Ankestyrelsens principafgørelse O-39-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 47, stk. 1 og § 47, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 30

En kvinde blev henvist til behandling på et distriktspsykiatrisk daghus, beliggende i B kommune.

Kvinden boede efter det oplyste på daværende tidspunkt hos sin moder og dennes samlever i A kommune. Med henvisning til, at hun havde fundet en bolig i B kommune, ansøgte hun A kommune om hjælp til flytning.

A kommune ansøgte B Kommune om samtykke til flytningen. B kommune accepterede flytningen.

B kommune tilbagekaldte efterfølgende sit samtykke og krævede refusion fra A kommune. Som begrundelse anførte B kommune, at A kommune ved flytteanmodningen havde undladt at oplyse, at kvinden havde psykiske problemer og stod overfor optagelse i daghus.

Der var tillige henvist til, at boligen, som hun flyttede til, ikke var velegnet til en person med helbredsmæssige og psykiske problemer.

Det fremgik i øvrigt af sagen, at B kommune kort efter flytningen bevilgede kvinden støtte til flytning til en anden bolig.

Det sociale ankenævn fandt, at A kommune fortsat måtte betragtes somretlig opholdskommune for kvinden efter hendes flytning til B kommu ne. Afgørelsen blev begrundet med, at betingelserne i bistandslovens § 47, stk. 1, om, at forbedring af hendes boligforhold ikke fandtes opfyldt, og at B kommunes samtykke til flytningen måtte anses for givet på et ufuldstændigt grundlag, hvilket A kommune måtte bære ansvaret for.

A kommune anførte i forbindelse med behandlingen af sagen, atbistandslovens § 47 alene omhandler en vurdering af følgende objek tive kriterier, nemlig om pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold forbedres i forbindelse med flytningen.

Kommunen anførte videre, at det ville få helt uoverskuelige konse kvenser, hvis det blev legaliseret, at samtykke efterfølgende kunnetrækkes tilbage ud fra forhold, der ikke er omhandlet i bistandslo vens § 47. Det måtte således forudses, at et utal af andre forhold, som fra en kommunes synsvinkel burde være indføjet i § 47, ville blive afprøvet som mulige afvisningsgrunde.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en kommune efterfølgende kan trække et samtykke tilbage, således at fraflytningskommunen fortsat må betragtes som opholdskommune.

I en situation, hvor tilflytningskommunen fra fraflytningskommunen ikke har fået oplyst om væsentlige forhold, som kan have afgørende betydning for tilflytningskommunens vurdering af, om der er grundlag for at give samtykke til flytningen, fandt Ankestyrelsen, at tilflytningskommunen måtte være berettiget til at tilbagekalde sit samtykke.

Med henvisning til oplysningerne i sagen om, at kvinden havde væsentlige psykiske problemer og skulle påbegynde behandling, fandt Ankestyrelsen, at dette var en væsentlig oplysning, som kunne være bestemmende for tilflytningskommunens vurdering af, om den aktuelle bolig var velegnet netop for hende.

Ankestyrelsen tog ved afgørelsen ikke stilling til, om betingelserne for bevilling af flyttehjælp i øvrigt var opfyldt, men fandt alene med henvisning til den manglende orientering fra fraflytningskommunenom relevante helbredsforhold, at tilflytningskommunen havde været be rettiget til at tilbagekalde sit samtykke.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.