Ankestyrelsens principafgørelse O-33-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 40, stk. 1 og § 41, stk. 3

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20573-91

Ansøger, der var faglært, havde senest haft arbejde i 1984, hvor han var i jobtilbud i en kommune. Han afslog i 1986 et nyt jobtilbud, således at han mistede retten til arbejdsløshedsdagpenge og ikke fik yderligere jobtilbud. Han modtog herefter kontanthjælp.

Som et led i opfølgningen af sagen indkaldte kommunen ansøger til et møde i december 1990.

Ansøger oplyste, at han ikke selv havde søgt arbejde i perioden fra 1986, da han ikke fandt, at der havde været relevant arbejde at søge.

Kommunen skønnede på baggrund af den lange arbejdsløshedsperiode, at der burde ske en afklaring af ansøgers fremtidige erhvervsmæssige situation. Kommunen indstillede derfor ansøger til arbejdsprøvning. Det meddeltes samtidig at udbetalingen af kontanthjælp ville blive standset, hvis ansøger ikke ønskede at medvirke.

Kommunen frafaldt samtidig kravet om, at ansøger skulle stå tilmeldt arbejdsformidlingen.

Ansøger klagede over henvisningen til arbejdsprøvningen. Han fremlagde endvidere en erklæring fra arbejdsformidlingen om, at det ikke havde været muligt at anvise arbejde inden for ansøgers faglige område.

Kommunen fastholdt, at der ikke ville ske udbetaling af kontanthjælp før ansøger meddelte, at han ønskede at medvirke.

Der blev ikke udbetalt kontanthjælp for januar måned 1991, da ansøger først den 1. februar 1991 tilkendegav, at han ville medvirke.

Ansøger udeblev fra den forsamtale, der skulle ske før påbegyndelsen af arbejdsprøvningen, og kommunen standsede på ny udbetalingen af kontanthjælp fra den 1. marts 1991.

Ansøger gjorde gældende, at han ikke havde nægtet at deltage i arbejdsprøvningen, men ikke ønskede at deltage i en lægeundersøgelse.

Amtsankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at kommunen havde besluttet at indstille til arbejdsprøvning for derved nærmere at få afklaret ansøgeres fremtidige erhvervsmæssige situation. Nævnet tiltrådte derfor, at kontanthjælpen havde været standset fra den 1. 31. januar 1991 og igen fra 1. marts 1991, da ansøger i disse tidsrum ikke havde haft fyldestgørende grund til ikke at medvirke i den ønskede arbejdsprøvning. Nævnet lagde særlig vægt på oplysningerne om ansøgers manglende tilknytning til arbejdsmarkedet gennem de senere år.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om henvisning til arbejdsprøvning kunne anses for at være et rimeligt tilbud om arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning, således at nægtet medvirken medførte standsning af kontanthjælp.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens § 40 og § 41, stk. 3. Formålet med disse bestemmelser er ifølge forarbejderne til loven et ønske om at forstærke indsatsen med langvarig ledighed, og man har med formuleringen ønsket at præcisere, at kontanthjælpsmodtageren har pligt til at tage mod ethvert rimeligt tilbud om arbejde, herunder deltagelse i beskæftigelses- eller uddannelsesforanstaltninger, som led i bestræbelserne på at genetablere kontakten til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen fandt, at iværksættelse af arbejdsprøvning kunne betragtes som en beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Under henvisning til ansøgers manglende tilknytning til arbejdsmarkedet gennem en længere årrække tiltrådte Ankestyrelsen, at det havde været nødvendigt med en nærmere afklaring af ansøgers arbejdsevne gennem en generel arbejdsprøvning.

Kommunen havde derfor været berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp i de perioder, hvor ansøger havde afvist at deltage.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtsankenævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20325-92

Ansøger, der var 33 år, havde modtaget kontanthjælp siden 1978. Fra 1979-1981 havde han dog kortere arbejdsforhold. Fra 1985-1988 modtog han hjælp efter bistandslovens dagældende § 43 (varig hjælp).

Ansøger havde trods jævnlige tilbud afvist ethvert forslag om højskoleophold, boglig uddannelse og kurser. Han havde endvidere afvist, at en butiksuddannelse var nødvendig for at opnå beskæftigelse i en pladeforretning.

Han havde heller ikke overholdt kontrollen på arbejdsformidlingen.

