Ankestyrelsen tiltrådte den 23. maj 1986 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 21. november 1985, idet Ankestyrelsen ikke fandt, at der var fremkommet oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.
Arbejdsskadestyrelsen, der havde genoptaget sagen efter at denne af Specialarbejderforbundet var blevet indbragt for Folketingets Ombudsmand, meddelte i april 1988 efter indstilling fra Erhvervssygdomsudvalget, at lidelsen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom i medfør at arbejdsskadeforsikringslovens § 10, stk. 3, idet det beskrevne arbejde ikke kunne forklare lidelsen.
Arbejdsskadestyrelsen havde under sagens behandling indhentet en neurokirurgisk speciallægeerklæring af 20. oktober 1987, hvori lægen skønnede, at der med Arbejdstilsynets påtale forelå en så stor rygbelastning ved den anmeldte hændelse, at den måtte kunne accepteres som et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand. Lægen fandt det vanskeligt at bedømme, hvor stor rygbelastningen havde været under den øvrige del af arbejdsprocessen, men der var ingen tvivl om, at der ikke var andre legemlige konkurrerende årsager til forsikredes rygsmerter.
Sagen var i september 1987 blevet indbragt for Østre Landsret. Under behandlingen for Landsretten forelagdes sagen for Retslægerådet, der bl.a. udtalte, at det var overvejende sandsynligt, at ryglidelsen var forårsaget af den anmeldte hændelse, forstået på den måde, at hændelsen direkte forårsagede en discusprolaps som led i en forudbestående rygsygdom, som i hvert fald delvis var erhvervsbetinget. Imidlertid måtte det antages, at andre faktorer i væsentlig grad var af betydning for patientens nuværende kroniske smertetilstand.
Retslægerådet udtalte endvidere, at det var sandsynligt, at arbejdets særlige art havde medvirket til at forårsage ryglidelsen, men i hvilken grad kunne ikke afgøres.
På et spørgsmål om, hvorvidt et arbejde som det i sagen beskrevne med bl.a. skiftende løft normalt medførte en gradvis nedslidning af ryggen, svarede Retslægerådet, at det var sandsynligt, at et arbejde af den beskrevne art ville medføre en gradvis nedslidning af ryggen med lumbago - ischias smerter til følge og forøget risiko for udvikling af lumbal discusprolaps, hvilket skete i det aktuelle tilfælde.
Østre Landsret udtalte i en dom af 13. maj 1992, at det måtte lægges til grund, at forsikrede som led i et arbejde, han udførte på en ikke usædvanlig måde, sammen med 3 arbejdskollegaer løftede et tungt metalstativ, og at der under dette løft opstod et "knæk" i forsikredes ryg, der bevirkede en pludselig ændring af hans helbredstilstand. At løftet og den hermed forbundne uhensigtsmæssige arbejdsstilling var den udløsende faktor for forsikredes ryglidelse fandt støtte i den afgivne speciallægevurdering af 20. oktober 1987, ligesom det var Retslægerådets opfattelse, at hændelsen direkte forårsagede rygskaden. Arbejdsskaden fandtes på denne baggrund at udgøre et ulykkestilfælde, omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1, hvorimod der ikke fandtes grundlag for at henføre skaden under § 9, nr. 2, eller § 9, nr. 3, jf. § 10.
Østre Landsrets dom blev indanket for Højesteret, der i en dom af 11. januar 1993 udtalte, at den i forbindelse med løftet den 21. september 1982 opståede ændring af forsikredes helbredstilstand ikke fandtes at være et ulykkestilfælde, jf. § 9, nr. 1, i lov om arbejdsskadeforsikring. Allerede som følge af den ringe tidsmæssige udstrækning af løftene af de omhandlede stativer den nævnte dato blev det tiltrådt, at lovens § 9, nr. 2, ikke fandt anvendelse.
