Ansøger havde med kortvarige afbrydelser modtaget kontanthjælp siden september måned 1989.
Socialforvaltningen i A Kommune orienterede den 22. maj 1992 ansøger om et beskæftigelsesprojekt, som han skulle påbegynde den 1. juni 1992.
Ifølge kursusprogrammet skulle de første 10 dage foregå i B-by bl.a. med 5 dages overlevelsestræning. Efter hjemkomsten den 11. juni 1992 og frem til kursets afslutning den 20. november indgik der varierende former for praktik og træning.
Den 1. juni 1992 meddelte ansøger socialforvaltningen, at han ikke kunne deltage i projektet fra starten, idet han ikke kunne få sin hund passet.
Den 5. juni 1992 meddelte A Kommune ansøger, at han skulle møde og deltage i projektet fra den 9. juni 1992, idet kurset efter opholdet i B-by skulle fortsætte som planlagt.
Samtidig blev ansøger gjort bekendt med, at såfremt han fortsat ikke var interesseret i at deltage, ville der ikke blive udbetalt kontanthjælp.
Den 15. juni 1992 meddelte ansøger socialforvaltningen, at han skulle møde til samtale om arbejde hos et firma, og den 16. juni 1992 oplyste han, at han havde fået arbejde hos et andet firma. Ifølge oplysninger fra A Kommune havde ansøger ikke dokumenteret, at han havde fået arbejde.
Ved formandsafgørelse af 16. juni 1992 blev A Kommune pålagt at yde hjælp til ansøger til nødvendigt underhold samt billigste transport til arbejdssted. Formanden lagde ved sin afgørelse vægt på, at han opfyldte betingelserne i bistandslovens § 37, stk. 1.
A Kommune anførte i klagen, at afgørelsen var i strid med gældende lovgivning, og at der i afgørelsen ikke var foretaget nogen vurdering af, hvorvidt A Kommunes afgørelse kunne betegnes som ulovlig eller åbenbart urimelig.
A Kommunes afgørelse var truffet med henvisning til bestemmelsen i bistandslovens § 40, stk. 1, idet ansøger var anvist til deltagelse i en beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Der henvistes desuden til, at ansøger var orienteret om, at nægtelse af at deltage i projektet ville medføre ophør af udbetalingerne af kontanthjælp efter bistandslovens § 37.
Nævnet fastholdt sin afgørelse, efter at A Kommune havde klaget til Ankestyrelsen.
Nævnet udtalte, at ansøger var berettiget til udmåling af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37 i hele juni måned 1992.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at et tilbudt beskæftigelsesprojekt med ophold udenfor hjemmet ikke kunne anses for et rimeligt tilbud om arbejde eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om et kursusprojekt, der bl.a. indebar ophold udenfor hjemmet, kunne anses for en beskæftigelsesfremmende foranstaltning, således at nægtelse af at deltage i projektet havde konsekvenser for udbetalingen af kontanthjælp.
