Sagen drejede sig om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne til en 44-årig rengøringsassistent.
Skadelidte begyndte i marts 1992 at arbejde som rengøringsassistent, hvor hun bl.a. var udsat for rengøringsmidler. I juli 1992 debuterede hudlidelsen med kløende udslæt på begge hænder. Skadelidte fortsatte sit arbejde som rengøringsassistent.
I november 1993 blev lidelsen toksisk håndeksem anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen som en formodet arbejdsbetinget lidelse.
Af en speciallægeerklæring fra januar 1994 fremgik det, at skadelidte havde tørre og skællende forandringer i håndflader, omkring håndled samt flere fingre på begge hænder. Eksemet karakteriseredes som et middelsvært kronisk håndeksem. Prognosen ansås for dårlig, og omskoling til et mere tørt arbejde blev anset for indiceret.
Efter anerkendelse af den anmeldte lidelse i form af en irritativ (toksisk) eksemlidelse, tilkendte Arbejdsskadestyrelsen skadelidte godtgørelse for varigt mén på 12%. Arbejdsskadestyrelsen gav samtidig afslag på erstatning for tab af erhvervevne.
Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen om mén vægt på, at skadelidte havde beskedne kroniske hudforandringer og jævnlige udbrud af eksem. Ved afgørelsen om tab af erhvervsevne lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at skadelidte fortsat var i arbejde.