbejde og som supplement til SM O-85-79 og SM O-24-80.
