En 92-årig kvinde led af følger efter en hjerneblødning med halvsidig lammelse. Hun var derudover blind og svagthørende og havde behov for vedvarende pleje. Hun var i 1986 flyttet til England, hvor hendes datter var bosat. I juli 1991 blev hun optaget i et privat plejehjem. Udgiften til opholdet udgjorde 300 pund om ugen.
Pensionisten, som ikke havde formue, havde indtægter i form af fuld folkepension med et beløb svarende til 93,18 pund om ugen, supplerende "income support" på 161,82 pund om ugen og lommepenge på 11,40 pund om ugen. Der manglede herefter 45 pund (ca. 400 kr.) ugentlig til dækning af udgiften ved plejehjemsopholdet.
Datteren søgte herefter på hendes vegne om personligt tillæg til dækning af restbeløbet ved plejehjemsopholdet.
Kommunen gav afslag på personligt tillæg.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afslag, da den ansøgte udgift ikke skønnedes at være en nødvendig og rimelig udgift. Nævnet lagde vægt på, at de engelske myndigheder ved tildeling af "income support" havde kompenseret for pensionistens udgifter til ophold uden for eget hjem med samme maximale niveau for et nødvendigt og rimeligt udgiftsniveau for engelske statsborgere i en tilsvarende situation.
Det var således nævnets opfattelse, at det faldt uden for formålet med tildeling af personligt tillæg at sikre en dansk statsborger i England en bedre retsstilling, end der gælder for dette lands egne statsborgere.
Nævnet lagde desuden vægt på, at pensionisten havde valgt at rejse til England i en så høj alder, at optagelse på plejehjem måtte have været forudseelig inden for en overskuelig fremtid.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det falder uden for formålet med tildeling af personligt tillæg at yde hjælp i den omhandlede situation, herunder om der ved tildeling af personligt tillæg til en dansk statsborger i udlandet bør sigtes på, at borgeren ikke stilles bedre end svarende til forholdene i det pågældende land.
