Ankestyrelsen fandt, at nævnets afgørelse ikke var forenelig med den administrative praksis, som var kommet til udtryk i SM 0-4-1986. I denne SM blev det slået fast, at et krisecenter var omfattet af begrebet lignende behandlingsinstitution i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2, uanset at der ikke var truffet overenskomst om driften af centret.
I den efterfølgende SM 0-28-93, sag nr. 2, blev det ved afgørelsen indirekte lagt til grund, at et krisecenter, som var oprettet efterbistandslovens § 105, var omfattet af begrebet lignende behandlings institution, men at en nødhjælpsbolig, som reelt var en almindelig lejlighed, ikke var det.
I den aktuelle sag var der tale om et krisecenter med ansat personale i form af en socialrådgiver, som leder og en halvtidsansat pædagog. Centret havde til formål at yde midlertidigt ophold, fysisk beskyttelse og psykisk støtte - hjælp til selvhjælp - til kvinder med eller uden børn, der havde været udsat for vold, voldtægt eller anden mishandling.
Man modtog beboere fra eget amt og fra andre amter. På institutionen blev der givet støttende samtaler.
Formålet og personalesammensætningen måtte anses for at være almindelig for et krisecenter.
Der var ikke tale om en institution oprettet efter bistandslovens § 105, men institutionen blev helt overvejende drevet for midler fra amt, kommune og socialministeriet, hvorfor Ankestyrelsen fandt, at der var tale om en institution, som kunne sidestilles med en § 105 institution.
Ankestyrelsen hjemviste herefter sagen til nævnet, som traf følgende nye afgørelse:
Nævnet fandt, at A kommune var forpligtet til at refundere udgifterne til bistand til kvinden under hendes ophold på krisecenter i C kommune jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 2.
Refusionspligten ophørte, da kvinden flyttede til egen bolig i C kommune.