Forsikrede, der var født i 1956, havde efter det oplyste fra 1973 og indtil skadens indtræden i 1982 - bortset fra tjeneste som soldat i 1976-77 - været beskæftiget med arbejde, der indebar mange og undertiden tunge løft og jævnligt nødvendiggjorde akavede og uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Under hensyn hertil og til de foreliggende lægelige udtalelser fandt Højesteret, at forsikredes sygdom måtte anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art, jf. lovens § 10, stk. 3, 1. pkt., 2 led.
Højesteret har i en kommentar til dommen anført, at retten ikke var enig i Østre Landsrets vurdering med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der forelå et ulykkestilfælde. Der henvises til, at et ulykkestilfælde i relation til private ulykkesforsikringer er "en tilfældig, af den forsikrede vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge".
Forsikrede gjorde gældende, at arbejdsskadeforsikringslovens begreb "ulykkestilfælde" skulle forstås uafhængigt af fastlæggelsen af det tilsvarende begreb i den private ulykkesforsikring - "ulykkestilfælde" er betegnelsen for de situationer, hvor der sker det ulykkelige, at en arbejdstagers helbredstilstand forringes ved en enkeltstående begivenhed i forbindelse med arbejdet.
Allerede i forbindelse med gennemførelsen af den første arbejdsulykkesforsikringslov fra januar 1898 opgav man imidlertid den tanke, der var fremført i et kommissionsforslag fra 1887, at der i lovens forstand foreligger et ulykkestilfælde, selv om det ikke er en udefra kommende faktor, der forårsager forringelsen af arbejdstagerens helbredstilstand - og således har antagelsen været siden, d.v.s. vedrørende arbejdsulykkesforsikringslovene fra 1905, 1908, 1916 og 1933, samt vedrørende arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978.
Det måtte herefter være nærliggende at undersøge, om der forelå et ulykkestilfælde i den private ulykkesforsikrings forstand. Eftersom de fire mænd, der løftede maskindelen, fik sat præcis den arbejdsproces i gang, som de ønskede at sætte i gang, eftersom processen - indtil forsikredes ryg "brød sammen" - forløb præcis, som de fire mænd ønskede, at den skulle forløbe, og eftersom der ikke indtrådte nogen pludselig udefra kommende indvirkning på forsikredes legeme, kunne man imidlertid ikke komme til det resultat, at der forelå et ulykkestilfælde i den private ulykkesforsikrings forstand.
Det anføres yderligere i kommentaren, at en arbejdstager er undergivet arbejdsgiverens instruktionsmyndighed, og dette forhold kunne gøre det nærliggende ikke at holde sig ganske strengt til den privatretlige fastlæggelse af begrebet "ulykkestilfælde" ved praktiseringen af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1. Der henvises til, at Ankestyrelsens praksis da også indeholder spor af denne betragtningsmåde, men selv med en sådan vidtstrakt fortolkning af "pludselig udefra kommende indvirkning af legemet" forekom det dog ikke muligt at nå til, at der i den foreliggende sag forelå et "ulykkestilfælde". Det gik ikke galt for forsikrede ved løftet den 21. september 1982, fordi noget udefra "slog til", det gik galt for forsikrede, fordi han ikke selv "slog til".
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der forelå "skadelig påvirkninger" af højst nogle få dages varighed, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår - 1992-lovens § 9, nr. 2, har formuleringen "af højst 5 dages varighed," - anføres det i kommentaren, at problemet for forsikrede ikke var, om den skadelige påvirkning havde stået på for længe (det havde den tydeligvis ikke), men om påvirkningen - i givet fald de akavede arbejdsforhold som følge af maskindelens tyngde, størrelse og manglende håndterbarhed - havde haft en tilstrækkelig tidsmæssig udstrækning.
Efter formuleringen af § 9, nr. 2, forekommer det givet, at en påvirkning skal have haft en vis varighed, for at § 9, nr. 2, kan anvendes. Kravet om en vis tidsmæssig udstrækning følger også af reglens forarbejder.
Nøjagtig hvor lang tid de fire løft - d.v.s. selve løftene - i alt tog den 21. september 1992, er det umuligt at vide, men antager man én time, må man være på den sikre side, d.v.s. være i overkanten - og dermed var det allerede som følge af den ringe tidsmæssige udstrækning udelukket, at § 9, nr. 2, kunne finde anvendelse.
