Ankestyrelsens principafgørelse O-3-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 1

En udenlandsk kvinde kom til Danmark i 1989 og fik senere opholdstilladelse. Efter reglen i udlændingelovens § 9, stk. 3 blev der fastsat vilkår om, at herboende familiemedlemmer underskrev garantierklæringer vedrørende kvindens underhold.

Den 15. marts 1991 meddelte Socialministeriet dispensation fra garantierklæringerne, og den 10. april 1991 søgte kvinden første gang om hjælp efter bistandsloven.

Kommunen meddelte afslag med henvisning til garantierklæringerne, hvilket blev påklaget til nævnet.

Ankenævnet fandt, at kommunen i medfør af bistandslovens § 1 havde pligt til at yde hjælp, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen med henblik på at vurdere, om kvinden opfyldte betingelserne for at modtage kontanthjælp.

Kommunen påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen, idet kommunen gjorde gældende, at Socialministeriet ikke har kompetencen til at meddele dispensation fra garantierklæringer, der er afgivet på baggrund af udlændingelovgivningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om kommunens bistandsforpligtelse består, uanset at spørgsmålet om kompetence til at meddele dispensation tilsyneladende er uklart.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at det efter bistandslovens § 1 påhviler det offentlige at yde økonomisk bistand efter reglerne i bistandsloven til enhver, der opholder sig her i landet.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at dette udgangspunkt kunne fraviges med henvisning til foreliggende garantierklæringer.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på det principielle udgangspunkt, der også er indeholdt i SM 0-46-91, hvor man slog fast, at en kommuneikke kunne afslå kontanthjælp alene med henvisning til en garantier klæring.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kommunen har mulighed for at søge eventuelle udgifter til bistandshjælp inddrevet fra garanterne, såfremt man fandt, at disse havde evnen, men ikke viljen til forsørgelse.

For så vidt angår spørgsmålet om kompetencen til at meddele dispensation fra garantierklæringen lagde Ankestyrelsen til grund, at Social ministeriet overfor Justitsministeriet har erklæret sig villig til idet enkelte tilfælde at tage stilling til, om der uanset en under skreven garantierklæring kan ydes hjælp efter den sociale lovgivning, og at Folketinget er blevet gjort bekendt med dette i 1983 og 1992.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke at kunne tillægge kommunens anbringender vedrørende kompetencespørgsmålet nogen betydning, og man stadfæstede nævnets afgørelse.