En pige, der var 17 år, tog ophold privat hos en plejefamilie, i B kommune. Forinden hun flyttede til plejefamilien, havde hun ophold hos faderen (forældremyndighedsindehaveren) i A kommune.
Forældremyndighedsindehaveren betalte 2 x normalbidrag løbende til familien.
Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse, hvorefter kommunen ikke kunne anses for at være opholdskommune for pigen.
Nævnet vurderede, at pigen havde erhvervet selvstændig opholdskommune i B kommune.
Nævnet lagde vægt på, at hendes ophold udenfor hjemmet måtte betragtes som varigt. Der var ikke forhold, der indicerede, at hun skulle tilbage til faderen. Hun levede således ikke sammen med sine forældre.
Nævnet fandt ikke, at A kommune havde medvirket til pigens flytning og efterfølgende ophold hos plejefamilien. Der var således tale om en privat anbringelse, der faldt udenfor reglerne i bistandslovens § 11.
B kommune anførte, at en afgørelse som den af ankenævnet trufne var egnet til at skabe unødig usikkerhed om de sociale myndigheders handlepligt, når uenigheden forelå mellem to kommuner.
Det anførtes videre, at B kommunes tidligere iagttagelser og bekymringer vedrørende pigen efterfølgende blev bekræftet, idet det viste sig påkrævet at døgnanbringe den unge i døgninstitution.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvor pigen fik opholdskommune, da hun flyttede fra faderen til moderens opholdskommune uden at tage ophold hos moderen og uden at være selvforsørgende. Der skulle videre tages stilling til, hvilken kommune der skulle betale for de iværksatte hjælpeforanstaltninger.