Forsikredes mulighed for at få medhold måtte herefter bero på reglen i § 10, stk. 3, 1. pkt., 2. led - måtte forsikredes ryglidelse anses for "udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art"§.
Ved at sammenholde oplysningerne om erhvervssygdomsudvalgets overvejelser om anerkendelse af ryglidelser som erhvervsbetingede og oplysningerne om det (løfte) arbejde, forsikrede havde udført, stod det klart, at forsikredes byrder pr. løft og pr. arbejdsdag næppe var alarmerende målt i kg og ton,
men at hans arbejde i henseende til arbejdsstillinger og løfteemner indeholdt snart sagt enhver forværrende faktor.
På baggrund heraf og på baggrund af de lægelige erklæringer i sagen, som klargjorde, dels at for sikredes arbejde ingenlunde gjorde det utænkeligt, at han havde fået sin ryglidelse af de mange års belastninger, dels at forsikrede ikke havde nogen medfødt lænde/rygsygdom, måtte det være Ankestyrelsens sag at sandsynliggøre, at der var andre årsager til forsikredes rygsygdom, af hvad art det måtte være - overdreven havegravning, dyrkelse af kampsport m.v.
Ankestyrelsen gjorde under sagen stærkt gældende, at forsikrede havde bevisbyrden for, at hans lidelse var i alt fald "i overvejende grad forårsaget af arbejdets særlige art", men dette synspunkt vandt kun genklang i behersket omfang.
Der henvises til, at det var nævnt af socialministeren under drøftelser i folketinget i folketingsåret 1975-1976, at den forsikrede person i disse tilfælde formelt bar bevisbyrden for, at sygdommen var erhvervsbetinget, samt til, at det ikke i nogen henseende var hensigtsmæssigt - heller ikke retsøkonomisk - at gøre det til arbejdstagernes sag løbende at sikrede sig bevis for deres arbejdsforhold, jf. herved også lovens § 20 om Arbejdsskadestyrelsens beføjelser i henseende til at skaffe sagerne oplyst. Som sagen stod efter de afgivne forklaringer, overvejelserne i erhvervssygdomsudvalget og de lægelige erklæringer, måtte bevisbyrden - "nu" - være Ankestyrelsens. Det var ikke tilstrækkeligt, at Ankestyrelsen - eventuelt - kunne sandsynliggøre, at det endelige sygdomsresultat ikke i overvejende grad hidrørte fra arbejdets særlige art; det måtte kræves, at Ankestyrelsen kunne sandsynliggøre, at den udbrudte sygdom ikke i overvejende grad var forårsaget af arbejdets særlige art.
En afgørelse i henhold til § 10, stk. 3, 1. pkt., 2. led, er en konkret afgørelse, og Højesteret traf enstemmigt den afgørelse, at forsikredes sygdom måtte anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.
Det var selvsagt ikke uden betænkelighed at tilsidesætte Erhvervssygdomsudvalgets opfattelse, men det forekom ikke tilfredsstillende på baggrund af oplysningerne om Arbejdsskadestyrelsens og Ankestyrelsens praksis, om den kun 26-årige forsikredes sygdom ikke skulle være en arbejdsskade, og der forelå i sagen dels sådanne oplysninger om karakteren af forsikredes arbejde, dels sådanne lægelige erklæringer i øvrigt, at Erhvervssygdomsudvalgets opfattelse ikke kunne være afgørende. På den ene side skal reglen i § 10, stk. 3, 1. pkt., 2. led, ikke praktiseres således, at systemet med en løbende erhvervssygdomsfortegnelse udhules, men på den anden side må betænkelighederne ved - frygten for følgerne af - mere eller mindre generelt at optage rygsygdomme på erhvervssygdomsfortegnelsen ikke føre til, at man undtagelsesfrit viger tilbage for at henføre en konkret rygsygdom under § 10, stk.3, 1. pkt., 2. led.
