Ankestyrelsens principafgørelse D-9-93

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lov nr. 852 af 20. december 1989 - § 5, stk. 1 og § 26, stk. 1

Kommunen traf afgørelse om, at arbejdsgiveren ikke havde ret til refusion af dagpenge ud over den 31. december 1990, fordi lønmodtageren ikke fandtes fuldt uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 26, stk. 1.

Lønmodtageren havde været ansat hos arbejdsgiveren i ca. 10 år med beskæftigelse, der var fysisk krævende. Den 8. oktober 1990 blev han sygemeldt og i forbindelse med aktuelle sygdom blev han afskediget med anciennitetsmæssigt varsel og fuld løn indtil udgangen af marts 1991. Herefter modtog han dagpenge fra sin A-kasse.

Af lægeattest dateret den 30. november 1990 fremgår, at der var tale om fuld uarbejdsdygtighed. I rubrikken "Supplerende oplysninger og oplysninger om det videre forløb" anførtes: Pt. er uarbejdsdygtig i nuværende funktion, men skønnes fuldt arbejdsdygtig i andre funktioner.

Sagen har været forelagt Dagpengeudvalgets lægekonsulent, der har vurderet, at lønmodtageren på det foreliggende grundlag ikke skønnes fuldt uarbejdsdygtig i andet end den specielle arbejdsfunktion.

Det er oplyst, at det ikke har været muligt for virksomheden at placere lønmodtageren ved andet arbejde.

Efter Dagpengeudvalgets beslutning blev afgørelsen i sagen truffet af Udvalgets opmand.

Arbejdsgiveren havde ikke ret til refusion af dagpenge for udbetalt løn udover den 31. december 1990, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1 og § 26, stk. 1.

Opmanden bemærkede, at det hverken af Socialstyrelsens vejledning nr. 5 af 22. marts 1990 om lov om dagpenge ved sygdom og fødsel pkt. 117 eller af motiverne til dagpengelovens § 5, stk. 1 kan udledes, atuarbejdsdygtigheden udelukkende skal bedømmes i forhold til den syge meldtes normale arbejde.

Opmanden finder, at vejledningen må forstås således, at kommunerne i hvert fald skal foretage en bredere vurdering af den sygemeldtes arbejdsdygtighed, når sygdommen har varet i 26 uger.

Derimod finder opmanden ikke, at vejledningen udelukker, at kommunerne inden udløbet af 26-ugers perioden kan foretage en sådan vurdering, herunder af lægelig art.

Kommunen har således været berettiget til allerede i december 1990 at træffe afgørelse om, hvorvidt lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig efter dagpengelovens § 5, stk 1.

Ifølge lægeattesten af 30. november 1990 var lønmodtageren fuldt uarbejdsdygtig i sit erhverv, men ikke i andre funktioner.

Ved denne meget klare lægelige vurdering, der senere er tiltrådt af Dagpengeudvalgets lægekonsulent, finder opmanden, at det allerede inovember/december 1990 lå klart, at sygdommen ville hindre lønmodta geren i at vende tilbage til sit arbejde, men ikke gjorde ham uarbejdsdygtig i forhold til andet arbejde, der måtte anses for passende.

Herefter findes lønmodtageren ikke efter den 31. december 1990 at have været fuldt uarbejdsdygtig i dagpengelovens § 5, stk. 1's forstand og har derfor ikke været berettiget til dagpenge efter nævnte dato.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.

Med henvisning til Dagpengeudvalgets sag nr. 273-200/91, offentliggjort i SM D-17-92, bemærkede opmanden særligt:

I denne sag, der ligeledes drejede sig om omfanget af en lønmodtagers uarbejdsdygtighed, fandt opmanden ikke, at sagens oplysninger gav tilstrækkeligt sikkert grundlag for en almindelig fortolkning af arbejdsudygtighedsbegrebet i dagpengelovens § 5, hvilket i begrundelsen for afgørelsen kom til udtryk ved ordene "som sagen foreligger". Sagen er derfor enkeltstående og vil følgelig ikke kunne påberåbes til støtte for nogen anden afgørelse, end den der er truffet i nærværende sag.

På baggrund af opmandens bemærkninger, om at sagen er enkeltstående, tilbagekaldes SM D-17-92.