Fra 1. februar 1988 - 31. oktober 1988 havde ansøger tilknytning til diskotek/teaterprojekt med lønrefusion i de første 6 måneder på 100% og 75% i de sidste 3. Arbejdsoptræningen ophørte, da det viste sig, at ansøger ikke ville kunne opnå ansættelse på almindelige vilkår.

Kommunen forsøgte herefter at få ansøger placeret i beskæftigelse, men han undlod at tilmelde sig arbejdsformidlingen og udeblev fra samtaler.

I november 1989 fik ansøger et jobtilbud af 7 måneders varighed, men han ophørte efter 8 dage, da arbejdet ikke svarede til hans forventninger. I marts 1990 fik han et jobtilbud i et fritidshjem, som han afslog, fordi han kun ønskede at arbejde med unge i alderen 14-18 år.

På baggrund af at ansøger havde været uden reel tilknytning til arbejdsmarkedet i 12 år, fandt kommunen, det var nødvendigt med en bred arbejdsprøvning til belysning af ansøgers eventuelle arbejdsevner.

Han udeblev imidlertid fra de møder, der var aftalt forud for arbejdsprøvningen.

Kommunen fastholdt, at ansøger skulle gennemgå arbejdsprøvning til vurdering af arbejdsevnen. Hvis han ikke ønskede at medvirke ville hjælpen blive standset fra 1. juli 1990. Kommunen lagde vægt på, at der havde været udfoldet meget store bestræbelser for at skaffe ansøger passende arbejdsmuligheder, man han havde generelt været afvisende overfor disse.

Ansøger havde anført, at hjælpen ikke kunne fratages i forbindelse med en igangværende sagsbehandling, og at hjælpen mindst skulle udbetales mod tilbagebetalingspligt. Han var i øvrigt uenig i, at der havde været udfoldet store bestræbelser for at skaffe ham passende arbejdsmuligheder, ligesom han var uenig i, at han havde modtaget rimelige tilbud om arbejde.

Ankenævnet fandt, at henvisning til generel arbejdsprøvning ikke kunne sidestilles med arbejds- eller beskæftigelsestilbud, hvorfor der ikke havde været grundlag for at standse udbetalingen af økonomisk hjælp.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hans afvisning af et konkret tilbud om arbejde eller beskæftigelse kan medføre, at der ydes hjælp mod tilbagebetalingspligt, og kun i tilfælde, hvor arbejdstilbuddet fortsat står åbent, kan udbetalingen af hjælp standses.

Kommunen gjorde i klagen til Ankestyrelsen gældende, at der kan forekomme tilfælde, hvor en person gennem sine udtalelser og handlinger tilkendegiver, at vedkommende slet ikke ønsker at udnytte sine arbejdsmuligheder uden at der nødvendigvis skal foreligge et åbent arbejds- eller beskæftigelsestilbud.

Kommunen fandt således, at ansøger gennem en indsnævring af sine interesseområder, vægring ved en lægelig afklaring og vægring ved en arbejdsprøvning, hverken subjektivt eller objektivt udnyttede sine arbejdsmuligheder fuldt ud, og dermed ikke opfyldte betingelserne i bistandslovens § 40, stk. 1, sammenholdt med § 41, stk. 3, for at modtage kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af samme problemstilling som ovenstående sag j.nr. 20573-91.

Ankestyrelsen fandt, at iværksættelsen af arbejdsprøvning kunne betragtes som en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, jf. bistandslovens § 40, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 41, stk. 3.

Under henvisning til ansøgeres meget ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, og til at han siden 1988 havde afvist at deltage i de af kommunen tilbudte foranstaltninger, fandt Ankestyrelsen, at det havde været nødvendigt med en nærmere afklaring af hans arbejdsevne gennem en generel arbejdsprøvning.

Kommunen havde derfor været berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp til ansøger, efter at han havde afvist at deltage i arbejdsprøvning.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Den hjælp ansøger i henhold til nævnets afgørelse havde fået udbetalt kunne ikke kræves tilbagebetalt.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 20690-91

En 20-årig enlig ansøger uden forsørgerforpligtelser, fik efter endt basisår ansættelse i kommunens ungdomsgarantiordning i 5 måneder. På baggrund af regeringens løfte om praktikpladskompenserende undervisning blev 5 måneders perioden forlænget indtil han kunne optages på praktikpladskompenserende undervisning et andet sted i landet i begyndelsen af januar 1991.

