I følge forvaltningslovens § 16, stk. 4, og lov om offentlighed i forvaltningen § 15, stk. 2, kan afgørelser om aktindsigtsspørgsmål påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører.
Med hensyn til sager vedrørende afgørelser efter bistandslovens § 67, stk. 3, som omhandler ændringer eller begrænsninger i samværsretten med et barn, er det pågældende sociale ankenævn, som er klageinstans.
Da sagen om aktindsigt imidlertid af faderens advokat var lagt bredere op end alene gående på sagen om indskrænkning i samværsretten med datteren, fandt Ankestyrelsen dog at være rette klageinstans med hensyn til klagen over kommunens afgørelse om aktindsigt.
Ankestyrelsen overvejede, hvorvidt det var forvaltningslovens- eller offentlighedslovens regler om aktindsigt, der skulle finde anvendelse i denne sag. Afgørende herfor var først og fremmest, om pågældende kunne anses for part i forvaltningslovens forstand eller ikke.
For så vidt angik sagen om pågældendes datters anbringelse uden for hjemmet uden samtykke efter bistandslovens § 35, stk. 1, var det fastslået i praksis og i bistandslovens regler om klageadgang m.m., at den af forældrene, der ikke havde forældremyndigheden, ikke ansås for part i sagen.
Derimod måtte faderen anses for part i forvaltningslovens forstand i sagen efter § 67, stk. 3 om indskrænkning i hans samværsret med datteren.
Ankestyrelsen vurderede derfor faderens begæring om aktindsigt i psykolograpporten fra institutionen ud fra forvaltningslovens regler om parters ret til aktindsigt.
Dette betød at pågældende som udgangspunkt havde ret til aktindsigt i sagens dokumenter, herunder psykolograpporten, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 1.
Ankestyrelsen fandt imidlertid samtidig, at der i henhold til undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 15, stk. 1, burde skeen begrænsning i pågældendes ret til aktindsigt i forhold til op lysningerne om moderens forhold og hendes forhold til datteren.
Begrundelsen var, at Ankestyrelsen fandt, at pågældendes interesse i at få del i de aktuelle oplysninger burde vige for moderens interesse i at få disse personlige, følsomme oplysninger unddraget fra aktindsigt.
Med hensyn til rapportens oplysninger, som vedrørte barnet alene, fandtes disse som følge af udgangspunktet omfattet af retten til aktindsigt.
Dog fandt Ankestyrelsen, at kommunen konkret måtte vurdere, om enkelte oplysninger kunne unddrages fra aktindsigt, med hjemmel i forvaltningsloven § 15, stk. 1, af afgørende hensyn til barnet. En vurdering ud fra reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen om aktindsigt for ikke-parter ville ikke give et andet resultat.
Ankestyrelsen tiltrådte således kommunens afgørelse om, at faderen ikke kunne få aktindsigt i oplysningerne om moderens forhold, eller hendes forhold til barnet.
Ankestyrelsen hjemviste sagen vedrørende aktindsigt i barnets forhold alene, til ny vurdering og afgørelse i kommunen. Udgangspunktet ved denne vurdering var, at faderen ifølge forvaltningslovens § 9, stk. 1, havde ret til aktindsigt, men at kommunen konkret skulle tage stilling til, om der var oplysninger, som burde unddrages aktindsigt, jf. bistandslovens § 15, stk. 1, af afgørende hensyn til barnet.
