En kvinde fik den 8. april 1991 bevilget orlov fra sit arbejde somsocialrådgiver på grund af barns alvorlige sygdom og modtog erstatning for tabt arbejdsfortjeneste beregnet efter en ugentlig arbejds tid på 18 timer.
I forbindelse med fornyelse af faglig overenskomst blev pågældende socialrådgiverstilling opnormeret fra 18 timer til 21,5 timer pr. uge med virkning fra maj måned 1991.
Overenskomstforhandlingerne var startet i marts måned 1991.
Kvinden søgte herefter om regulering af erstatningen for tabt ar bejdsfortjeneste under henvisning til, at stillingen var blevet opnormeret med 3,5 timer pr. uge.
Kvinden gjorde gældende, at der ikke var tale om lønstigning, men om en opnormering, som hun var bekendt med før orloven blev påbegyndt.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter kvinden ikke var berettiget til regulering af den modtagne erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Nævnet lagde vægt på, at der ved beregningen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til bistandslovens § 48 som hovedregelskal tages udgangspunkt i den indtægt den pågældende havde til rådig hed ved bevillingens ikrafttræden.
Da opnormeringen af timetallet i den stilling kvinden havde orlov fra trådte i kraft 1 måned efter orlovens påbegyndelse fandt nævnet, at hun ikke var berettiget til regulering af det bevilgede beløb i henhold til bistandslovens § 48.
I klagen gjorde kvindens advokat blandt andet gældende, at opnormeringen af timetallet var besluttet og bevilget, før hun påbegyndte sin orlov.
Sagen blev behandlet på principielt møde som supplement til SM O-94 93 til afklaring af, om en efterfølgende opnormering af timetal kunne bevirke ændring i tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.