Ankestyrelsens principafgørelse O-18-93

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

29-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 10, stk. 3 og § 11, stk. 1, nr. 1

Note:

*) Note:Denne SM afløser SM O-41-91, som vil blive udtaget ved førstkommende kassation

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - J.nr.20561-92

En far fik i forbindelse med skilsmisse i 1976 forældremyndigheden over sit barn.

Barnet, der var svagsynet, blev i 1975/1976 anbragt på spæd børnehjemmet C. Han blev herefter pr. 6. september 1977 af A kommune anbragt i familiepleje i B kommune.

Barnet benyttede sig oprindeligt af et skoletilbud i B kommune, men blev i skoleåret 1990/91 optaget som ekstern elev på et institut for blinde og svagsynede børn og unge.

B kommune vedtog den 23. juli 1991, at drengen skulle indskrives som intern elev på instituttet for skoleåret 1991/92.

Faderen havde siden 1976 haft skiftende opholdssteder og bl.a. opholdt sig i Sverige i perioden 18. april 1979 til 6. august 1990, og på tidspunktet for barnets anbringelse, boede han i A kommune.

Ankenævnet fandt, at A kommune ikke var opholdskommune fra den 18. april 1979, hvor forældremyndighedsindehaveren tog fast ophold i udlandet.

Nævnet lagde vægt på, at et barn får selvstændig opholdskommune der, hvor det bor, når forældremyndighedsindehaveren tager fast ophold i udlandet.

B kommune anførte, at nævnets afgørelse havde vidtrækkende betydning, idet der landet over måtte være mange tilfælde, hvor indehaveren af forældremyndigheden til et anbragt barn rejste til udlandet, og dermed efterlod en betalingsforpligtelse til en "tilfældig" kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde til supplement af SM O-3-92 til afklaring af, hvilken betydning det har for spørgsmålet om, hvor barnet har opholdskommune, når en kommune har medvirket ved anbringelsen af barnet og har ydet refusion til opholdskommunen.

Efter de foreliggende oplysninger fandt Ankestyrelsen, at barnet havde erhvervet selvstændig opholdskommune i B kommune, da faderen tog ophold i Sverige i perioden 18. april 1979 til 6. august 1990.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at A kommune fortsat havde pligt til at refundere B kommunes udgifter i forbindelse med barnet efter lov om social bistand § 11.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune havde medvirket ved anbringelsen af barnet i familiepleje i B kommune, og at barnets optagelse på instituttet ikke ansås for at være en afbrydelse af behandlingsplanen.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - J.nr. 21156-92

Et barn blev som 8-årig placeret i familiepleje. Barnet havde forinden været placeret på en børne- og ungdomspension i et halvt år. Placeringen på denne institution var den 4. anbringelse af barnet udenfor hjemmet.

Baggrunden for barnets placering udenfor hjemmet var moderens omsorgssvigt.

Barnet var placeret i familiepleje i knap 3 år. I denne periode måtte han skifte plejefamilie flere gange.

Under den sidste plejefamilieplacering fik plejefamilien støtte af en aflastningsfamilie. Da den sidste plejefamilie opgav at have barnet hos sig, blev han placeret på institution, uden at den refusionspligtige kommune fik meddelelse herom.

Ankenævnet fandt, at ændringen fra anbringelse i familiepleje til institution var en så væsentlig ændring, at der var tale om en helt ny behandlingsplan. Refusionspligten var derfor ophørt.

I ankeskrivelsen gav kommunen udtryk for betænkelighed ved, at en opholdskommune, som uden at underrette betalingskommunen gør det, der i den konkrete situation er behov for, alene af den formelle grund afskæres fra fortsat at modtage refusion.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om barnets ændrede placering fra familiepleje til institution var en så væsentlig ændring af den oprindelige behandlingsplan, at manglende underretning af den refusionspligtige kommune, medførte at refusionspligten ophørte.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den ændring, som skete fra placering i familiepleje til placering på institution, var så væsentlig, at der var tale om en helt ny behandlingsplan. Refusionspligten var herefter ikke ophørt.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at begrundelsen for barnets placering udenfor hjemmet fortsat var til stede, at den ændrede placering havde været nødvendig på baggrund af et behandlingsbehov, der var større end de hidtidige foranstaltninger kunne tilgodese samt, at dette større behandlingsbehov var forventeligt ud fra barnets baggrund og de temmelig omfattende støtteforanstaltninger, som der også under anbringelserne i familiepleje havde været behov for.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.