Ankestyrelsens principafgørelse O-30-93

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20520-92

En mand tog efter udskrivning fra psykiatrisk hospital i A kommune ophold hos en familie i B kommune i en familieplejelignende ordning. Han havde fået kontakt med "familieplejen" under sin indlæggelse på hospital i Århus. Der blev ikke udbetalt plejeløn. Han betalte selv for kost og logi af sin pension.

Opholdet i "familieplejen" skete uden medvirken fra A kommune, men med medvirken af psykiatrisk hospital.

Manden modtog højeste førtidspension og havde modtaget hjælp i henhold til bistandslovens § 58 til køb af briller, i alt 444 kr.

Ankenævnet tiltrådte A kommunes afgørelse, hvorefter B kommune ikke kunne kræve refusion af udgifter til ham efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at pågældende under sit ophold hos plejefamilien i B Kommune ikke modtog ydelser i henhold til bistandsloven.

Nævnet fandt herefter, at uanset psykiatrisk hospital i A kommune havde medvirket til pågældendes ophold hos plejefamilie i B kommune, var A kommune frigjort for sin betalingsforpligtelse, da pågældende under opholdet i plejefamilie havde klaret sig selv uden støtte efter bistandslovens bestemmelse. B kommune anførte, at der ikke var holdepunkter for, at en meget kortvarig periode på ca. 3 måneder uden bistandslovsydelser skullebevirke, at betalingsforpligtelsen overgik til ny kommune i bi standslovens § 11-situationer.

B kommune anførte videre, at der havde været ydet hjælp til hjælpemidler i henhold til bistandslovens § 58 samt ydet almindelig råd og vejledning i henhold til bistandlovens § 28.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om A kommune var fritaget for opholdskommuneforpligtelsen, uanset at psykiatrisk hospital i A kommune medvirkede ved flytningen til B kommune, og uanset at der under opholdet i B kommune havde været ydet rådgivning og vejledning.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var frigjort for sin betalings forpligtelse for udgifter til manden efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han, som modtog førtidspension, efter udskrivning fra psykiatrisk hospital, i A kommune, selv havde betalt for kost og logi af sin pension.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at familien i B kommune, ikke modtog plejeløn under hans ophold.

Det forhold, at der blev ydet hjælp til briller efter bistandslovens § 58 og almindelig rådgivning og vejledning under opholdet hos familien i B kommune, fandtes ikke at ændre, at han havde klaret sig selv i denne periode, hvorved særlig bemærkedes, at udgiften til briller ikke havde sammenhæng med det handicap, som han var indlagt for.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20530-91

Denne sag vedrørte samme person, som i ovennævnte sag j.nr. 20520-92. Den pågældende blev efter sit ophold i familiepleje i B kommune indlagt på sygehus i C kommune den 26. januar 1984.

Den 5. marts 1984 blev han udskrevet til egen bolig i C kommune med hjælp fra hospitalet og af C kommune. Her boede han, indtil han blev optaget på et psykiatrisk plejehjem den 10. juni 1986. I perioden 5. marts 1984 til 10. juni 1986 modtog han hjemmehjælp og var indlagt i 3 perioder på C sygehus.

Ankenævnet fandt, at C kommune kunne kræve refusion af udgifter til bistand til manden efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Nævnet lagde vægt på, at der i forbindelse med udskrivningen til egen bolig fra C sygehus den 5. marts 1984 var medvirken både fra hospitalet og fra C kommune, og at han efter udskrivningen modtog bistand i form af hjemmehjælp, så længe han boede i lejligheden. I klagen anførte B kommune, at udskrivning fra C sygehus skete undermedvirken fra C kommune og uden inddragelse af en eventuel be talingskommune med mulighed for at have indflydelse på det videre forløb.

Det blev videre gjort gældende, at C kommune måtte afklare betalings kommuneforpligtelsen med A kommune.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken betydning det har for refusionskravet, at der havde været kontinuerlig bistand i form af hjemmehjælp.

Ankestyrelsen fandt, at C kommune ikke kunne kræve refusion af den kommunale andel af udgifterne ved bistand til manden i henhold til lov om social bistand § 11.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han efter udskrivning til eget hjem havde klaret sig for sin førtidspension, og at den ydede hjemmehjælp havde et så begrænset omfang, at han ikke kunne anses for at være anbragt i pleje i C kommune.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.