Den 7. januar 1991 meddelte ansøger, at han ikke ønskede at begynde på den praktikpladskompenserende undervisning, fordi han i så fald skulle flytte til en anden landsdel.

Kommunen meddelte herefter, at en ansøger ikke kunne forvente genansættelse i jobgarantiordninger, og at en eventuel kontanthjælp ville være mod tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, da ansøger havde fået et tilbud om uddannelse og forsørgelse via statens praktikpladskomepenserende undervisning.

Amtsankenævnet pålagde kommunen at frafalde tilbagebetalingskravet vedrørende den kontanthjælp, der var ydet til ansøger.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at den praktikpladskompenserende undervisning ikke var en sådan beskæftigelsesfremmende foranstaltning, som er anført i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, og § 40, stk. 1, men at den derimod måtte betragtes som en erstatning for den sædvanlige praktikundervisning i en virksomhed og dermed som uddannelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at den praktikpladskompenserende undervisning, som de unge fik tilbudt, var en del af den beskæftigelsesfremmende indsats som landsdækkende var blevet iværksat. Som en konsekvens heraf måtte ansøgers nægtelse af at modtage tilbuddet, være omfattet af både bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 og § 40, stk. 1, nr. 1.

Kommunen anførte endvidere, at ansøger uden rimelig grund havde afslået et tilbud, der kunne have bedret hans fremtidige erhvervsmuligheder og gjort ham selvforsørgende.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om praktikpladskompenserende undervisning kunne anses for at være en beskæftigelsesfremmende foranstaltning omfattet af bistandslovens § 40, stk. 1, således at nægtelse af at modtage et sådant tilbud medførte at udbetalt kontanthjælp kunne kræves tilbagebetalt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens § 40, stk. 1.

Ankestyrelsen henviste endvidere til § 1 i lov om tilvejebringelse af lære- og praktikpladser gældende fra 1. juli 1990, hvorefter lovens formål er, at der tilvejebringes et tilstrækkeligt antal lære- og praktikpladser for lærlinge/elever i de erhvervsfaglige grunduddannelser og elever under erhvervsuddannelse. Efter § 2 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 15. november 1990 i henhold til samme lov er det bl.a. en betingelse, at eleven skal være mobil geografisk.

Ankestyrelsen fandt herefter, at praktikpladskompenserende undervisning efter sit indhold kunne sidestilles med beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om en foranstaltning iværksat ved lov med henblik på at forbedre erhvervsmulighederne for en række uddannelsessøgende, og at det efterdet oplyste ikke havde været muligt at tilvejebringe praktik pladskompenserende undervisning nærmere ved ansøgerens bopæl. Under henvisning til at ansøger var ung og uden forsørgerforpligtelser fandt Ankestyrelsen ikke, at han havde haft rimelig grund til at afslå uddannelsestilbuddet, uanset at dette ville medføre en flytning.

Ankestyrelsen fandt herved, at det ville stride mod formålet med lov om tilvejebringelse af lære og praktikpladser, at unge uden anden grund end ønsket om ikke at flytte skulle kunne vælge at modtage kontanthjælp frem for en tilbudt uddannelsesplads.

Kommunen havde derfor været berettiget til at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, af den kontanthjælp, der var blevet udbetalt til ansøger fra den 7. januar 1991 og indtil det kunne anses for godtgjort, at han påny havde udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Den hjælp, der i medfør af amtsankenævnets afgørelse var ydet uden tilbagebetalingspligt kunne ikke kræves tilbagebetalt.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 20744-92

Ansøger flyttede til B kommune den 1. januar 1991 efter køb af ejerbolig. Han fik bevilget kontanthjælp den 1. marts 1992, efter at han den 15. februar 1991 var blevet afskediget fra sit arbejde. Han havde været frit stillet fra den 31. januar.

