Ankestyrelsens principafgørelse O-50-93

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 1

En mand havde siden januar 1991 været under revalidering på revali deringsinstitution i form af minimallønsplacering. Han var på grund af ferielukning tvunget til at afholde 3 ugers ferie uden løn, idet han ikke havde optjent ret til feriepenge.

Han søgte i juli 1991 om kontanthjælp i forbindelse med ferielukning i 3 uger.

Han var enlig og uden forsørgerpligter. Hans faste månedlige udgifter bestod i husleje 1.200 kr., forsikring 333 kr., vægtafgift 183 kr., afdrag på bil 1.500 kr., afdrag på lån 385 kr., i alt 3.601 kr. Han modtog tilskud fra kommunen til kørsel i egen bil. Hans nettoindtægt var anslået til at være mellem 5.500 og 6.000 kr. månedlig.

Han havde ikke fået oplysning om, at det var nødvendigt at spare op til afholdelse af ferie.

Kommunen afslog at yde kontanthjælp under ferielukningen, idet indtægtstabet i forbindelse med ferielukning af en arbejdsplads, jf. SM 0-6-86 *) ikke berettigede til kontanthjælp. Derudover var det kommunens opfattelse, at ansøger som enlig med en lav boligudgift havde haft økonomisk mulighed for ved opsparing at tage højde for feriesituationen.

-------------------------------------------------------------------- |*) Note:Kollektiv ferielukning fandtes ikke i sig selv at kunne | | betragtes som en svigtende arbejdsmulighed i bistandslovens| | forstand. En ansøger, der var omfattet af kollektiv | | ferielukning, og som ikke havde optjent ret til feriepenge,| | fandtes herefter ikke at være berettiget til kontanthjælp | | efter bistandsloven i ferieperioden. |--------------------------------------------------------------------Ankenævnet fandt, at da ansøger på grund af et erhvervsmæssigt handi cap modtog revalideringsmæssig støtte i henhold til bistandslovens § 43, kunne han ikke sammenlignes med en almindelig arbejdstager, som var udsat for tvungen ferie på sin arbejdsplads. SM 0-6-86 var derfor efter nævnets opfattelse ikke anvendelig i hans situation. Nævnet fandt således ansøger berettiget til hjælp efter bistandslovens § 37, såfremt han i øvrigt opfyldte betingelserne herfor. Nævnet fandt at kunne lægge til grund, at kommunen ikke havde godtgjort, at han havde haft midler, som med rimelighed kunne forventes opsparet til dækning af indtægtstabet i forbindelse med ferielukning. Nævnet bemærkede, at kommunen efter det oplyste ikke havde orienteret ham om, at han ville være uden indtægt i forbindelse med ferielukningen.

Idet nævnet forudsatte, at ansøger ikke var i besiddelse af formue,som kunne dække hans forsørgelse, blev det pålagt kommunen, at udbetale hjælp for den periode, som ikke var dækket af den sidste løn udbetaling før ferien frem til første lønudbetaling efter ferien.

Kommunen bemærkede i klagen, at SM 0-6-86 var anvendelig i denne sag, selvom ansøger var beskæftiget på en revalideringsinstitution underbistandslovens § 91, idet han i ca. 6 måneder havde været overenskomstmæssigt lønnet og i øvrigt havde været omfattet af det gæl dende regelsæt på arbejdsmarkedet. Kommunen fandt, at der ikke var tale om en uforudsigelig ændring i hans forhold, hvorfor han havde haft mulighed for at foretage opsparing til dækning af indtægtstabet i forbindelse med, at virksomheden holdt kollektiv ferielukning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,om der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 37 under kollektiv fe rielukning til en revalidend, der i en periode på ca. 6 måneder havdeværet overenskomstmæssigt lønnet (fagets minimalløn) på en reva lideringsinstitution efter bistandslovens § 91.

Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse og begrundelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der med nævnets afgørelse var søgt opnået en ligebehandling af revalidender med revalderingsydelser, der bevarer disse under ferieperioder, og andre revalidender.