Ankestyrelsens principafgørelse O-14-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 1

Et barn blev den 16. april 1980 sammen med broderen anbragt uden for hjemmet i familiepleje på grund af forholdene i hjemmet. Familien var da bosiddende i A kommune, som samtidig med anbringelse i familiepleje meddelte B kommune refusionstilsagn efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

I maj/juni 1980 flyttede forældremyndighedens indehaver fra A kommune og tog fast ophold i B kommune, hvor hun siden har boet.

I juli 1987 kom barnet ud for en trafikulykke, hvorved han blev 100% invalid.

Ankenævnet fandt, at A kommune fortsat måtte betragtes som betalingskommune vedrørende barnet i henhold til lov om social bistand § 11, stk. 1, nr. 1.

Nævnet lagde vægt på, at barnet blev placeret i familiepleje i B kommune, medens forældremyndighedens indehaver var bosiddende i A kommune samt, at B kommune ikke sås at have foretaget så omfattende ændring af den behandlingsplan, som oprindeligt var lagt af A kommune, at dette kunne begrunde, at refusionspligten bortfaldt, idet de forøgede udgifter ved opholdet i familiepleje alene udsprang af en trafikulykke, der var overgået barnet. I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune, at den trafikulykke, der overgik barnet, hvorved han blev 100% invalid, indebar en sådan ændring af de forhold, som oprindeligt begrundede anbringelse i familiepleje, at refusionspligten efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, måtte anses for bortfaldet.

Kommunen gjorde endvidere gældende, at der gjaldt en underretnings pligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvilken betydning det har for refusionspligten, at der er sket en væsentlig ændring af forholdene på grund af en udefra kommende hændelse som en trafikulykke.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune var opholdskommune handle- og betalingskommune -for forældremyndighedsindehaveren på tidspunktet for placering af barnet i familiepleje i B kommune.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den omstændighed, at udgifterne i forbindelse med anbringelsen steg på grund af et øget hjælpebehov, der skyldtes en upåregnelig hændelig begivenhed, kunne siges at være en ændring af behandlingsplanen af relevans for refusionspligten. Begrundelsen herfor var, at de forhold, som nødvendiggjorde anbrin gelsen uden for hjemmet, efter det oplyste ikke var ændrede, og at ændringerne i behandlingsplanen ikke havde sammenhæng hermed.

Ankestyrelsen anførte med hensyn til underretningspligt, at SM 0-34 90 har fastslået, at manglende underretning ikke i sig selv medfører, at refusionspligten ophører. Det afgørende er en vurdering af behandlingsplanen i forhold til de forhold, som nødvendiggjorde anbringelsen.