Sagen vedrørte en yngre ansøger, som havde haft epilepsi siden 5-års alderen og i mange år havde fået Orfiril 600 mg x 2. Da han var 18 år forsøgtes dosis reduceret, men det udløste grand-mal anfald. Ved en efterfølgende undersøgelse fandt den neurologiske speciallæge fortsat ret udtalte EEG-forandringer og anbefalede fortsat behandling med Orfiril, og i denne behandling var ansøgeren nu symptomfri og velfungerende.
Kommunen gav afslag på dækning af egenbetalingen af epilepsimedicinen og begrundede afslaget med, at sygdommen ikke var af så indgribende karakter, at den medførte betydelige ændringer i den daglige tilværelse, hvorfor ansøgerens epilepsi ikke kunne betragtes som et vidtgående handicap.
Ankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til de medicinudgifter, der var en følge af epilepsilidelsen og begrundede afgørelsen med, at ansøgeren var omfattet af personkredsen, hvortil der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.
Kommunen henviste under anken til vejledningen om hjælp efter § 48, punkterne 38 og 39. Kommunen fandt, at det fremgår heraf, at et vidtgående handicap er et handicap, der har indgribende konsekvenser for den enkelte i den daglige tilværelse. Kommunen fandt, at der var tale om en velreguleret epilepsi, der med daglig medicinindtagelse ikke havde nogen konsekvenser for ansøgerens dagligdag.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om ansøgere, som er omfattet af bistandslovens § 48, stk. 4, jf. be kendtgørelsen om afgrænsningen af personkredsen efter bistandslovens § 48, stk. 3 (nu stk. 4) i alle tilfælde er berettiget til hjælp, eller om der tillige må stilles krav om, at ansøgeren er vidtgående handicappet som følge af lidelsen.