Ankestyrelsens principafgørelse O-61-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 38, stk. 3 og § 39, stk. 2

Ansøger, der var pædagog, blev i august 1992 ansat på prøve i en skolefritidsordning i en kommune.

Hun var gravid med forventet nedkomst i slutningen af marts 1993 og orienterede i begyndelsen af oktober 1992 kommunen om graviditeten.

Kommunen meddelte ganske kort tid efter pædagogens fagforbund, at kommunen påtænkte at afskedige hende, idet det ikke forventedes, at hun ville kunne honorere skolefritidsordningens krav til pædagogik samt indgå i et naturligt samarbejde med institutionens ansatte.

Fagforbundet protesterede mod den påtænkte afskedigelse, idet forbundet fandt, at denne beslutning måtte ses på baggrund afpågældendes graviditet og således var i strid med ligebehandlings lovens § 9.

Afskedigelsessagen blev forhandlet i Kommunernes Landsforening.

Den 30. oktober 1992 opsagde kommunen pædagogen til fratræden 30. november 1992. Kommunen henviste bl.a. til, at afskedigelsen skete p.g.a. samarbejdsuoverensstemmelser, der ikke alene kunne tilskrives pågældende.

Den 4. november 1992 indgik kommunen, forbundet og Kommunernes Landsforening skriftligt forlig om fuld og endelig afgørelse i sagen, således at pædagogen meddeltes tjenestefrihed med løn i opsigelsesperioden, endvidere udbetaltes en fratrædelsesgodtgørelse på 36.000 kr. I begyndelsen af december måned søgte ansøger kommunen om løbende kontanthjælp.

Kommunen gav afslag, idet der ved vurderingen af ansøgerens økono miske behov bl.a. skulle tages hensyn til fratrædelsesgodtgørelsen. Herefter ville hun først være berettiget til kontanthjælp på et tidspunkt, hvor hun ville modtage arbejdsløshedsdagpenge.

I anken til nævnet gjorde forbundet gældende, at fratrædelses godtgørelsen måtte betragtes som godtgørelse for ikke-økonomiskskade, da kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at afske digelsen ikke skyldtes pågældendes graviditet, og således var i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Ankenævnet fandt på baggrund af omstændighederne omkring pædagogensafskedigelse og det indgåede forlig, at den udbetalte fratrædelses godtgørelse var udbetalt i henhold til ligebehandlingsloven og derfor måtte betragtes som godtgørelse for ikke økonomisk skade.

Nævnet pålagde herefter kommunen at bortse fra fratrædelsesgodt gørelsen ved vurderingen af det økonomiske behov for kontanthjælp.

I anken til Ankestyrelsen anførte kommunen, at det var kommunens opfattelse, at en godtgørelse, der udbetaltes p.g.a. fratræden frajob, er at betragte som indtægt/formue og derfor bør indgå i vur deringen af det økonomiske behov for løbende kontanthjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om fra trædelsesgodtgørelsen må betragtes som godtgørelse for ikke økonomisk skade.

Ifølge bistandslovens § 38, stk. 3 og § 39, stk. 2 bortses der ved ydelse af kontanthjælp efter § 37 fra indtægt og formue, som hidrører fra en godtgørelse for ikke økonomisk skade.

Ankestyrelsen fandt efter de foreliggende oplysninger, at den udbetalte godtgørelse måtte anses for kompensation for ikke økonomisk skade.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det påhvilede arbejdsgiveren at bevise, at afskedigelsen ikke skyldtes graviditeten, og denne bevisbyrde havde kommunen ikke løftet.

Ankestyrelsen lagde under henvisning hertil til grund, at der var tale om godtgørelse i henhold til ligestillingsloven, en godtgørelse, der ikke kunne betragtes som indtægt/formue.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.