Den 2. april 1991 afviste ansøger at tage et arbejde, han selv havde skaffet, med begrundelsen transportproblemer i forbindelse med skiftende arbejdstider. Fra den 29. april - 29. maj 1991 var ansøger ansat på en fabrik, men han blev opsagt, fordi han ikke passede ind i firmaets arbejdsprocesser. Den 24. juni 1991 udeblev ansøger fra en samtale med kommunens beskæftigelseskonsulent. Den 27. juni 1991 oplyste han til socialforvaltningen, at han havde været ansat i et firma i 6 dage. Han blev afskediget den 25. juni 1991 på grund af manglende arbejde. Han mødte den 29. juli 1991 til en samtale med beskæftigelseskonsulenten, efter at han 2 gange tidligere i juli måned var udeblevet. Fra den 5. august - 4. oktober 1991 var han ansat i A kommunes beskæftigelsesprojekt. Han opsagde selv arbejdet for at overgå til et andet job. Fra den 7. oktober - 6. november 1991 var ansøger ansat som natportier på et hotel. Han var dog fritstillet fra den 24. oktober 1991.

Den 31. oktober 1991 anbefalede A kommune ansøger at få foretaget en arbejdspsykologisk test, hvilket han accepterede. Han oplyste dog samtidig, at han havde tilmeldt sig nogle kurser. Han udeblev herefter fra flere samtaler dels med sin sagsbehandler dels med arbejdspsykologen, senest den 20. december 1991.

Fra den 12. december 1991 til den 12. februar 1992 var ansøger ansat i et vikariat som rengøringsassistent. Der var tale om deltidsarbejde 25 timer pr. uge. Han ophørte selv.

Den 24. februar 1992 meddelte ansøger, at han nu ville deltage i samtalen med arbejdspsykologen, selv om det var under protest. Han fik herefter på ny udbetalt kontanthjælp.

Den 3. marts 1992 udeblev han fra samtalen med arbejdspsykologen.

Ankenævnet tiltrådte A kommunes beslutning om at standse udbetalingen af kontanthjælp fra den 1. januar 1992, jf. bistandslovens § 41, stk. 3. A kommune havde henvist til, at ansøger ikke havde overholdt de trufne aftaler med arbejdsformidlingen, sagsbehandleren og arbejdspsykologen.

Kommunen anførte endvidere, at henvisningen til arbejdspsykologisk test var sket med det formål, at få afklaret ansøgers evner og anlæg med henblik på bedre rådgivning til personlig støtte, jobsøgning og eventuelle kurser/uddannelse. Kommunen henviste til, at ansøger havde været i stand til at erhverve sig en række jobs, men at han ikke havde kunne fastholde dem, ligesom ansøger skønnedes at søge en række jobs ret ukritisk i forhold til sin formåen.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger, at nævnets afgørelse havde ført parterne længere væk fra hinanden, og at A kommune nægtede al videre hjælp/rådgivning indtil psykologisk test var gennemført.

Ansøger anførte senere, at han kunne dokumentere, omkring 500 jobansøgninger inden for det sidste års tid. Han havde endvidere fulgt relevante kurser/foredrag omkring jobsøgning.

Ansøger havde vedlagt en erklæring fra sin læge, hvorefter der efter lægens opfattelse ikke var indskrænkninger i ansøgers erhvervsevne.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om henvisning til arbejdspsykologisk test kunne anses for at være en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, jf. bistandslovens § 40, stk. 1, eller om der kunne stilles krav om en sådan undersøgelse i medfør af bistandslovens § 41, stk. 3, således at nægtet medvirken medførte standsning af kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt, at iværksættelse af arbejdsprøvning eller anden lignende foranstaltninger kan betragtes som en beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, jf. bistandslovens § 40, stk. 1, sammenholdt med § 41, stk. 3.

På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger fandt Ankestyrelsen imidlertid ikke, at kommunen havde haft fuldt tilstrækkeligt grundlag for mod ansøgerens vilje at gøre hjælpsudbetalingen betinget af deltagelse i en arbejdspsykologisk undersøgelse.

Ved afgørelsen blev der særligt lagt vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for hjælpens standsning havde arbejde på mere end halv tid, og at han påtog sig arbejdsforhold som han selv skaffede sig.

Ansøgeren havde således fra august til oktober 1991 været ansat i kommunens beskæftigelsesprojekt uden at det af udtalelserne herfra eller af sagen i øvrigt fremgik, at der skulle havde været vanskeligheder i forbindelse med arbejdet.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at der ved samtale med kommunens beskæftigelseskonsulent kunne opnås en rimelig klarhed over ansøgers hidtidige uddannelses- og erhvervsforløb.

Ankestyrelsen ændrede således Ankenævnets afgørelse.