Ankestyrelsens principafgørelse O-130-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 39, stk. 1 og § 47, stk. 1

Ansøger skulle have været til afsluttende eksamen i juni 1991, men blev forhindret heri på grund af for tidlig fødsel, således at uddannelsen først kunne afsluttes i november 1991.

Kommunalbestyrelsen gav afslag på kontanthjælp fra 1. juli 1991 med henvisning til ansøgers formue på ca. 13.000 kr.

Ankenævnet fandt ved afgørelse af 4. marts 1992, at ansøgers bolig forhold var uhensigtsmæssige, og at der skulle bortses fra den del af formuen, der var nødvendig for, at ansøger kunne opnå en rimelig boligstandard.

Kommunen konstaterede herefter, at ansøger stadig boede på den samme adresse, og at hun ikke havde søgt anden bolig.

Efter at ansøger havde rettet fornyet henvendelse til ankenævnet, oplyste kommunen, at der var givet tilsagn om hjælp til betaling af flytning til mere hensigtsmæssig bolig, jf. bistandslovens § 47, med den konsekvens, at der ikke bortsås fra formue ved udmåling af kontanthjælp for perioden fra 1. juli 1991.

Ankenævnet fandt herefter ikke grundlag for at pålægge kommunen at bortse fra nogen del af formuen.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en kommunalbestyrelse kan undlade at bortse fra formue ved at tilbyde at ville yde hjælp til flytning i henhold til bistandslovens § 47 på et senere tidspunkt.

Ankestyrelsen fandt ud fra oplysningerne fra kommunen at kunne lægge til grund, at boligforholdene på ansøgningstidspunktet ikke kunne anses for tilfredsstillende.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunalbestyrelsen ikke kunne undlade at se bort fra formue, der var nødvendig for opnåelse af en nødvendig boligstandard, ved i stedet at give tilsagn om senere atyde støtte i henhold til bistandslovens § 47 og eventuelt § 46 i for bindelse med en eventuel flytning.

Ankestyrelsen mente i øvrigt ikke, at kommunalbestyrelsen på et senere tidspunkt ville være bundet af et sådant tilsagn, idet ydelser i henhold til de nævnte bestemmelser beroede på en helt konkret vurdering af ansøgerens forhold - herunder de økonomiske - på flyttetidspunktet.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det ikke af ordlyden i bistands lovens § 39 kunne udledes, at der skulle være tale om en konkret eller nært forestående flytning.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at ankenævnets afgørelse af 4. marts 1992 kunne anses for efterkommet med det af kommunalbestyrelsen afgivne tilsagn.

På grund af formuens forholdsvis beskedne størrelse på ansøgnings tidspunktet pålagde Ankestyrelsen kommunen at bortse fra formuen i sin helhed.