Resume:
Der var ikke fastsat regler, som pålagde sygehusvæsenet at afholde udgiften til lægemidlet Sandostatin som led i en vedvarende ambulant behandling. Det behandlende sygehus mente ikke, at der var tale om en sygehusudgift.
Der kunne derfor ydes hjælp til dækning af medicinudgiften efter bistandslovens § 58.
Der er kommet nye regler på området
Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58, stk. 1
En 33-årig mand, der led af en varig hypofyselidelse, der krævede et vedvarende forbrug af lægemidlet Sandostatin, fik afslag på hjælp til dækning af medicinudgifter efter bistandslovens § 58.
Kommunen inddrog sin tidligere givne bevilling efter drøftelse med Kommunernes Landsforening, der gav udtryk for, at det pågældende lægemiddel ikke kunne bevilges efter § 58.
Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at der i bistandslovens § 58 var hjemmel til at yde hjælp til betaling af egenudgiften til Sandostatin.
Nævnet lagde til grund, at den pågældende var ordineret medicin på grund af en varig lidelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af rækkevidden af bestemmelsen i § 58 i tilfælde, hvor der var tale om vedvarende medicinsk efterbehandling, og herunder spørgsmålet om, i hvilket omfang bestemmelsen var subsidiær i forhold til anden lovgivning.
Ankestyrelsen lagde til grund, der ikke var fastsat regler, der pålagde sygehusvæsenet at afholde udgiften til Sandostatin som led i en ambulant behandling, og at det behandlende sygehus ikke mente, at der var tale om en sygehusudgift. Der var herefter grundlag for at yde støtte til medicinen efter bistandslovens § 58, idet medicinen i væsentlig grad ville kunne afhjælpe lidelsen.
Ankestyrelsen tiltrådte derfor nævnets afgørelse.
Dato for underskrift
15.09.1993
Offentliggørelsesdato
12.07.2013
Paragraf
§ 58
Journalnummer
20650-91