Ankestyrelsens principafgørelse O-84-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 15, stk. 5 og § 46a

Socialministeriets vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 22, pkt. 25

Sagsfremstilling 1:

oplysningerne om ansøgers indtægter og udgifter havde kommunens skøn, hvorefter ansøger selv kunne afholde udgiften, ikke været ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Sag nr. 2 drejede sig om hjælp til tandbehandling. Ankestyrelsen fandt, at kommunens behandlingsforslag måtte anses for fagligt forsvarligt.

Kommunens skøn over, hvilken tandbehandling der var nødvendig for fortsat at bevare ansøgers tænder, havde således ikke været ulovligt eller åbenbart urimeligt.

I sag nr. 3 havde kommunen afslået at betale en 3-leddet bro og tilbudt at betale en billigere bro.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens behandlingsforslag måtte anses for fagligt forsvarligt. Kommunens beslutning havde således ikke været ulovlig eller åbenbart urimelig.

Sag nr. 4 drejede sig om hjælp til yderligere psykologbehandling.

Under henvisning til, at behandlingen hjalp, at kontinuitet ibehandlingen var påkrævet sammenholdt med, at ansøger ikke umiddel bart ville kunne påbegynde behandling indenfor det offentlige system,havde det sociale ankenævn været berettiget til at tilsidesætte kom munens skøn.

I sag nr. 5 havde kommunen givet afslag på hjælp til tandbehandling til 15.000 kr, fordi kommunen skønnede, at ansøgerne selv havde midler til at afholde udgifterne til tandbehandlingen. Efter oplysningerne om ansøgernes indtægter og udgifter havde kommunens afgørelse om, at de selv kunne afholde udgifterne til behandlingen, ikke været ulovlig eller åbenbart urimelig.

Sagsfremstilling:

Sag nr. 1 - j.nr. 21301-92 Ansøger, der var enlig, modtog kontanthjælp. Hjælpen blev udbetalt med ialt 3.902 kr månedlig. Han boede på pensionat og betalte 1.050 kr i husleje og 1.450 kr for kost pr. måned. Han havde ikke yderligere faste udgifter og havde således 1.402 kr til rådighed pr. måned.

I april 1992 søgte ansøger om hjælp til anskaffelse af briller, i alt 1.806 kr.

Kommunen afslog at yde hjælp til betaling af brillerne under hen visning til, at ansøger var i stand til at afholde udgiften, eventuelt over en 3-måneders periode.

Ankenævnet pålagde kommunen at betale 1.000 kr af udgiften til anskaffelse af briller.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger selv måtte anses for at være i stand til at afholde en del af udgiften.

Kommunen klagede over afgørelsen og gjorde gældende, at ankenævnet ikke havde belæg for at omgøre kommunens skøn, idet skønnet efter kommunens opfattelse hverken var ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Kommunen henviste til, at bistandslovens § 46 a, jf. pkt. 22 og 25 i vejledning om kontanthjælp efter bistandsloven, omfatter såvel et økonomisk som et fagligt skøn.

Sagen blev behandlet i principielt møde til vurdering af nævnets kompetence i relation til bistandslovens § 15, stk. 5.

Afgørelsen af, om ansøger havde opfyldt de økonomiske betingelser for hjælp til anskaffelse af briller, beroede på et skøn.

Efter oplysningerne om ansøgers indtægter og udgifter fandt Anke styrelsen, at kommunens afgørelse, hvorefter ansøger skønnedes selv at kunne afholde udgiften til anskaffelse af briller, ikke havde været ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankenævnet havde derfor ikke været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Afgørelsen medførte ikke, at ansøger skulle tilbagebetale den ydelse, som han havde modtaget i henhold til ankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21302-92 Ansøger havde gennem en årrække modtaget hjælp efter bistandslovens § 37. Han modtog pr. måned 5.233 kr i kontanthjælp og havde efterfradrag af faste udgifter og ydelser på banklån et månedligt dispo nibelt beløb til kost, tøj m.v. på 1.709 kr. I januar 1992 søgte han om hjælp til tandbehandling bestående af fyldninger, rodbehandling, tandudtrækning og metalkeramikkrone. Udgiften til tandbehandlingen beløb sig ifølge tilbuddet fra ansøgers tandlæge til i alt 10.388 kr.

