Ankestyrelsens principafgørelse O-109-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 59, stk. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven - pkt. 1, pkt. 3

Ansøgeren led af en fremadskridende muskelsvindsygdom, en muskeldystrofi, og brugte bl.a. el-kørestol indendørs over længere af stande.

Hun ønskede at flytte til kommunen og købte sammen med sin samlever et nyt hus, som hun forinden havde besigtiget sammen med statens specialkonsulent og kommunens ergoterapeut. Disse fandt huset rime ligt velegnet, men badeværelset var for lille og måtte ændres.

Kommunen afslog at yde hjælp til ændringen. Eventuelt kunne ansøgeren få en bolig med et mere velegnet badeværelse i en af de boliger, kommunen rådede over.

Prisen for ændringen beløb sig til ca. 60.000 kr.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til den ansøgte boligindretning, idet kommunens afgørelse greb ind i ansøgerens frie bolig valg. Endvidere burde kommunen have foretaget en nærmere undersøgelse af mulighederne for, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene kunne være tilvejebragt. Endelig måtte ansøgerens muligheder for valg af egen bolig anses for yderst begrænsede på grund af hendes handicap. Kommunen anførte, at princippet om frit boligvalg ikke kan udledes af bistandslovens § 59. Endvidere måtte en ansøger i omhandlede situation, hvor hun skulle flytte til en ny bolig, nøje undersøge boligmarkedet for at finde en egnet bolig.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en kommune kan afslå hjælp til større boligændringer med henvisning til, at kommunen kan anvise handicapvenlig bolig, samt om det kan tillægges betydning, at den nyanskaffede bolig er uhensigtsmæssig i relation til handicappet.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til den ansøgte hjælp efter bistandslovens § 59, stk. 1, idet der var tale om nødvendige udgifter.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter § 2 i Socialministeriets cirkulære om hjælp til boligindretning kan ydes hjælp uanset, om modtageren bor i lejlighed, ejerlejlighed, eget hus eller har varigt ophold hos familien eller andre. Der kan således ydes støtte uanset boligformen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen ved afslaget havde stillet en konkret bolig i udsigt i en af de ejendomme, som kommunen rådede over.

Ansøgeren kunne derfor ikke på daværende tidspunkt tage stilling til, om der var tale om et passende alternativ til den ønskede bolig, en mulighed som ansøgeren i øvrigt kunne afslå uden konsekvenser for an søgningen.

Det fremgik ikke, at ansøgeren skulle have undladt at foretage en almindelig undersøgelse af de foreliggende muligheder for at få en egnet bolig før henvendelsen til kommunen. Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren i højere grad end andre havde pligt til nøje at undersøge markedet for at finde en bolig, der opfyldte kravet til indretning, selvom der var særlige problemer med hensyn til ind retning af hensyn til handicappet. Ankestyrelsen fandt i øvrigt ikke, at det var dokumenteret, at der på markedet var andre egnede boliger, som kunne tilgodese handicappet uden bygningsmæssige ændringer. Ankestyrelsen kunne således ikke lægge afgørende vægt på kommunens synspunkter herom.

Med kommunens almindelige henvisning til, at ansøgeren selv måtte finde en bedre egnet ejerbolig, fandt Ankestyrelsen derimod, at kommunen ikke havde opfyldt forpligtelsen i § 3 i Socialministeriets cirkulære om boligindretning om, at det ved mere omfattende og bekostelige ændringer påhviler kommunalforvaltningen nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene kan tilvejebringes.

Ankestyrelsen fandt herefter at kunne tage stilling til det ansøgte, det vil sige, om den ønskede bygningsændring - som led i en samlet vurdering af boligen som en egnet bolig - måtte anses for nødvendig, herunder med hensyntagen til den anslåede udgift til ændringen.

Ankestyrelsen skønnede, at boligen ville være egnet som bolig for ansøgeren med de beskrevne ændringer, og at udgiften skønnedes rimelig i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.

Ankestyrelsen fandt herefter, at udgiften måtte anses for nødvendig, og at ansøgeren derfor var berettiget til den ansøgte støtte.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.