Ankestyrelsens principafgørelse P-20-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 14 og § 15

Note:

*) Note: Afgørelserne udgør et supplement og en delvis ændring af den praksis vedrørende behovsbestemt førtidspension, der fremgår af SM-meddelelserne: SM P-4-87, SM P-21-87, SM P-5-88, SM P- 7-88, SM P-13-88, SM P-16-88 og SM P-11-89.

Sagsfremstilling 1:

Sag nr 1. - j.nr. 60497-93:

Ansøgeren var en 59-årig kvinde, der havde ansøgt om behovsbestemt førtidspension som 57-årig i forbindelse med ægtefællens overgang til efterløn på mindste sats.

Ansøgeren havde ingen erhvervsuddannelse og havde ikke haft ude arbejde, siden hun blev gift i 1957.

I perioden 1962 til 1972 havde hun været medhjælpende hustru i et mindre landbrug.

Ansøgeren havde ingen helbredsgener af betydning.

Kommunen havde ved afgørelse af 19. august 1993 givet afslag på førtidspension med den begrundelse, at arbejdsevnen ikke var varigt nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold alene eller på grund af sociale og økonomiske forhold.

Nævnet havde tiltrådt denne afgørelse med kommunens begrundelse.

Ansøgeren havde ret til forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3, med virkning fra kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på ansøgerens og hendes ægtefælles indtægter i form af ægtefællens efterløn på mindste sats, der ikke udgjorde et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det under hensyn til an søgerens alder og til, at hun ikke havde haft erhvervsarbejde, siden hun blev gift i 1957, ikke længere kunne forventes, at hun kunne få beskæftigelse, hvorved hun kunne bidrage til forsørgelsen.

_______________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag. nr. 2. - j.nr. 60021-93: Ansøgeren var en 60-årig kvinde, der havde ansøgt om behovsbestemt førtidspension som 57-årig i forbindelse med ægtefællens overgang fra efterløn til folkepension. Ansøgeren havde i 1954 gennemført en ét-årig uddannelse som barne plejerske. Hun havde herefter ikke haft erhvervsarbejde, siden hun blev gift i 1955.

Ansøgeren havde ingen helbredsgener.

Ansøgeren ville i en periode fra 1. juli 1994 til udgangen af juni 1999 få udbetalt en livrente, der årlig udgjorde 13.900 kr.

Ægtefællen havde et mindre supplement til folkepensionen i form af udbytte af indekskontrakter, ATP og obligations- og bankrenter.

Ægteparrets samlede årlige forsørgelsesgrundlag ville være varie rende, men ville ikke på noget tidspunkt komme til at overstige udelukkelsesgrænsen for tilkendelse af behovsbestemt førtidspension.

Kommunen havde ved afgørelse af 27. maj 1992 givet afslag på før tidspension med den begrundelse, at helbredsforholdene ikke nedsatte erhvervsevnen med mindst halvdelen. Der fandtes heller ikke at være et varigt behov for forsørgelse.

Nævnet havde tiltrådt denne afgørelse med henvisning til, at an søgerens forsørgelsesgrundlag ikke varigt lå under grænsen for tilkendelse af behovsbestemt førtidspension.

Ansøgeren havde ret til forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3 med virkning fra kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens og hendes ægtefælles samlede forsørgelsesgrundlag på ansøgningstidspunktet var under udelukkelsesgrænsen for tilkendelse af behovsbestemt førtidspension, og at det ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at ansøgerens fremtidige indtægt ville komme over udelukkelsesgrænsen.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på ansøgerens alder sammenholdt med, at hun ikke havde nogen erhvervserfaring. Det vurderedes derfor, at der ikke var nogen realistiske muligheder for erhvervsplacering.

__________________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag. nr. 3. - j.nr. 60493-93: Ansøgeren var en 55-årig kvinde, der havde ansøgt om behovsbestemt førtidspension som 54-årig i forbindelse med ægtefællens overgang fra efterløn til folkepension.

Ansøgeren havde ingen erhvervsuddannelse og havde ikke haft er hvervsarbejde, siden hun blev gift i 1965. I de seneste 10 år havde hun passet sin mor i hjemmet, men der forelå ingen oplysninger om, i hvilket omfang moderen var plejekrævende.