Tandlægen havde oplyst, at ansøger sidst havde været til tandeftersyn for 1 1/2 til 2 år siden.

Kommunen bevilgede hjælp til absolut nødbehandling (smertebehand ling), men afslog yderligere tandbehandling med den begrundelse, at udgiften ikke vurderedes at være en rimelig begrundet enkeltudgift ud fra den betragtning, at det drejede sig om et ikke vedligeholdt tandsæt, ligesom den foreslåede behandlingsudgift ikke ville kunne afholdes af en almindelig arbejdsindtægt, jf. pkt. 25 i vejledning om kontanthjælp.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde ansøger hjælp til tandbehandling med et beløb på 7.388 kr.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke selv var i stand til at afholde udgifterne til tandbehandlingen, og at den løsning, tandlægekonsulenten havde foreslået, hvor metalkeramikkronen blev erstattet af 2 plastfyldninger, skønnedes at være en nødvendig og fagligt forsvarlig behandling.

Kommunen henviste ligesom i sag nr. 1 til, at ankenævnet ikke havde belæg for at omgøre kommunens skøn. Der henvistes endvidere til, at udgiften ikke ville kunne afholdes af en almindelig arbejdsindtægt, og at nævnet på det faglige område havde "overskønnet" kommunens cheftandlæge og anlagt et højere og fordyrende skøn.

Sagen blev ligesom sag nr. 1 behandlet i principielt møde til afklaring af nævnets kompetence i relation til bistandslovens § 15, stk. 5.

Afgørelsen af, hvilken tandbehandling der er påkrævet, beror på et skøn.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens behandlingsforslag måtte anses for fagligt forsvarligt.

Kommunens skøn over, hvilken tandbehandling der var nødvendig for fortsat at bevare ansøgers tænder, havde således ikke været ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ankenævnet havde derfor ikke været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke, at ansøger skulle tilbage betale den ydelse, han havde modtaget i henhold til ankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 21303-92 Ansøger, der var enlig med et mindreårigt barn, havde modtaget kontanthjælp siden 1985. Efter fradrag for udgifter til husleje, telefon og forsikring havde hun 2.666 kr til rådighed pr. måned. Af dette beløb 2 betalte ansøger afdrag på et banklån med 900 kr pr. måned. Ansøger modtog børnetilskud og børnefamilieydelse.

I august 1991 søgte ansøger om hjælp til betaling af en 3-leddet bro til en pris af 10.820 kr. Det blev oplyst, at ansøger flere gange havde fået repareret den gamle bro, og det var ifølge ansøgers tandlæge urealistisk at reparere den påny.

Kommunen gav afslag på ansøgningen og begrundede afslaget med, at kommunens cheftandlæge alternativt havde peget på en faglig og forsvarlig billigere behandlingsløsning i form af en bro med udvidet præparationsretention eller aftagelig unitor.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde ansøger hjælp efter bistandslovens § 46 a til tandbehandling i form af en konventionel bro.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet ikke fandt, at ansøger var i stand til selv at afholde udgiften til fremstilling af broen, og en konventionel metalkeramikbro skønnedes at være om ikke den eneste forsvarlige løsning så dog den mest hensigtsmæssige.

Kommunen gjorde som i de to tidligere sager gældende, at ankenævnet ikke havde belæg for at omgøre kommunens skøn. Der henvistes endvidere til, at udgiften ikke ville kunne afholdes af en almindelig arbejdsindtægt, og at ankenævnet på det faglige område havde "overskønnet" kommunens cheftandlæge og anlagt et højere og fordyrende skøn.

Sagen blev ligesom sag nr. 1 og sag nr. 2 behandlet i principieltmøde til afklaring af nævnets kompetence i relation til bistandslo vens § 15, stk. 5.

Afgørelsen af, hvilken tandbehandling der er påkrævet, beror på et skøn.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens behandlingsforslag måtte anses for fagligt forsvarligt.

Kommunens beslutning om at yde ansøger hjælp i form af etablering af den billigere bro havde ikke været ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankenævnet havde derfor ikke været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

De ydelser, der var modtaget i henhold til ankenævnets afgørelse, skulle ikke tilbagebetales.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 21510-92 Ansøger led af en angstneurose. Hendes forældre havde betalt 10 psykologbehandlinger for hende, og kommunen havde herefter i 1991 og 1992 bevilget hjælp efter bistandslovens § 46 a til i alt 25 behandlinger.

