Ankestyrelsens principafgørelse O-87-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 48, stk. 4

Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 38, pkt. 39

Sagen vedrørte en yngre ansøger, som havde haft epilepsi siden 5-års alderen og i mange år havde fået Orfiril 600 mg x 2. Da han var 18 år forsøgtes dosis reduceret, men det udløste grand-mal anfald. Ved en efterfølgende undersøgelse fandt den neurologiske speciallæge fortsat ret udtalte EEG-forandringer og anbefalede fortsat behandling med Orfiril, og i denne behandling var ansøgeren nu symptomfri og velfungerende.

Kommunen gav afslag på dækning af egenbetalingen af epilepsimedicinen og begrundede afslaget med, at sygdommen ikke var af så indgribende karakter, at den medførte betydelige ændringer i den daglige tilværelse, hvorfor ansøgerens epilepsi ikke kunne betragtes som et vidtgående handicap.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til de medicinudgifter, der var en følge af epilepsilidelsen og begrundede afgørelsen med, at ansøgeren var omfattet af personkredsen, hvortil der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Kommunen henviste under anken til vejledningen om hjælp efter § 48, punkterne 38 og 39. Kommunen fandt, at det fremgår heraf, at et vidtgående handicap er et handicap, der har indgribende konsekvenser for den enkelte i den daglige tilværelse. Kommunen fandt, at der var tale om en velreguleret epilepsi, der med daglig medicinindtagelse ikke havde nogen konsekvenser for ansøgerens dagligdag.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om ansøgere, som er omfattet af bistandslovens § 48, stk. 4, jf. be kendtgørelsen om afgrænsningen af personkredsen efter bistandslovens § 48, stk. 3 (nu stk. 4) i alle tilfælde er berettiget til hjælp, eller om der tillige må stilles krav om, at ansøgeren er vidtgående handicappet som følge af lidelsen.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til støtte efter bistandslovens § 48, stk. 4 til de omhandlede udgifter til epilepsimedicin.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at ansøgeren som epileptiker var omfattet af den personkreds, der er nævnt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 863 af 11. december 1986 som ændret ved bekendtgørelse nr. 449 af 24. juni 1987 om afgrænsning af personkredsen efter bistandslovens § 48, stk. 4. Men det er tillige en betingelse for støtte efter bistandslovens § 48, stk. 4, at der skal være tale om et vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Ved et vidtgående handicap forstås et handicap, hvis konsekvens for den enkelte er af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse, jf. pkt. 39 i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48.

Da ansøgeren var symptomfri og velfungerende på den beskrevne behandling, fandt Ankestyrelsen ikke, at han havde et vidtgående handicap, og ansøgeren var derfor ikke berettiget til støtte.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.