Ansøgeren havde ingen helbredsgener.

Kommunen havde ved afgørelse af 22. juli 1993 givet afslag på førtidspension med henvisning til, at ansøgerens erhvervsmuligheder ikke var udtømte under hensyn til hendes alder og helbredsforhold. Nævnet havde stadfæstet denne afgørelse med henvisning til, at ansøgerens muligheder for at opnå beskæftigelse ikke var undersøgt.

Ansøgeren havde ikke ret til førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, stk. 3.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at ansøgerens ægtefælle var overgået fra efterløn til folkepension den 1. september 1993. Ansøgerens oghendes ægtefælles samlede forsørgelsesgrundlag bestående af folkepension og en renteindtægt oversteg tilsammen ikke udelukkelses grænsen for tilkendelse af behovsbestemt førtidspension.

Ankestyrelsen lagde imidlertid vægt på, at ansøgeren ikke havde helbredsklager, der skulle modsige erhvervsarbejde, og at der ikke havde været iværksat arbejdsprøvning eller andre foranstaltninger med henblik på undersøgelse af ansøgerens erhvervsmuligheder.

Ankestyrelsen vurderede på denne baggrund, at det ikke var til strækkeligt godtgjort, at ansøgeren under hensyn til hendes alder og helbredsforhold ikke kunne klare erhvervsarbejde.

Ansøgeren opfordredes derfor til at kontakte social- og sundhedsforvaltningen med henblik på at få undersøgt mulighederne for at finde en egnet beskæftigelsesmulighed for hende.

_________________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4. - j.nr. 60184-94: Ansøgeren var en 56-årig kvinde, der havde ansøgt om behovsbestemt førtidspension som 55-årig. Ansøgeren var fraskilt i 1985 og levede alene.

Ansøgeren var uddannet folkeskolelærer i 1957 og havde herefter arbejdet som lærer frem til barsel i 1967. Hun opsagde herefter sit arbejde og blev husmor. I årenes løb havde hun ind imellem lidt vikararbejde. Efter hun blev enlig, gennemførte hun et kursus som indvandrerlærer, og hun søgte mange stillinger inden for sit fagområde, uden at det lykkedes at få ansættelse.

Ansøgeren havde ingen væsentlige helbredsgener ud over udtalt paradentose, der havde medført tab af en del tænder.

Ansøgeren angav at have problemer med at få en tilstrækkelig god tandprotese, som hun kunne tale tydeligt med. Det var vigtigt for hende som underviser at kunne tale tydeligt.

Kommunen havde ved afgørelse af 9. september 1993 givet afslag på førtidspension med den begrundelse, at hverken helbredsmæssige eller sociale forhold talte for pension.

Nævnet havde stadfæstet denne afgørelse med den begrundelse, at ansøgeren var uden helbredsmæssige problemer og ikke endnu havde nået den alder, hvor der efter praksis var grundlag for tilkendelse af behovsbestemt førtidspension.

Ansøgeren havde ikke ret til førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3. Ankestyrelsen var opmærksom på, at ansøgeren var uddannet folkeskolelærer, men ikke havde været i egentligt ansættelsesforhold siden barselsorlov i 1966-67. Efter separation i 1983 havde hun uden held forsøgt at vende tilbage til erhvervsarbejde.

Ankestyrelsen lagde imidlertid vægt på, at ansøgeren var 56 år og ikke havde helbredsgener, der modsagde erhvervsarbejde. Efter erhvervsophør i 1967 havde hun gennemført forskellige supplerende kurser med henblik på at bevare tilknytningen til sit erhvervsområde. Senest havde hun, efter at hun var blevet enlig, gennemført kursus som indvandrerlærer. Ankestyrelsen vurderede derfor, at ansøgeren ud fra sin alder og sine helbredsforhold fortsat havde erhvervsressourser, som burde kunne udnyttes.

Ankestyrelsen henstillede således til kommunen at være ansøgeren behjælpelig med at skaffe en erhvervsplacering eventuelt uden for hendes erhvervsområde.

Ankestyrelsen henstillede desuden til kommunen at undersøge mulighederne for at yde ansøgeren hjælp til tandbehandling i henhold til bistandslovens bestemmelser.

______________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5. - j.nr. 60251-94: Ansøgeren var en 58-årig kvinde, der havde ansøgt om behovsbestemt førtidspension som 57-årig. Hun havde været enke siden 1991.

