Ankestyrelsens principafgørelse O-19-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 1

En 24-årig kvinde med to børn, flyttede i august 1984 fra A kommune til B kommune. Hun blev optaget på HF-studiet i B kommune og ønskede at blive folkeskolelærer.

A kommune havde inden flytningen bevilget hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til en uddannelse længst svarende til enseminarieuddannelse. B kommune blev anmodet om at overtage sagsbe handlingen, og A kommune fremsendte samtidig tilsagn om refusion til B kommune i henhold til bistandslovens § 11.

Der var herefter ikke yderligere korrespondance før den 11. april 1989, hvor B kommune redegjorde for kvindens uddannelsesplaner om at søge optagelse på ergoterapeutstudiet tidligst 1. januar 1990 eller 1. april 1990 efter afslutning på HF-studiet 16. juni 1989. A kommune blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt man ville acceptere afbrydelsen af studieforløbet.

B kommune henvendte sig igen ved brev af 14. november 1989 til Akommune og oplyste, at kvinden ikke blev optaget på ergoterapeut studiet, men påregnede at søge om optagelse igen 1. januar 1991 eller 1. april 1991. Det forventedes, at A kommune fortsat ville støtte kvinden i videre uddannelse.

13. februar 1990 meddelte A kommune fortsat accept på hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til kvindens uddannelse maksimum svarende til en seminarieuddannelse.

Ved brev af 15. januar 1991 meddelte B kommune overfor A kommune, at kvinden nu satsede på en seminarieuddannelse og havde søgt optagelse på S seminarium i sommeren 1990, men ikke blev optaget. Hun blev i stedet optaget på H seminarium, men startede ikke, da familien ikke kunne finde en passende bolig i omegnen. I september 1990 startede kvinden på psykologbehandlinger i B kommune på grund af angstanfald. Det var herefter hendes plan at søge optagelse på et lærerseminarium fra sommeren 1991.

A kommune meddelte herefter, at man ikke længere ville yde refusion til kvinden i henhold til bistandslovens § 43.

Det blev herefter oplyst, at kvinden blev optaget på A seminarium og snarest ville flytte dertil. B kommune fandt fortsat kvinden revalideringsberettiget og ville yde flyttehjælp.

Ankenævnet fandt, at uanset at A kommune den 13. februar 1990 havde vedstået tidligere afgivet refusionstilsagn, havde A kommune med rette anset refusionsforpligtelsen for bortfaldet i forbindelse med kvindens flytning fra B kommune. Nævnet lagde vægt på den periode, hvori der blev ydet refusion sammenholdt med de forudsætninger om periodens længde, der ved det oprindelige refusionstilsagns afgivelse måtte være kendelige for begge kommuner ud fra den lagte uddannelsesplan. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hendes sociale situation på fraflytningstidspunktet måtte anses for væsentligtforbedret i forhold til den situation, der begrundede refusionstil sagnet.

B kommune anførte, at kun længden på uddannelsen fremgik af refu sionstilsagnet, altså længst svarende til en seminarieuddannelse. A kommune havde således ikke lagt sig fast på en konkret uddannelse, ligesom man ikke havde lagt sig fast på, hvor uddannelsen skulle finde sted.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om det forhold, at en planlagt uddannelse ikke påbegyndtes indenfor den ved bevillingen forudsatte tidsramme i sig selv bevirkede bortfald af refusionspligten.

Ankestyrelsen fandt, at A kommunes refusionspligt ikke kunne antages at bortfalde, fordi kvindens planlagte uddannelse ikke blev påbegyndt inden for den forudsatte tidsramme.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune senest den 13. februar 1990 meddelte accept på hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til hendes uddannelse maksimalt svarende til en seminarieuddannelse og på, at den tidsmæssige begrænsning alene var knyttet til uddannelsens længde og ikke til godkendelsen af revalideringsforløbet.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.