En mand havde i perioden 8. oktober 1974 til 1.april 1982 været indlagt på et hospitals retspsykiatriske afdeling i B kommune på grundlag af en dom til anbringelse og senere behandling på eller tilsyn af psykiatrisk hospital.
Han blev udskrevet som dagpatient med privat bolig i B kommune på betingelse af, at der fremover førtes et intensivt tilsyn for at sikre mod helbredsmæssige tilbagefald.
Det intensive tilsyn indebar, at han skulle møde dagligt på hospitalet, hvor han skulle have sin medicin og lægelig behandling, og hvor han var beskæftiget i hospitalets beskyttede værksted, og hvor der var kontakt med socialforvaltningen.
Han havde herefter indtil 1. februar 1988 i kortere og længere per ioder været indskrevet som dag- og døgnpatient. I perioden 16. juni 1986 til 24. september 1987 var han indlagt som retslig observant og fra 24. september 1987 til 1. februar 1988 som domsanbragt.
Den 1. februar 1988 blev han udskrevet til sygehus i A kommune og den 20. september 1988 blev han overført til psykiatrisk hospital i C kommune.
Manden havde modtaget højeste førtidspension siden 1. marts 1978. Han flyttede folkeregisteradresse fra A til B kommune i marts 1982. Det fremgik af flyttemeddelelsen, at han ikke havde modtaget nogen form for pensionsudbetaling siden 8. december 1974, idet han var indlagt på hospitalet, retspsykiatrisk afdeling fra 8. oktober 1974.
I et brev af 25. oktober 1991 fra hospitalet i B kommune fremgik det, at "den pågældende var indlagt i herværende afdeling på eller under tilsyn af psykiatrisk hospital. Forholdene omkring den pådømte sag var af en sådan karakter, at han måtte anses for omfattet af bestemmelserne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 31. marts 1976 om amtskommunernes indbyrdes betalingsforpligtelser i forbindelse med varetagelsen af retspsykiatriske opgaver, § 1, stk. 2 jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 96 af 27. april 1976 om anbringelse m.v. af retspsykiatriske patienter på psykiatriske sygehuse, pkt. 4, uagtet sagsbehandlende statsadvokat ikke traf nogen formel beslutning om behandling uden for hjemstedskommunen. De påberåbte grunde til fortsat placering uden for hjemstedskommunen var dog fuldt ud til stede, også ved patientens gentagne udskrivninger som dagpatient. Den sluttelige udskrivning til Amtssygehuset den 1. februar 1988 måtte opfattes som et forsøg på tilbageførsel til hjemstedskommunen på baggrund af den forløbne tid siden den oprindelige dom af 2. juni 1975, et forsøg der fik et sådant forløb, at det fandtes mest hensigtsmæssigt på ny at overføre patienten til opholdssted uden for amtet, nu Psykiatrihospitalet, C kommune. "
A kommune havde i et brev af 11. januar 1982 meddelt, at kommunen påtog sig de en opholdskommune påhvilende udgifter i henhold til bistandslovens § 11 ved mandens flytning til B kommune.
I perioden 1982 til 27. august 1990 modtog pågældende hjælp efter bistandslovens § 58 til telefonabonnement og briller.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge A kommune refu sionspligt for udgifter efter bistandsloven til manden. Nævnet lagde vægt på, at den pågældende ifølge det oplyste i udskrivningsperioderhavde klaret sig i selvstændig bolig i A kommune uden (refusionsbe rettiget) hjælp efter bistandsloven.
Nævnet fandt videre, at den pågældende ved sin udskrivning til selvstændig bolig i A kommune den 1. april 1982 erhvervede fast bopælskommune i denne kommune bl.a. med den følge, at kommunen ikke efterfølgende kunne søge udgifter efter bistandsloven refunderet af en tidligere opholdskommune.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af enbehandlingsdoms betydning for refusionsspørgsmålet efter bistands lovens §§ 10 og 11.
