Ankestyrelsens principafgørelse U-3-93

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

30-10-2010

Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. - lov nr. 80 af 8. marts 1978 - § 6

Lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde - lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 - § 21

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 16360-91

Under en øvelse den 24. marts 1980 fik en værnepligtig en spade i hovedet, hvorved han knækkede en tand. Tanden blev fjernet operativt, og der blev lavet en bro, som blev betalt af Sikringsstyrelsen efter reglerne i loven om erstatning til skadelidte værnepligtige.

I 1991 viste det sig, at tandbroen var knækket, og at det derfor var nødvendigt at fremstille en ny 3-leddet bro, hvortil udgifterne efter et overslag fra skadelidtes tandlæge udgjorde 11.980 kr.

Arbejdsskadestyrelsen gav afslag på betaling af udgifterne vedrørende den foreslåede tandbehandling. Styrelsen henviste til, at det var styrelsens tandlægekonsulents opfattelse, at den nu konstaterede skade var en følge af slitage på grund af belastning ved udtalt tænderskæren.

Det var normal praksis i sådanne sager, at der ydes erstatning for at tilvejebringe forhold så nær som muligt det, der var tilfældet inden skaden. Erstatning ydes normalt kun én gang, idet der ikke er hjemmel til livslang vedligeholdelse af de udførte arbejder.

Det var derfor tandlægekonsulentens opfattelse, at der i den fore liggende sag ikke kunne ydes yderligere erstatning.

Arbejdsskadestyrelsen tilsluttede sig tandlægekonsulentens synspunk ter, og det påhvilede således ikke styrelsen at afholde udgifterne ved den nu foreslåede behandling.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med den af Arbejdsskadestyrelsen anførte begrundelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den tidligere foretagne be handling med en 3-leddet bro havde været fagligt korrekt, og at den havde bragt tilstanden så nær som muligt tilstanden inden skadens indtræden.

Behovet for udskiftning af broen måtte i betragtning af den alminde lige erfaring med hensyn til holdbarheden af tandlægearbejder af denomhandlede karakter anses for opstået som en følge af almindelig sli tage af en behandling, der var en følge af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at der var en sådan årsagsfor bindelse mellem den arbejdsskade, der overgik skadelidte i 1980, og den tandbehandling, der nu havde vist sig nødvendig, at der var grundlag for yde dækning i henhold til værnepligtsloven af de med denne behandling forbundne udgifter.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 12020-92

Den 2. september 1958 var en landvæsenselev udsat for en arbejdsu lykke, hvor han mistede fire fortænder. Han fik dengang indsat en midlertidig protese, da han på skadetidspunktet kun var 16 år, og en endelig behandling derfor ikke kunne gennemføres. I 1966 betalte forsikringsselskabet for en guldbro.

I forbindelse med kontrol af fortandsbroen i 1971 konstateredes en opløsning af roden på hjørnetanden i højre side af overkæben, hvorfor tanden måtte fjernes operativt, og broen måtte påsættes ny facade og addentfyldning. Forsikringsselskabet betalte behandlingen, ligesom selskabet i 1975 betalte for en behandling, hvorved der bl.a. fremstilledes nogle sammenloddede kroner.

I 1991 fremsendte skadelidtes tandlæge et honoraroverslag lydende på 4.971 kr. til selskabet vedrørende ny behandling, som tandlægen fandtnødvendig. Tandlægen anførte, at han i 1975 i samråd med Tandlæ gehøjskolen lavede en større restaurering af skadelidtes tænder. Dette havde fungeret perfekt indtil nu, hvor en krone havde løsnet sig, hvorfor det var nødvendigt med yderligere behandling.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at det påhvilede forsikringsselskabet at afholde udgifterne til den nu foreslåede behandling, idet sagen ikke var afsluttet på tidspunktet for styrelsens afgørelse.

Arbejdsskadestyrelsen traf senere afgørelse om, at der ikke tilkom skadelidte nogen invaliditetserstatning efter ulykkesforikringsloven, jf. § 32.

Arbejdsskadestyrelsen udtalte samtidig, at sagen kunne genoptages inden for 5 år, hvis omstændighederne ændrede sig væsentligt.

Forsikringsselskabet anførte i sin klage, at den foreslåede tandbe handling måtte anses for at være almindeligt vedligeholdelsesarbejde af tidligere udført tandlægearbejde, og at selskabet derfor ikke skulle betale. Selskabet gjorde opmærksom på, at man allerede i 1976 havde betalt den endelige tandbehandling.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen i Danske Lov 5 - 14 - 4 måtteantages at finde anvendelse på krav om betaling efter ulykkesforsi kringsloven § 21 af udgifter til tandbehandling.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at fordringen måtte anses for stiftet ved skadens indtræden i 1958. Forældelsen måtte imidlertid anses for afbrudt ved de stedfundne betalinger af senere tandbehandlinger.

Under hensyn til den almindelige erfaring med hensyn til holdbarheden af større tandarbejder fandt Ankestyrelsen ikke, at den nu omhandlede tandbehandling kunne betragtes som en følge af den oprindelige skade, men måtte henføres til almindeligt slid. Der var således tale om et almindeligt vedligeholdelsesarbejde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at selskabet i 1976 havde betalt for den endelige tandbehandling.

Det påhvilede herefter ikke forsikringsselskabet at afholde de om handlede udgifter. Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 15515-92

I perioden fra 1954 til 1966 arbejdede skadelidte som bager. I 1966 overgik han til kontorarbejde.

I perioden fra 1965 til 1970 var han blevet behandlet på Københavns Tandlægehøjskole, hvor der i 1967 var blevet fremstillet en bro til venstre side af undermunden, i 1968 en bro til venstre side af overmunden og i 1970 en bro til højre side af overmunden.

Den aktuelle behandling vedrørte den i 1967 fremstillede bro, der var løsnet. Skadelidtes tandlæge havde udført en behandling, afsluttet 11. oktober 1991, for et beløb af 5.097 kr.

Det var tillige oplyst, at skadelidte havde paradentose i det meste af tandsættet.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at tilfældet ikke berettigede til er statning efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Afgørelsen var begrundet med, at den aktuelle tandbehandling om fattede sædvanlig vedligeholdelse og reparation som følge af slitagegennem 26 år uden for bagerfaget. Arbejdsskadestyrelsen mente des uden, at udgifterne ved den i 1967 udførte behandling ikke kunne refunderes, jf. dansk rets almindelige 20-årige forældelsesregel.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse med den af Arbejdsskadestyrelsen anførte begrundelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at udgifterne til den 1967 udførte be handling på Københavns Tandlægehøjskole ikke kunne refunderes efter arbejdsskadeforsikringsloven, jf. dansk rets almindelige 20-årige forældelsesregel.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at skadelidtes behov for tand behandling skyldtes en fremadskridende paradentose samt almindeligt slid på en bro, der havde holdt i mere end 20 år.