Ankestyrelsens principafgørelse U-32-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 390 af 20. maj 1992 - § 33, stk. 1

En 35-årig socialpædagog blev i juni 1992, under soignering af en psykisk handicappet klient, udsat for slag og trusler om vold.

Efter hændelsen opstod der symptomer i form af tendens til grådanfald, angstanfald samt dårlig nattesøvn. Symptomerne forværredes, da skadelidte efter ca. 3 ugers forløb forsøgte at genoptage arbejdet. Skadelidte blev herefter påny sygemeldt, og under behandling hos psykolog bedredes tilstanden noget. Skadelidte forventedes dog ikke at kunne genoptage sit arbejde som socialpædagog.

Der forelå bl.a. en psykiatrisk speciallægeerklæring fra marts 1993, hvoraf fremgik, at der var tale om en posttraumatisk stresstilstand, og at skadelidte var præget af overfølsomhed overfor støj, tilbagevendende mareridt og undvigeadfærd, ligesom hun ved konfrontation med åndssvage eller psykiatriske patienter udviklede angstfornemmelser. Speciallægen skønnede, at arbejdsskaden havde medført en varig ulempe i skadelidtes livsførelse på 15%.

Arbejdsskadestyrelsen tilkendte skadelidte 8% i erstatning for varigt mén. Der blev lagt vægt på, at skadelidte led af en posttraumatisk stresstilstand.

Ankestyrelsen fandt, at arbejdsskaden havde medført varigt mén på 8%.

Méngraden var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis i tilsvarende sager.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at skadelidte led af en posttraumatisk stresstilstand uden alvorligere angstsymptomer.

Således som skadelidtes symptomer var beskrevet i den indhentede psykiatriske erklæring, var Ankestyrelsen ikke enig i den deri angivne méngrad på 15%.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.