Ankestyrelsen fandt, at A kommune fortsat var pligtig til at yde refusion for den kommunale andel af udgifter til bistand til manden i henhold til lov om social bistand § 11, idet han efter udskrivning havde været tilknyttet amtssygehuset i et sådant omfang, at han ansås for at være anbragt i pleje i B kommune, jf. § 11, stk. 1, nr. 1.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at han efter udskrivning havde haftdaglig kontakt med og havde indtaget 3 måltider dagligt på hospitalet, og at han trods den massive støtte blev genindlagt på amts sygehuset.
Ankestyrelsen stadfæstede således med denne begrundelse Ankenævnets afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 20609-91
En mand havde fra sit 18. år modtaget mellemste førtidspension. Han havde ophold i A kommune, indtil han den 11. december 1975 blev indlagt på sygehus i B kommune. Indlæggelsen varede til 18. juni 1976, fra hvilket tidspunkt han med hjælp fra sygehuset flyttede i egen bolig i B kommune. Han blev udskrevet fra sygehuset med dagpatientstatus og var først beskæftiget ved Industriterapien senere på et daghus i amtskommunalt regi N.
Den beskyttede beskæftigelse ved Industriterapien havde været afholdt som en sygehusudgift. Fra maj 1990 overgik han til en foranstaltning i henhold til bistandslovens § 91. Sådanne foranstaltninger må efter praksis anses for omfattet af institutionsbegrebet i § 11, stk. 1, nr. 1.
Det blev videre oplyst, at han havde haft hjemmehjælp i perioden 21. november 1978 til 6. januar 1989 og igen fra 30. juni 1990.
Sygehuset oplyste, at han blev udsluset til et værelse, først i feriestatus, herefter udskrevet til daghospitalstatus den 17. juni 1976. Han havde siden haft status som dagpatient indtil den 31. maj 1990, hvor han overgik til ambulatoriet. Det var videre oplyst, at han altid havde været tilknyttet enten en afdeling, ambulatoriet, terapien eller en socialrådgiver.
Ankenævnet fandt ikke, at B kommune efter bistandslovens § 11, stk. 1, kunne kræve refusion fra A kommune for de udgifter, der blev ydet til manden efter bistandsloven.
Nævnet lagde vægt på, at der efter udskrivningen fra sygehus i juni 1976 ikke blev ydet hjælp til ham efter bistandsloven. Hjemmehjælp blev først ydet fra november 1978. Han var efter udskrivning fra sygehus således ikke anbragt i pleje i kommunen.
B kommune anførte, at årsagen til, at B kommune ikke havde udgifteri henhold til bistandslovens bestemmelser i forlængelse af sygehus udskrivningen, var, at den beskyttede arbejdsplads, som et sygehustilbud, blev betalt som en sygehusudgift. Senere blev den beskyttede arbejdsplads nedlagt, og arbejdspladserne blev overført til det nyetablerede amtskommunale daghus N.
I den konkrete sag blev udgiften fortsat betalt som en sygehusudgift. Fra maj måned 1990 besluttede sygehusforvaltningen at stoppe for betalingen af pladsen, idet kontakten til sygehusvæsenet var aftaget, og udgiften blev derfor omkonteret til en udgift i henhold til bistandslovens § 91 med deraf følgende udgift for kommunen.
B kommune fandt ikke, at det forhold, at den beskyttede beskæftigelse indtil maj 1990 havde været en sygehusudgift, fritog A kommune for betalingsforpligtelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om det var afgørende for refusionskravets fortsatte opretholdelse, at manden fortsat havde været under behandling med hjælp efter bistandsloven, og om anden tilsvarende behandling, som reelt var en sygehusudgift, bevirkede at refusionskravet bestod.