I marts 1992 søgte ansøger om hjælp til yderligere behandling under henvisning til, at hun ikke var færdigbehandlet og fortsat havde brug for psykologisk hjælp. Kommunen gav afslag på ansøgningen og begrundede afslaget med, at denhidtidige bevilling måtte anses for at være et rimeligt behandlingstilbud. Der henvistes endvidere til, at ansøger som alter nativ havde mulighed for at benytte det eksisterende psykiatriske system.

Ankenævnet fandt, at kommunen ud fra en lægelig vurdering af sagen ikke kunne afslå at yde ansøger hjælp til den ansøgte psykologbehandling, da denne fandtes lægeligt velbegrundet.

Sagen hjemvistes derfor til kommunen til vurdering af, om ansøgerselv havde midler til at afholde udgiften til 2 månedlige psykolog behandlinger i 1 1/2 år.

Ved indankningen anførte kommunen, at kommunen ikke bestred, at ansøger havde behov for yderligere behandling. Al behandling af denne art kunne henvises til sygehusvæsenets psykiatriske afdelinger, og det hørte under kommunernes frie skøn at vurdere, i hvilket omfang der skulle tilbydes behandling hos en privatpraktiserende psykolog. Kommunen fandt således ikke, at ankenævnet havde haft hjemmel til at pålægge kommunen den type udgift.

Sagen blev ligesom sag nr. 1, 2 og 3 behandlet i principielt møde til afklaring af nævnets kompetence i relation til bistandslovens § 15, stk. 5.

Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt behandlingen skulle foregå indenfor det offentlige behandlingssystem eller i privat regi, som udgangspunkt beroede på et skøn.

Under henvisning til, at den igangværende behandling hjalp ansøger, at kontinuitet i behandlingen var påkrævet, sammenholdt med at ansøger ikke umiddelbart ville kunne påbegynde behandling indenfor det offentlig system, fandt Ankestyrelsen, at ankenævnet havde været berettiget til at tilsidesætte kommunens skøn.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 21654-92 Ansøger og hans ægtefælle søgte i april 1992 kommunen om hjælp til tandbehandling. Ifølge tilbud fra ansøgers tandlæge kostede behandlingen i alt 15.000 kr.

Ansøger arbejdede som maskinsnedker og havde en månedlig nettoindtægt på 9.498 kr. Hans ægtefælle var hjemmearbejdende husmoder.

Ægtefællernes faste udgifter udgjorde 5.447 kr. Til rest til kost, medicin og tøj m.v. 4.542 kr pr. måned.

Kommunen gav afslag på ansøgningen og begrundede afslaget med, at ægtefællerne selv skønnedes at have midler til at afholde udgifterne ved tandbehandlingen.

Ankenævnet fandt, at ægtefællerne var berettiget til henholdsvis over- og undermundsprotese med et beløb svarende til aftalen i henhold til overenskomsten for tandteknikere. Differencen mellem tandteknikeroverenskomsten og tandlægens pris fandt nævnet, at ansøgerne selv kunne afholde. I klagen gjorde kommunen gældende, at ankenævnet ved sin afgørelse havde tilsidesat kommunens begrundelse for afgørelsen uden at lægge vægt på, om afgørelsen havde været ulovlig eller åbenbart urimelig, jf. bistandslovens § 15, stk. 5.

Sagen blev ligesom tidligere sager behandlet i principielt møde til afklaring af nævnets kompetence i relation til bistandslovens § 15, stk. 5.

Afgørelsen af, om ægtefællerne havde opfyldt de økonomiske betin gelser for hjælp til tandbehandling, beroede på et skøn.

Ankestyrelsen fandt efter oplysningerne om ansøgers indtægter og udgifter, at kommunens afgørelse, hvorefter ægtefællerne selv skønnedes at kunne afholde udgiften til tandbehandlingen, ikke havde været ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankenævnet havde derfor ikke været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Afgørelsen medførte ikke, at ægtefællerne skulle tilbagebetale ydelsen, der var modtaget i henhold til ankenævnets afgørelse.