rimelighed og/eller nødvendighed.
Sagsfremstilling: En 33-årig murer modtog revalideringsstøtte fra juli 1988 på grund af dårlig ryg, først til uddannelsen som byggetekniker og derefter til videreuddannelse til bygningskonstruktør, som blev afsluttet i december 1991.
I april 1991 meddelte kommunen afslag på ansøgning om økonomisk hjælp til dækning af udgiften til en studierejse til Madeira.
Kommunen begrundede afslaget med, at ansøger var indtægtsdækket gennem bevilling af § 43-ydelse.
Om studierejsen var det oplyst, at der ikke var tale om en obligato risk rejse, men at uddannelsesinstitutionen anså den for en særdeles vigtig og udviklende del af det samlede studium. Kommunen begrundede overfor nævnet afslaget på økonomisk hjælp med, at der ikke forelå særlige sociale eller helbredsmæssige forhold som baggrund for støtte til studierejsen, idet man skønnede, at ansøger ville kunne gennemføre studiet uden deltagelse.
Nævnet pålagde kommunen at dække halvdelen af udgiften til studie rejsen. Nævnet fandt, at der var tale om en rejse, der var arrangeret som et rimeligt og naturligt led i uddannelsen.
Nævnet fandt samtidig ikke grundlag for, at der skulle bevilges mere end halvdelen under hensyn til, at deltagelse i studierejsen ikke var en betingelse for at gennemføre uddannelsen.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse under henvisning til, at nævnet ikke havde haft lovhjemmel til at omgøre kommunens afgørelse, idet nævnet kun kan tilsidesætte skønsmæssige afgørelser, hvis skønnet er ulovligt eller åbenbart urimeligt. Kommunen anførte endvidere, at man skønnede, at ansøger selv var i stand til at afholde udgiften.
Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på en afgræns ning af ankeinstansernes muligheder for at ændre skønsmæssige afgørelser.
