En mandlig udenlandsk statsborger, som var kommet til Danmark i 1969, blev på grund af følgerne efter en arbejdsskade den 7. november 1989 tilkendt forhøjet almindelig førtidspension med virkning fra den 1. april 1989. Førtidspensionen var på grund af hans bopælstid i Danmark nedsat til en brøkpension på 25/40 af fuld pension.
Han fik desuden ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 21. december 1989 tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne vurderet til 35%.
Manden henvendte sig den 19. september 1991 til kommunen og ansøgte om supplerende hjælp til brøkpensionen. Han oplyste, at hustruen, der var 50 år, og 2 mindreårige døtre på 14 og 16 år var kommet til Danmark den 10. september 1991. Desuden oplyste han, at han den 22. maj 1991 havde fået udbetalt arbejdsskadeerstatning med 371.000 kr., som var brugt til betaling af gammel privat gæld og i forbindelse med familiens ankomst til landet. Hustruen havde aldrig haft lønarbejde/tjent penge, men havde været forsørget af manden samt familie i hjemlandet.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen om supplerende hjælp med den begrundelse, at hustruens forhold ikke berettigede til hjælp, idet familiesammenføringen ved hendes ankomst til Danmark ikke i sig selv var en social begivenhed, og idet hustruen ikke havde været udsat for et indtægtstab, da manden altid havde forsørget hende, jf. bistandslovens § 37, stk. 1.
Desuden anførte kommunen, at manden heller ikke kunne anses for berettiget til økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37. Kommunen anførte, at mandens manglende evne til at forsørge familieni givet fald skulle afholdes som personligt tillæg til førtids pensionen, men at han ikke opfyldte betingelserne for at modtage personligt tillæg.
Kommunen henviste til, at manden ved sit forbrug af arbejdsskadeer statningen på så kort tid havde bragt sig i en situation, der havde til formål at berettige ham til yderligere offentlig hjælp i form af personlige tillæg efter lov om social pension § 17, stk. 1, hvorefter tildeling af personlige tillæg bl.a. er betinget af, at pensionisten ikke er i besiddelse af en større formue.
Ankenævnet fandt, at manden måtte anses for berettiget til personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1, til dækning af sit egetløbende forsørgelsesbehov, sine særlige behov i øvrigt og sin for sørgelsespligt over for børnene i det omfang, den tillagte brøkpension ikke dækkede førnævnte behov.
Nævnet fandt desuden, at hustruen måtte anses for berettiget til kontanthjælp efter bistandslovens regler til dækning af sit eget løbende forsørgelsesbehov, sine særlige behov i øvrigt og sin forsørgelsespligt over for børnene fra ansøgningen den 19. september 1991.
Nævnet fandt, at så længe kommunen ikke havde afklaret, hvorvidt hustruen måtte have en uudnyttet arbejdsevne, der med rimelighedburde udnyttes, var bistandslovens § 40 ikke til hinder for udbeta ling af bistandshjælp.
Nævnet fandt ikke, at mandens forbrug af den tilkendte erhvervs evnetabserstatning var et forhold, der udelukkede ham og hustruen for tildeling af personlige tillæg og bistandshjælp, men alene et forhold, der kunne begrunde tilbagebetalingspligt for ydet personligt tillæg og bistandshjælp i det omfang, mandens disponerede forbrug efter en konkret vurdering måtte anses for uforsvarlig økonomi.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om familien var berettiget til supplerende hjælp i form af personligt tillæg og kontanthjælp samt til afklaring af, om forbruget af den tilkendte erstatning kunne karakteriseres som uforsvarlig økonomi.
