Ankestyrelsens principafgørelse O-88-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 41

En ansøger afslog i maj 1990 et tilbud om job som langtidsledig, idet hun forinden var blevet alene med to små børn og ikke kunne overskuesin situation økonomisk og socialt. Hun blev nægtet ar bejdsløshedsdagpenge og i september 1990 udelukket fra retten til dagpenge på grund af restance.

Kommunen udbetalte hjælp med tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 og 4 i perioden fra 6. juni 1990 til 1. august 1991, hvor hun startede på daghøjskole, og hvor der blev bevilget forrevalidering med hjælp efter bistandslovens § 37.

Den tilbagebetalingspligtige hjælp blev opgjort til 72.981 kr.

Ansøger tog i februar 1991 selv initiativ til deltagelse i kursus på AMU-centret, og kommunen var bekendt hermed.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter hjælpen skulletilbagebetales, da ansøger havde frasagt sig et selvstændigt for sørgelsesgrundlag og var orienteret om tilbagebetalingspligten i forbindelse med 1. udbetaling af hjælpen.

Ansøger anførte ved indankningen, at hun var blevet dårligt vejledtog ikke var klar over, at hjælpen til stadighed var tilbagebeta lingspligtig.

Sagen blev behandlet i principielt møde til yderligere belysning af tilbagebetalingsperiodens længde i forbindelse med kontanthjælp ved ubegrundet arbejdsophør.

Ankestyrelsen fandt, at hjælpen på ansøgningstidspunktet med rette var gjort tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 og 4. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger den 28. maj 1990 afslog etarbejdstilbud, som bevirkede, at udbetalingen af arbejdsløshedsdag penge blev standset, og at hendes forhold til fagforeningen på det tidspunkt var uafklaret.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at årsagen til at ansøger afslog arbejdstilbuddet var, at hun havde svært ved at overskue sin situation, og at der for eksempel ikke var oplysninger om, at hun havde været sygemeldt eller haft børnepasningsproblemer.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at tilbagebetalingspligten måtte anses for ophørt den 1. februar 1991.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger var enlig med 2 børn, og at hun var uden uddannelse, og på, at kommunen på trods af, at forvaltningen 25. september 1990 blev gjort bekendt med, at hendes forhold til fagforeningen var afklaret, havde forholdt sig passiv i en meget lang periode.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at hun selv i februar måned 1991 tog initiativ til deltagelse i kursus, som medførte et positivt udviklingsforløb, og som førte frem til forrevalidering den 1. august 1991, hvilket kunne sidestilles med, at hun havde gjort reelle bestræbelser på at komme i beskæftigelse igen.

Ankestyrelsen lagde endelig særligt vægt på, at kommunalbestyrelsen i henhold til bistandslovens § 41 havde en forpligtelse til at tage sagen op til bedømmelse af, om der var grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.