Ansøgeren var uddannet advokatsekretær og havde arbejde som sådan, indtil hun blev i husmor i 1966. Ud fra et ønske om at vende tilbage på arbejdsmarkedet gennemførte ansøgeren i årene 1979 til 1987 attage 9. og 10. klasse, HF-enkeltfag i engelsk og fransk samt EDB kursus. Imidlertid opgav hun at søge arbejde på grund af nu afdøde ægtefælles sygdom.

På kommunens foranledning kom ansøgeren i arbejdspraktik som skole sekretær i perioden oktober 1991 til januar 1992. Ansøgeren klarede dette arbejde på fuldt tilfredsstillede måde, men det lykkedes ikke herefter for hende at komme i arbejde.

Ansøgeren havde beskedne helbredsgener, der ikke var arbejdshin drende.

Kommunen havde ved afgørelse af 11. januar 1994 givet afslag på førtidspension med den begrundelse, at erhvervsevnen ikke var nedsat af helbredsmæssige grunde, og at erhvervsplacering ikke havde været forsøgt.

Nævnet havde tiltrådt denne afgørelse med den begrundelse, at erhvervsevnen ikke var nedsat med mindst halvdelen af helbredsgrunde, og at helbredsforholdene ikke skulle være til hinder for varetagelse af nogen beskæftigelse.

Ansøgeren havde ikke ret til førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde gennemført supplerende skoleuddannelse og forskellige kurser med henblik på at vende tilbage til erhvervsarbejde efter at have været husmor i en årrække. Der var særligt lagt vægt på, at ansøgeren havde været i arbejdspraktik som skolesekretær på fuld tid i perioden oktober 1991 til januar 1992 med positivt resultat. Ankestyrelsen skønnede derfor, at ansøgerens alder og helbredsforhold ikke var til hinder for, at hun kunne få ansættelse ved lettere kontorarbejde eller lignende.

Ankestyrelsen henstillede på denne baggrund til kommunen at være ansøgeren behjælpelig med at skaffe en arbejdsplacering svarende til den arbejdsprøvning, hun havde gennemført.

_________________________________________________________

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6 - j.nr. 60063-94: Ansøgeren var en 58-årig kvinde, der havde ansøgt om behovsbestemtførtidspension som 56-årig. Ægtefællen oppebar mellemste førtids pension, og pr. 1. marts 1995 ville han blive folkepensionist.

Ansøgeren var kontoruddannet og havde haft kontorarbejde frem til 1976. I årerne fra 1978 til 1988 boede hun i Spanien, hvor ægtefællen drev et anlægsgartnerfirma. Ansøgeren hjalp lidt til med at holderegnskab. Efter hjemkomst til Danmark gennemførte ansøgeren ud dannelse til ejendomshandler, og hun startede egen forretning, men ophørte i 1993 på grund af dårlig økonomi.

Ansøgeren blev arbejdsprøvet ved kontorarbejde i perioden februar til maj 1994. Det blev her konkluderet, at ansøgeren var fagligt dygtig, men så fysisk og psykisk spændt at det ville være umuligt at gennemføre et længere prøveforløb.

Ansøgeren havde smerteproblemer i nakke og skuldre samt hovedpine og angstproblemer.

Kommunen havde ved afgørelse af 8. september 1993 givet afslag på førtidspension med den begrundelse, at de helbredsmæssige forhold ikke kunne begrunde pension og heller ikke pension på blandet grundlag. Der burde forsøges arbejdsprøvning.

Nævnet stadfæstede denne afgørelse med den begrundelse, at der ikke var konstateret helbredsforhold, der nedsatte erhvervsevnen, og som hindrede fortsat arhvervsarbejde.

Ansøgeren var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3, med virkning fra den 1. maj 1994, hvor forsøg på arbejdsprøvning var afsluttet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens og ægtefællens indtægt i form af ægtefællens mellemste førtidspension ikke skønnedes at udgøre et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det under hensyn til an søgerens alder og hidtidige beskæftigelse og resultatet af den foretagne arbejdsprøvning ikke længere kunne forventes, at ansøgeren ville kunne få beskæftigelse, hvorved hun kunne bidrage til forsørgelsen.