Ankestyrelsens principafgørelse U-26-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 390 af 20. maj 1992 - § 32 og § 33, stk. 1

Sagen drejede sig om erstatning for varigt mén og tab af erhvervsevne til en 40-årig socialpædagog.

Skadelidte blev under en indkøbstur i juni 1991 i forbindelse med sit arbejde slået med en knytnæve i ansigtet af en aggressiv klient. Efter arbejdsskaden genoptog skadelidte sit arbejde, men hun havde senere fra 24. september 1991 til 19. november 1991 været sygemeldt på grund af trusler om vold fra samme klient.

Det sidstnævnte tilfælde i form af trusler om vold skete under et udlandsophold, hvor hun deltog som rejseledsager. Dette tilfælde havde Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afvist at anerkende som en arbejdsskade.

Af de lægelige oplysninger fremgik bl.a., at skadelidte havde pådraget sig et kronisk stress-syndrom, idet hun havde været udsat for en hændelse, som havde svækket hendes normale psykologiske forsvar. Efterfølgende var skadelidte fortsat under pres, idet hun dagligt arbejdede alene med samme klient, hvilket medførte, at hun psykisk brød sammen.

Skadelidte havde modtaget psykologbehandling gennem et år, hvilket havde bedret hendes tilstand afgørende. På undersøgelsestidspunktet i november 1992 fremtrådte skadelidte rolig og afbalanceret, ligesom hun fandtes at være i besiddelse af gode psykiske ressourcer.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte méngraden til under 5% med den begrundelse, at skadelidte i det væsentlige skulle være rask.

Erhvervsevnetabet blev fastsat til under 15%, idet skaden ikke havde medført en indtægtsnedgang på 15% eller derover.

Arbejdsskaden havde ikke medført varigt mén på 5% eller derover. Skadelidte kunne derfor ikke få erstatning for varigt mén.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det af en erklæring fra en klinisk psykolog fremgik, at skadelidtes tilstand var betydeligt bedret, uanset at hun ikke var helt symptomfri. Det fremgik endvidere, at skadelidte ved undersøgelsen skønnedes at være i besiddelse af gode psykiske ressourcer.

Skadelidtes erhvervsevne var endvidere ikke forringet med 15% eller derover som følge af arbejdsskaden. Skadelidte kunne derfor heller ikke få erstatning for tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at skadelidte havde genoptaget sit tidligere arbejde som socialpædagog.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.