Ankestyrelsens principafgørelse O-67-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1

Et ægtepar flyttede fra Sverige til A kommune den 10. november 1991 med deres barn, født oktober 1991.

Ægteparret havde en række problemer, herunder stofmisbrug, hustruvold mv.

Det fremgik videre af sagen, at barnet i maj 1992 af A kommuneanbragtes tvangsmæssigt uden for hjemmet. Han blev anbragt i famil iepleje. Det blev i øvrigt besluttet, at forældrene ikke måtte få oplysning om barnets opholdssted, og der blev truffet afgørelse om samværsindskrækning.

Ægteparret flyttede herefter til B kommune.

B kommune foranledigede, at forældrene afgav samtykke til, at drengen anbragtes i 3 måneder på døgninstitution. Anbringelsen af barnet uden for hjemmet, der før var tvangsmæssig, blev således frivillig.

I et brev af 12. juni 1992 anmodede B kommune A kommune om refusion efter bistandsloven § 11 i forhold til den videre behandling af barnet.

I et brev af 15. juni 1992 afslog A kommune at yde refusion efter § 11.

B kommune anførte bl.a. i klagen, at betalingsforpligtelsen i henhold til § 11 ud fra det tilgrundliggende juridiske beskyttelseshensyn ikke kunne ophøre i en sag som den foreliggende, hvor der ud fra en overordnet synsvinkel ubestridt var tale om en videreførelse af bistandsudøvelsen. B kommune anførte videre, at der ikke var tale om intensivering af en allerede iværksat foranstaltning. Der var heller ikke tale om, at socialforvaltningen som myndighed på nogen måde havde undladt atiagttage og tilrettelægge handleplanen ud fra de alvorlige om sorgsssvigt eller den velfærdstrussel, som det omhandlede barn måtte anses for at være omfattet af.

Nævnet fandt, at B kommune havde iværksat en så ændret hjælpeforan staltning for barnet, at der var tale om en helt ny behandlingsplan.

B kommune kunne derfor ikke kræve refusion efter bistandslovens § 11 af A kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om 1) ændring af en tvangsmæssig anbringelse til en frivillig anbringelse,2) en familieplejeforanstaltnings ændring til døgninstitutionsan bringelse, 3) et for forældrene ukendt opholdssted for barnet bliverkendt, og 4) en ændring af samværsbegrænsningen, er en sådan væsent lig ændring af behandlingsplanen, at der er tale om en ny og ikke refusionspligtig behandlingsplan.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger, at B kommune havde ret til refusion af den kommunale andel af udgifter ved bistand til barnet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at B kommunes ændringer af behandlingsplanen ikke var så væsentlige, at der var tale om en helt ny be handlingsplan, idet planen fortsat var tilrettelagt ud fra de forhold, som førte til anbringelsen af barnet uden for hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.