Ankestyrelsens principafgørelse O-17-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 1

En kvinde begyndte i 1986 at få det psykisk dårligt og havde haft det siden. Hun havde påbegyndt flere uddannelser uden at afslutte disse. Hun havde været indlagt på psykiatrisk amtshospital et par gange. Hun havde haft ophold i et behandlingskollektiv.

I september 1989 flyttede hun i egen bolig og A kommune lagde enuddannelsesplan for hende. I følge planen skulle hun afslutte en HF uddannelse juni 1990 og derefter påbegynde en 2-årig uddannelse på handelshøjskolen til 2-sproglig korrespondent. Der var bevilget økonomisk hjælp i henhold til bistandslovens § 42.

B kommune ændrede i sommeren 1990 uddannelsesplanen, således at hun nu havde 6 timers ugentlig aftenundervisning i 1 fag, 1-sproglig korrespondentuddannelse i engelsk.

Ankenævnet fandt, at A kommune havde været berettiget til at træffe afgørelse om ophør af refusion vedrørende udgifter angående kvinden.

Nævnet lagde vægt på, at B kommune i afgørende grad havde ændret den af A kommune fastlagte revalideringsplan - uden først at rådføre sig med A kommune herom.

B kommune anførte, at den var af den opfattelse, at flytningen til Bkommune var sket i henhold til bistandslovens § 11, jf. Socialmin isteriets cirkulære af 15. august 1975, punkt 20.

Flytningen var sket som led i en behandlingsplan, lagt af I (inst itution), og støttet økonomisk af A kommune.

Også flytningen til egen lejlighed skete efter anbefaling fra I, idet kollegieværelset var en midlertidig løsning. B kommune havde endelig anført, at kvinden havde en så skrøbelig psyke, at man ikke med rimelighed kunne betinge en refusion af, at hun gennemførte den planlagte uddannelse uden justeringer.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en ændring af en behandlingsplan i et tilfælde, hvor det drejede sig om en psykisk svag person, der ikke havde kunnet påbegynde en af betalingskommunen fastlagt uddannelse, hvorefter en ny og mindre omfattende plan blev fastlagt af handlekommunen uden underretning til betalingskommunen, medførte at betalingskommunen blev frigjort fra sit refusionstilsagn.

Efter de foreliggende oplysninger fandt Ankestyrelsen, at A kommune fortsat var pligtig til at refundere B kommune den kommunale andel af udgifter til bistand til kvinden, indtil hun afsluttede sit uddannelsesforløb.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune, som havde kendt kvinden gennem mange år, måtte have været forberedt på afbrydelse og ændringer på grund af sygdom.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at ændringen var sket til en mindre opfattende plan end den oprindeligt lagte.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.